DRs julekalendere kommer på udstilling

Både Lillebror, Bamses juleslæde, Nissebandens spisebord og årets DR-julekalender er med, når DR og Den Gamle By i fællesskab arrangerer juleudstilling om DRs julekalendere.

Jullerup Færgeby, der i år kan fejre 40 års fødselsdag, bliver både vist på Ramasjang i december og på udstillingen i Den Gamle By. (Foto: DR © Type 1)

Der er både gamle papjulekalendere, velkendte dukker og masser af kostumer og rekvisitter, når DR og Den Gamle By i Aarhus på lørdag den 15. november åbner en udstilling om tv-julekalenderne, som DR har sendt siden 1962.

Udstillingen, der varer frem til den 4. januar, bliver holdt i plakatmuseet i den nye 70’er-del af Den Gamle By, og det er tredje år i træk, at DR er med til at arrangere en julekalenderudstilling. Det første år besøgte 15.000 udstillingen i Brorfelde ved Holbæk, sidste år kiggede 36.000 forbi på Koldinghus, og forventningen er, at endnu flere ser juleudstillingen i år.

”Udstillingerne er forskellige år for år. Vi prøver at forny dem lidt hver gang, og sammen med DRs scenografer og rekvisitører har vi i år skabt otte tableauer, hvor man kan studere forskellige faser af julekalenderens historie,” forklarer Kasper Zederkof, der er projektleder i DR Salg og med til at skabe udstillingen.

For eksempel vil man kunne kigge ind i en 60’er-stue i Den Gamle By og blive klog på de første DR-julekalendere, ligesom der vil være særligt fokus på perioden med stangdukker, som ikke mindst var et hit i 1970’erne med Vinterbyøster og Jullerup Færgeby. Sidstnævnte dukkeserie kan for øvrigt genses på DR Ramasjang igen i december i år.

Der er også et særligt afsnit, hvor der er spotlys på de senere års familieserier som ’Pagten’ og ’Absalons hemmelighed’, ligesom en del også handler om årets aktuelle DR1-julekalender, ’Tidsrejsen’. Derudover vil man for eksempel også kunne se, hvordan Børnenes Ulandskalender har set ud som papkalender gennem alle årene fra 1962 til 2014.

Radio- og tv-butik viser kalender fra 1974

”Nogle af de dukker, vi viser, er Lillebror, Magnus Tagmus og nisserne Tim og Tam, som DR viste i 1963. Men man kan også se for eksempel Nissebandens spisebord og Bamses juleslæde, ligesom DRs special effects-folk prøver at genskabe nole af de vilde effekter fra julekalenderne,” forklarer Kasper Zederkof.

En særlig detalje bliver, at man i 70’er-butikken Pouls Radio og TV i Den Gamle By netop vil kunne se ’Jullerup Færgeby’ på skærmene. Kalenderen er fra 1974 og har dermed 40 års jubilæum i år.

”Hvert år oplever vi i DR en enorm interesse for, hvad vi sender som julekalender, og når julekalenderne er så populære, er det blandt andet, fordi de har været sendt så længe efterhånden, at alle kan relatere sig til dem og har et forhold til dem. Vi bruger også udstillingen til at fortælle, hvor Danmark var tv-mæssigt og samfundsmæssigt, da de forskellige kalendere blev sendt. Og så håber vi også, at vi sørger for lidt julestemning med udstillingen, der samtidig også giver et kig ind bag DRs kulisser og fortæller, hvordan DR arbejder med udsendelserne,” siger Kasper Zederkof.

Genskaber to scenografier i Industriens Hus

Også i København vil man kunne få et skud julekalender i år. I Industriens Hus på Rådhuspladsen i København genskaber DR to scenografier fra årets DR1-julekalender ’Tidsrejsen’, og dem vil man kunne nærstudere fra den 30. november – lige ved siden af ’Aftenshowet’s studier.

Facebook
Twitter