DR’s langtidsholdbare: Søren Ryge har lavet fjernsyn i over 40 år

Hvordan lykkes det nogle programmer at gøre sig selv langtidsholdbare i DR’s historie? I sidste afsnit af denne sommerserie giver havemanden Søren Ryge sit bud på succesen bag sine landskendte programmer.

Søren Ryge har sendt direkte fra sin have i over 30 år og lavet fjernsyn i over 40. (Foto: Jens Peter Misser Nielsen © Type 1)

Søren Ryges hund Yoyo ligger på gulvet i hans køkken og gnaver i et kyllingeben. De fleste, der følger med i den kendte havemands programmer, kender også hunden, der fra tid til anden springer ind i billedet.

I foråret fik den sit eget program: ’Søren Ryge præsenterer: Mit liv som hund,’ hvor seeren i en halv time fik et kig ind i Yoyos snorløse liv på landet. For som så mange andre ting, der omgiver Søren Ryge, og som indgår som en fast del af hans dagligdag på Djursland, er de blevet en del af fjernsynshistorien.

Han har lavet fjernsyn i 40 år. ’Søren Ryge direkte,’ hvor den rutinerede vært i en halv time sender live fra vandringerne i sin have, har været sendt siden 1988.

Det hele begyndte med et opkald fra DR i 1977. Søren Ryge blev headhuntet, som han kalder det. Man ønskede at lave nogle påskeprogrammer – fire afsnit af et kvarter – og sende det i radioen. DR havde lagt mærke til hans historier i magasinet ’Haven,’ hvor han var redaktør, men også skrev selv.

En DR-journalist kom på besøg med en båndoptager.

”Vi skulle gå rundt i min have, og jeg skulle fortælle lidt om, hvad der skete i den, nu hvor det var blevet forår. Jeg snakkede uafbrudt i en time. Bagefter sagde journalisten: ’Tak for det! Det var det nemmeste, jeg nogensinde har lavet. Jeg behøver bare at klippe fire steder, så har vi serien.’ Et par måneder efter ringede de igen og spurgte, om jeg havde lyst til at komme i fjernsynet. Jeg, som troede, jeg skulle være højskolelærer! Jeg takkede ja med det samme. Det lød vildt spændende, synes jeg. Og så har det kørt lige siden,” fortæller Søren Ryge.

Han bekræfter det, vi godt ved

Omkring 10 år senere begyndte ’Søren Ryge direkte,’ en halvårlig programserie, der tager seerne med fra de første knopper begynder at springe ud i foråret, til de første blade bliver gyldenorange om efteråret. Søren Ryge forklarer, at idéen med at sende live kom, fordi ham og hans kameramand trængte til en udfordring. Dengang var der ikke mange, der sendte live. Det gjorde programmerne endnu bedre, siger han.

”Men da jeg havde sendt direkte i fem år, tænkte jeg: ’Hvad fanden kan jeg finde på, som jeg ikke allerede har sagt?’ Nu kan gulerødderne trækkes op ad jorden, og alt det dér. Så jeg tog fat i min gode redaktør Leif Hjortshøj og sagde: ’Jeg synes vi skal stoppe nu, Leif. Jeg er begyndt at gentage mig selv.’ Men til det svarer Leif mig: ’Søren, vi er først lige begyndt.’ Det, synes jeg, var fantastisk sagt.”

Søren Ryge spurgte sin redaktør, hvad han mente med det.

”Da han havde svaret, undrede det mig, at jeg ikke selv havde set, hvor elementært det var. Mine seere forventer ikke, der skal ske noget nyt. De vil bare gerne se, hvad Søren Ryge laver lige præcis i aften. I dette vidunderlige vejr, i regnvejret eller i tørken. I det samme vejr, som de også oplever. Når mine roser blomstrer, blomstrer deres. Når mine jordbær er modne, er deres det også. Jeg bekræfter noget, de godt ved i forvejen. Jeg bekræfter havens cyklus: Haven skyder op i foråret, står i sommeren, falmer i efteråret og ligger stille om vinteren. Sådan er det i alle haver: Om den så er lille eller en kæmpe have som min. Om det er en park eller en altankasse. Jeg er til for at formidle gulerødderne, der skal trækkes op af jorden. Og det skal jeg selvfølgelig også være næste år. Og næste igen. Der er gulerødder hvert år, og jeg har glædeligt trukket dem op af jorden alle de år, jeg har lavet fjernsyn.”

