DRs første 90 år: Så kom fjernsynet

I starten advarede kulturministeren ligefrem mod overdrevent tv-kiggeri. En time til halvanden om dagen, var passende lød det. I dag ser hver seer næsten tre timer om dagen.

Kirsten Hüttemeier og Sven Holm laver mad og giver gode råd om pletter i DR TV i 1951. De var de absolut første i TV-Køkkenet og sendte allerede den 6. oktober 1951. (Foto: DR Arkiv © Type 1)

”Små børn bliver autister af at bruge iPad”.

”Børn og unge bliver asociale, når de isolerer sig bag computerskærmen”.

Ny teknologi har altid vakt begejstring hos især de yngre generationer - og skepsis hos mindst lige så mange i ældre generationer. Mens nogle klappede begejstret over den første cykel, den første bil eller de første radioudsendelser, advarede andre med bekymret mine mod det nymodens påhit, der på den ene eller anden måde truede folkesundheden, moralen og den fasttømrede verdensopfattelse.

I 1950’erne og 60’erne var fjernsynet det nye spændende, der vakte bekymring. Det var dyr teknologi, og der var helt sikkert ”noget farligt indeni”. Man advarede for eksempel mod, at seerne sad for tæt ved skærmen - på grund af ”stråling”. I mange år var det en udbredt opfattelse, at små børn kunne få ødelagt synet ved at se for meget tv.

Også landets socialdemokratiske undervisningsminister Julius Bomholt, der senere blev både social- og kulturminister, advarede i 1955 mod overdrevent tv-kiggeri - højst en time til halvanden pr. dag var passende - fordi ”i et lille land som vores, har vi ikke koncentrationskraft i sindet til mere…”

Thorkil Livrem

Venstres finansminister fra 1950 til 1953 - den periode hvor tv-udviklingen for alvor bankede på døren, hed Thorkil Kristensen. Den stramme finanspolitiske linje, han holdt fast i, indbragte ham det folkelige tilnavn ”Thorkil Livrem”. Og han var overhovedet ikke begejstret ved tanken om, at der nu skulle bruges valuta på indkøb af billedrør fra udlandet.

Situationen er fint beskrevet i tv-serien ”Krøniken”, hvor beslutningstagerne i Danmarks Radio på den ene side mangler seere, fordi der savnes penge til produktionen og seere med tv-apparater - mens tv-fabrik¬kerne på den anden side afventer flere tv-programmer, alt imens begge parter venter på regeringens tilsagn om import af det nødvendige udstyr til ordentlig udsendelsesudstyr og produktion af tv-apparater.

Først efter et regeringsskifte kom der i 1953-54 for alvor skred i produktion og salg af tv-apparater på en række danske virksomheder: Linnet & Laursen, To-R, Eltra, B&O og Philips samt Arena.

Erik (Ken Vedsegaard) må simpelthen vise Ida (Anne Louise Hassing), hvor fantastisk det der med fjernsyn er og får hende lokket med hen i det første lille tv-studie, der eksisterer i 'Krøniken'. (Foto: Mike Kollöffel- DR)

Lawaetz afbrød studierne

De allerførste danske forsøg med tv havde været i gang siden 1949, da nogle kontorlokaler i Radiohuset blev indrettet til forsøgs-tv-studie. Manden bag var Jens Frederik Lawaetz, der som ung havde læst til ingeniør, men afbrød studierne for at arbejde som radiojournalist.

Han havde åbenbart en stor virketrang og stod allerede i 1926 bag drengetimerne i Statsradiofonien og senere stiftelsen af Radioens Drengekor. I 1935 blev Lawaetz leder af den nyoprettede ungdomsafdeling, ligesom han i 1938 startede bladet "Hallo Hallo", der blev udgivet af Statsradiofonien i forbindelse med ungdomsudsendelserne, og udviklede sig til et stærkt bindeled mellem de unge lyttere og radioen.

I 1947 blev Jens Frederik Lawaetz leder af skoleradioen, men skiftede i 1949 til jobbet som chef for den nyoprettede underholdningsafdeling. I begyndelsen af 1950’erne blev han afdelingschef for tv og fra 1959-67 var han programdirektør for fjernsynet og tillige i årene 1967-1974 programdirektør for radioen.

Første udsendelse - til 200

2. oktober 1951 blev den første officielle tv-udsendelse sendt, og herefter var der en times program i aftentimerne, tre gange om ugen og kun til 200 modtagere. Men på skærmen var man, og de første dage bød på reportager, underholdning, tv-køkken - og teknisk uheld. I de første år skulle man helst bo meget centralt i København, hvis man ville se tv. Senderne var svage og rundt om i landet blev der protesteret mod, at det for eksempel i Sønderjylland, på Fyn og Lolland-Falster var nemme¬re at modtage tysk tv, end at fange de danske signaler.

