Det seneste års tid har århusianske Heine Nielsen lyttet mere intenst til DRs pausesignal, melodien ’Stil nu ind på de danske stationer’ og P3’s jingler fra 1960’erne og frem, end de fleste andre i Danmark nogen sinde kommer til.

Da har han skrevet speciale på musikvidenskab på Aarhus Universitet, om hvad man kunne kalde DRs musikalske mellemlægspapir, og mere præcist har Heine Nielsen undersøgt den non-kommercielle jingle i DR fra Statsradiofoniens start i 1920’erne og frem til nu.

”Selv om det er svært at drage en fælles konklusion på, hvad DR har sendt af jingler, anråb, kendingsmelodier og såkaldt station-id’er gennem de mange år, har DRs lydlige kommunikation altid forsøgt at være moderne – men med respekt for den kulturelle historie og traditionen,” forklarer Heine Nielsen, der med specialet er blevet cand. mag. i musikvidenskab.

Interessen for DRs jingler fik han, dels fordi det er et ret uudforsket område både akademisk og kulturelt, og dels fordi det såkaldte LARM-arkiv, som DR og flere forsknings- og kulturinstitutioner har etableret, giver en mulighed for at søge i den radiofoniske kulturarvs mange optagelser.

”Samtidig har jeg tidligere set nærmere på Coca-Colas reklamejingler og andre firmaers lydloger, som kendetegner den kommercielle forbrugerkommunikation i dag. Og også på den musik, som butikker benytter sig af til at påvirke og sælge deres produkter. Så man kan sige, jeg er kørt lidt videre i samme spor,” forklarer Heine Nielsen.

Ringlen eller raslen

Jingle betyder direkte oversat fra engelsk en ringen eller raslen, og Heine Nielsen har nærstuderet jinglen – lige fra der blev sagt ”Hallo! Hallo! Her er Københavns Radiofonistation” i 1920’erne til nutidens ”P-P-P-P-P-P3” anno 2014.

”Hvor jinglen i starten havde den funktion, at man skulle indstille radioen efter den og vide, at det var dansk radio, man hørte, er jinglen i dag ikke længere en national, men mere en social kommunikation og identitet, der viser, hvem man er. I dag er for eksempel lyden af P3 gennemsyret i både kanalens station-ID samt dets skillere og programmer, hvorved kanalens brand bliver forstærket. Det viser, sammen med andre af mine caseanalyser, at der i dag i højere grad er brug for differentiering og en skarp identitet. Det er ikke nok blot at have en tilfældig jingle,” forklarer Heine Nielsen.

Undervejs i arbejdet har han blandt andet haft adgang til mødereferaterne fra Radiorådets Forretningsudvalg, og Heine Nielsen er for eksempel blevet overrasket over, hvor meget arbejde, der i grunden blev lagt i at skabe DRs pausesignal ’Drømte mig en drøm’ i sin tid.

Signalet kunne høres første gang i æteren fredag den 28. august 1931 umiddelbart inden klokken 13.00, hvor DR transmitterede fra radiojubilæumsudstillingen i Forum. Det var første gang, DR brugte lyd som identifikation, og det tankevækkende er, at signalet stadig bliver benyttet den dag i dag; både på P1 og i DR Koncerthuset, hvor en ny version af pausesignalet kalder folk sammen, når en koncert starter, eller pausen er slut.

”Referaterne og de gamle radiotidsskrifter viser, at der blandt andet, at der ikke var nogen tvivl om, at pausesignalet ”ligesom vort Flag og vore Frimærker vil staa som Landets Repræsentanter, ja næsten som Symboler paa hvad dansk er”, og at det derfor var ”meget ønskeligt at finde en lille Melodi, der er i stand til at ’symbolisere’ Danmark paa værdig vis”, som det hed,” forklarer Heine Nielsen.

Kostede 300.000 nutidskroner

Han kan også fastslå, at der ikke blev sparet på licenskronerne, da DR skulle brande sig omkring 1931 - et ord, som man ikke benyttede dengang.

Med ministeriets bemyndigelse spenderede Statsradiofonien 8.065 kroner på signalet – eller hvad der ville svare til cirka 300.000 nutidskroner. Melodien stammede fra det gamle nordiske lovhåndskrift Codex Runicus, og blev til i et samarbejde mellem driftsleder og kammersanger Emil Holm, ta°rnurmager Fridtjof Bertram-Larsen og magister Jens Peter Larsen.

”Ved at anvende et gammelt skandinavisk lovhåndskrift indsætter Statsradiofonien sig fra start i en nordisk og national kontekst. DR indsætter sig på den måde i et narrativ, som det løbende har udviklet op gennem tiden, hvad man også tydeligt kan høre i jinglerne. Samtidig har det overrasket mig, hvor meget omtale pausesignalet fik i sin tid. Der blev varmet op med den ene artikel efter den anden i datidens radiomagasiner, og daværende kammersanger Emil Holm beskriver signalet som ”en Fryd for Øret - Verdens bedste Pausesignal”. Siden er signalet nærmest blevet et brand for hele DR med dets mange versioneringer og anvendelse i nye og andre medier end blot radioen,” mener Heine Nielsen.