Søren Ryge læner sig frem i stolen, bag ham står døren åben ud til den smukke udestue, der er behængt med planter. Han understreger:

”I alle mine år på TV har jeg altid bestemt 100 procent, hvad programmerne skal handle om, hvad der skal siges, hvilken musik, der skal bruges, hvem vi skal møde, og hvor vi skal hen. Jeg spørger ikke min redaktør om lov først. Jeg har ikke krævet, at det skal være sådan. Sådan har det bare altid været. Da jeg sagde til Leif, at jeg ville til Færøerne og lave et program, sagde han bare ’Go.’ Men, tilføjede han: ’Kom hjem med to programmer.’ Jeg kom hjem med fire.”

Meditativt fjernsyn

Meget er sket med måden at lave TV på, siden Søren Ryge første gang trådte frem på skærmen omgivet af blomster og planter og med gode historier at fortælle. Klipningen er hurtigere, historierne hurtigere, musikken hurtigere, tiden er kortere. Men Søren Ryges haveprogrammer og portrætter er de samme, som de altid har været. Hvorfor det? Fordi Søren Ryge stadig er den samme.

”Det er ikke, fordi jeg med vold og magt har sagt: ’Intet må ændre sig!’ Men jeg har ikke ændret mig i de 40 år, jeg har lavet fjernsyn. Jeg er blevet ældre, bevares. Jeg har oplevet ting og sager, men jeg er stadig mig. Og programmerne er en refleksion af den, jeg er. Ordene er mig, musikken er mig, tempoet er mig,” siger han og fortsætter:

”Det er jo ikke noget, vi snakkede om i 70erne. At jeg laver langsomt fjernsyn. Alle lavede langsomt fjernsyn dengang. Men jeg bliver tiere og tiere mindet om, at en af kvaliteterne ved mit fjernsyn er selve tempoet. At der er tid til at fordybe sig. Puk Damsgaard skrev til mig: ’Det her er meditativt fjernsyn.’ Jeg har måske i en periode været lidt bagefter, men nu hvor alt andet går for stærkt, bliver langsomhed i sig selv en kvalitet. For alle.”

Søren Ryge fortæller nemlig, at han har seere i alle aldersklasser: De ældre, selvfølgelig, men også de unge, der bor i lejlighed på Nørrebro og måske aldrig har set en have.

Den gode historie

Det, der virker til at optage Søren Ryge allermest, er den gode historie. Den gode historie i haven, den gode historie blandt menneskerne omkring ham. Hvis der ikke er en god, TV-egnet historie gemt i det, glemmer han det. Resten skriver han ned på en lille seddel: Husk bregnerne. Husk bævreaspen. Men hvad mener Søren Ryge egentlig kendetegner en god historie?

”Det skal optage mig så meget, at jeg har lyst til at fortælle det videre til andre. Derudover er det ofte positive historier, jeg falder for. Jeg tror aldrig, jeg har lavet en negativ historie, hvor jeg går efter en skandale, ulykke eller korruption, som mange journalister dedikerer hele deres karriere til. Min have er også en konstant inspiration for mig, når jeg går der som privatmenneske, og jeg kigger på den og plukker lidt. Så opstår der inspiration inde i mig. Mange af mine tanker er ikke dybe tanker. De er simple nok. Men jeg er efterhånden ret erfaren i at finde historierne.”

En af Søren Ryges historier blev særlig kendt blandt danskerne. Den om brødrene Anders og Julius, hans naboer på Djursland. Det første afsnit om de to landmænd er set af over en million, og 50.000 købte dvd’en.

”Jeg kunne se det så tydeligt, at her var en god, ægte historie. Så jeg spurgte selvfølgelig Leif Hjortshøj, om jeg måtte lave et program dem. Jeg forklarede ham om dem i fem minutter, vi sad sammen og drak kaffe. ’Kør,’ sagde han. Det var dér, jeg opdagede, at jeg kunne gøre andet end at rende rundt i en have. Jeg kan også lave portrætter,” siger Søren Ryge.

Og portrætter er det blevet til: Af alle mulige mennesker, der bor langt væk fra, hvor de fleste andre er samlet i store byer. Senest af falkoneren Flemming, 90-årige Anna, der stadig bor i sit barndomshjem, Tormod med sine 62 heste og familien på Fyn, der håber på at blive selvforsørgende.

”De bedste øjeblikke er dem, hvor der sker noget, jeg ikke havde forventet. Det er ofte helt enkelt og let at afkode. Men samtidig noget, der giver et dybt indblik i, hvad det vil sige at være menneske. Det kan bare være to klip. To klip, der er højdepunktet af det hele. Det er de bedste øjeblikke.”

Facebook
Twitter