Jens Frederik Lawaetz gav, med opbakning fra Radiorådet, seerne ret. Han sagde: ”Fjernsynets budget er i dag mere beskedent, end det kan tåle at være. Tv bliver holdt kunstigt nede. Vi venter stadig på, at tv indføres i Danmark.”

Da der i 1953 kom skred i sagerne, vedtog Folketinget 17. december en licensstigning fra 15 til 20 kroner.  Af de fem kroners stigning skulle to kroner gå til tv. Desuden fik Danmarks Radio lov til at optage lån for at finansiere opbygning af tv-studier, indkøb af transmissionsudstyr og ansættelse af det nødvendige personale. Indsatsen understøttedes gennem de efterfølgende år ved at der blev bygget sendemaster, så hele landet havde mulighed for at se med.

Gang i salget

1950’erne var en periode fuld af virketrang og optimisme. Man mente for eksempel, at der snart ville være uanede mængder af næsten gratis energi til rådighed for udviklingen, når man begyndte af bruge atomkraft. Hverdagens drømme drejede sig om jordnære ting som at få en god bolig, en bil, et køleskab - eller det tv-apparat, som var manges hedeste drøm. Ved nytår 1955-56 var der kun 16.000 tv-apparater i Danmark, da året sluttede, var tallet steget til 65.000.

Skønt Danmarks Radio (DR) kun sendte på én kanal og havde en meget begrænset sendetid, havde fjernsynsmediet en magisk tiltrækning. Et hjem med fjernsyn kunne regne med at få mange gæster, men det var en stor investering – et typisk tv-apparat på 10-15 tommer kostede i 1952-53 2.000 kroner - svarende til 31.467,89 kroner i da, ifølge Danmarks Statistiks prisomregner.

Så når der var særligt interessante tv-programmer, som for eksempel da den unge engelske dronning Elizabeth blev kronet i 1953, samledes folk i flok foran de forretninger der solgte tv-apparater og som lod dem køre for at folk kunne følge med.

Det nye medium viste første gang sin gennemslagskraft i den kolde krigs tjeneste. Efter den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 blev den folkekære revydirektør Volmer Sørensen i marts 1957 vært for tre shows i tv og radio. Formålet var at indsamle penge til fordel for de ungarske flygtninge, og programmerne lagde gaderne øde tre lørdage i træk.

Erfaringerne fra disse shows førte til, at man skabte et nyt lørdags underholdningsprogram ’TV i Tivoli’, der blev sendt fra 1958 til 1962.

Faktisk havde der været sendt tv allerede i 1920’erne og 30’erne. Især i England og USA blev der eksperimenteret – og fra 1936 sendte BBC et fjernsynsprogram, som dog ikke havde den store udbredelse.

Fakta om levende billeder

  • Allerede i 1872, mens man undersøgte hvilke materialer, der skulle bruges til det transatlantiske kabel, opdagede den engelsk telegrafarbejder Joseph May, at en selenmodstand ændrede ledningen, når sollyset ramte ledningen. Det var altså muligt at omdanne lys til et elektrisk signal, men det varede nogle år, inden betydningen at opdagelsen blev erkendt.

  • Det var den tyske ingeniør Paul Nipkow, som opfandt Nipkow-skiven, hvor billeder bliver aflæst gennem en spiral af huller. Denne idé blev senere hen brugt af John Logie Baird fra Storbritannien og af Charles Francis Jenkins fra USA til at bygge verdens første succesfulde fjernsyn. Hvem af de to der opfandt fjernsynet først, kommer an på hvordan man definerer fjernsynet. I 1922 sendte Charles Jenkins nemlig et stillbillede via radio bølger, men takket være John Baird kunne man i 1925 se levende billeder af et menneske i fjernsynet

  • I samtiden blev der gjort nar ad Charles Jenkins og Logie Baird, for ingen forestillede sig, at man kunne bruge fjernsynet til noget fornuftigt – endsige tjene penge på opdagelsen. Det fik dem dog ikke til at stoppe, og allerede i 1928 blev der sendt regelmæssige eksperimentelle tv-udsendelser.

  • Fra 2. november 1936 har BBC leveret tv fra Alexandra Palace i den nordlige del af London. Man regner med at der kun var ca. 20.000 hjem med et tv-apparat, som befandt sig så tæt på, at de kunne modtage udsendelserne. Et 10-tommers tv kostede cirka 100 pund – hvilket svarede til hvad man skulle betale for en lille bil.

  • Da 2. Verdenskrig brød ud i september 1939, blev tv-programmerne afbrudt ganske abrupt midt i en Walt Disney-film. Der gik syv år, før en tv-udsendelserne blev genoptaget. Det foregik med typisk engelsk humor, da man satte et skilt på skærmen, hvor BBC beklagede ”en kort afbrydelse af programmet” – og så i øvrigt fortsatte med den Walt Disney-film, man havde måttet afbryde.

Facebook
Twitter