Han fortsætter: ”Min hypotese om, at pausesignalet i sin tid udelukkende var af funktionel karaktér, er derfor blevet manet til jorden. Man gik dengang mindst ligeså meget op i ”et værdigt resultat”, og at det skulle være” første Klasse, saaledes at vi ikke skulde faa Lejlighed til at skamme os over for Udlandet”.

De gamle radiotidsskrifter, der var fyldt med programoversigter, artikler og brevkasser om det nye radiomedie og dets fremtid, beskriver ikke blot ’lyden i radio’, men også ’lyden af radio’. Således ses diskussionen om, hvilken nationalsang, der skal spilles i radioen, allerede i et tidsskrift fra 1923 fra datidens radioamatører.

Musikradioen varsler nye tider

Som Heine Nielsen ser det, har DRs brug af jingler ændret sig fra at være et signal over at være (kendings)musik til i høj grad at være et lydunivers i dag. Herved fortæller jinglerne noget om samtiden.

”En af de store markante ændringer sker nytårsdag 1963, da Musikradioen (det nuværende P3, red.) begynder at sende. Her bliver der brugt kendingsmelodier i programmer som for eksempel ’Æresrunden’, ’Kalenderpigen’ og ’Musik for tømmermænd’, og det er første gang, ud fra mine undersøgelser, at jinglen bliver brugt som såkaldt station-id til at identificere og nok nærmere - med piratradioen Mercur og DRs stigende antal af radiokanaler - at differentiere sig,” forklarer Heine Nielsen.

Selv om Radioavisen har været sendt siden 1926, er det først i midten af 1970’erne, at nyhedsudsendelserne får deres egen jingle. Inden da har man klaret sig med morsetoner, Frøken Klokkens noget afmålte stemme eller alene med speakerens velkomst: ”Her er Pressens Radioavis”.

”Det var første gang, at man fik en kendingsmelodi, der var produceret direkte til programmet. Kendingen til Radioavisen kom, samtidig med at DR lagde nyhedsstrukturen om og indførte timenyheder medio 70’erne og er nu komponeret specifikt til programmet og ikke som tidligere en anvendelse af i forvejen populært musik,” forklarer Heine Nielsen.

Har også set på P3 Nyheders lydunivers

Den nyeste jingle eller lyd, som Heine Nielsen har taget nærmere i øjesyn i sit speciale, er P3 Nyheders nye lydunivers, som blev lanceret tidligere i år.

”Siden årtusindskiftet har én station-ID typisk ikke været nok. Her er der også blev tænkt på ting som flow, pingpong, kammeratskab og et musikalsk underlæg – en såkaldt musikalsk bed. P3 Nyhedernes kending med et digitalt lydunivers og specifikke ’ID-toner’, går igen i P3’s station-ID, hvorved der opsta°r en tydeligere identifikation og kommunikation til lyttersegmentet.

Udviklingen kan hænge sammen med den øgede konkurrence i form af nye kanaler og medier, der gør, at man må kommunikere på andre måder, og i dag bruges jinglen i høj grad til at fastholde lytterne og vise dem, hvem man er,” forklarer han.

Lige for en stund har Heine Nielsen nu lagt arbejdet med jingler bag sig. Han holder kurser i musikhistorie og er også korleder i Aarhus.

”Men det er en spændende verden, og jeg kunne godt tænke mig at holde kurser i jingler og få deres historie bredt endnu mere ud, for der ligger en utrolig stor og spændende kulturarv gemt,” siger den nyuddannede cand. mag. i musikvidenskab.

Heine Nielsen mener, at jinglerne i DR alle dage har formået at være mere end blot funktionelle. Det er altid lykkedes dem at påberåbe sig opmærksomhed. Det kan hænge sammen med jinglens ophav, nemlig salg og street cries eller gaderåb, som kan anses som jinglens forløber.

”Den non-kommercielle jingle, som DR anvender, har derfor i naturen et salgsmæssigt præg og funktion indbygget i sig. Derfor er det naturligt, at den minder om de kommercielle reklamejingler og firmaers lydlogoer i dag,” mener Heine Nielsen, der tilføjer:

”Jinglerne har siden DRs start i høj grad været med til at give DR en moderne identitet. De været med til at vise, at DR var og er en radio for danskerne, indeholdende vores historie og (musik)kultur. Samtidig har de signaleret, at DR er en moderne koncern, der forstår at udvikle sig og følge med tiden,” konkluderer han.