DR’s langtidsholdbare: ’Troldspejlet’ har nørdet løs i 29 år

Hvordan lykkes det nogle programmer at gøre sig selv langtidsholdbare i DR’s historie? I andet afsnit af denne sommerserie giver vært Jakob Stegelmann sit bud på succesen bag én af DR’s længst kørende udsendelser.

'Troldspejlet' er en original idé af Jakob Stegelmann, der har været vært på programmet i alle 29 år, det har eksisteret. (Foto: Ursula Taylor © Type 1)

Jakob Stegelmann har, lige siden han var barn, været interesseret i film og tegneserier og de fantastiske ting, der sker i dem. Heltene, der overlever selv de værste skurke og bringer fred til jorden. Dengang var der ikke mange, som tog fantasy og sci-fi særlig alvorligt.

Men da Star Wars-franchisen af George Lucas ramte biograferne i slutningen af halvfjerdserne og starten af firserne, oplevede Jakob Stegelmann, at hans interesser pludselig blev bredt populære. Nu var han ikke så alene om at synes godt om universer langt, langt borte og de farverige superhelte.

”I midten af firserne tænkte jeg, at det kunne være sjovt at lave et magasinprogram, der handlede om den kultur, der brød frem og blev populær over hele verden, som også involverede videospil, tegneserier og biograffilm,” siger Jakob Stegelmann og fortsætter:

”På et tidspunkt efterspurgte Børn & Unge-redaktionen i DR en idé til netop et magasinprogram, der skulle handle om børns interesser. Jeg sendte min egen idé ind, og den blev så valgt. Det var først nogle måneder inden, vi begyndte at optage, at vi kom på navnet ’Troldspejlet,’ og det har så hængt ved lige siden.”

Jakob Stegelmann troede oprindeligt ikke, at han selv skulle være vært på programmet i mere end højest et par episoder, indtil man fandt en mere permanent løsning. Det gjorde man aldrig.

Eleven mod mesteren

’Troldspejlet’ blev sendt første gang den 3. februar 1989. Jakob Stegelmann kan tydeligt huske, at første afsnit handlede om Superman og den danske tegneserie om ham, der var på vej. I slutningen af udsendelsen blev der vist gamle tegnefilm, som Jakob Stegelmann havde købt, fordi han var nervøs for, om børnene ellers ville se programmet.

”I anden udsendelse lavede jeg min første anmeldelse. Det var af den gamle Ron Howard-film ’Willow.’ Det passede perfekt for ’Troldspejlet,’ at der kom sådan en stor film, for så kunne vi vise, hvad vi ville med programmet. ’Willow’ har lige haft 30 års jubilæum, og det betyder, at det har ’Troldspejlet’ også snart, fordi der gik et år fra filmen kom i USA, til den havde premiere i Danmark,” mindes Jakob Stegelmann.

’Troldspejlet’ har altid stræbt efter at give et overblik over de nyeste film, computerspil, tegneserier og bøger, der beskæftiger sig med det fantastiske univers. Der bliver givet anmeldelser, men uden at der sættes stjerner på. Jakob Stegelmann ved, at mængden af stof, han skal orientere sig i, gør det noget nær umuligt at gå i dybden med emnerne, der ofte har mange dedikerede fans, som kender til selv den mindste detalje i universerne.

”Det er noget, jeg har vidst i mange år: Jeg sidder og taler til et publikum, der ved mere end mig. Det er klart. Hvis man interesserer sig for ét specifikt emne med stort engagement – og det er der mange, der gør – så overhaler man mig indenom,” siger Jakob Stegelmann. Han griner ved tanken om den erkendelse, han har måtte gøre sig over årene.

Noget for de voksne

Opskriften på programmerne har været den samme i de næsten 30 år, ’Troldspejlet’ har eksisteret og de omkring 700 afsnit, der er blevet produceret. ’Troldspejlet’ er gået fra at være et ugentligt program til at være et månedligt, men det er stadig de nye tilbud på spil og film, der er i fokus, når Jakob Stegelmanns velkendte stemme lyder fra skærmen.

Hvorfor tror du, at ’Troldspejlet’ stadig holder efter 30 år?

”Jeg tænker på det lidt som TV-Avisen. Det her er bare nyheder om andre ting. Og man kan ikke undvære nyhederne,” siger Jakob Stegelmann. Han fortsætter:

”Samtidig har computere, film og videospil og tegnefilmsgenren jo også udviklet sig helt vildt siden 1989, hvor ’Troldspejlet’ startede. Og der er kommet så meget mere af det! Interessen for kulturen er ikke længere begrænset til børn og unge heller. Nu går forældrene mindst lige så meget op i det.”

Siden februar måned i år har ’Troldspejlet’s redaktion fungeret som holdet bag en podcast, der netop fokuserer på en mere voksen målgruppe. Jakob Stegelmann fortæller, at podcasten blandt andet er til de børn, som for mange år siden så ’Troldspejlet’ og er blevet ældre i takt med programmet. Dem, der stadig føler sig knyttet til programmet og dets indhold. Men også dem, der bare gerne vil vide mere om det enorme udbud af underholdning på spil, film og tegneseriefronten.

Jakob Stegelmann fortæller:

”Jeg ville gerne være begyndt på det for 15 år siden, men podcastformatet var ikke udviklet nok, og interessen blandt voksne lyttere var heller ikke stor nok. Men nu er der et meget stort og åbent publikum for den slags ting.”

Han understreger, at man i podcasten bibeholder det store, barnlige engagement for film, tv og spil, selvom den er henvendt til voksne. Men i modsætningen til tv-programmerne forholder man sig i podcasten til, at brugerne har mere erfaring i emnerne, så de forstår, når der bliver talt indforstået. Jakob Stegelmann synes, det er fantastisk at kunne tilbyde et dybere indhug i de emner, ’Troldspejlet’ normalt behandler let.

Et andet eksempel på 'Troldspejlets' evne til at nå sine ældste seere, der er gået fra børn til voksne, er, at Jakob Stegelmann til sommerens hårdtslående Copenhell-festival i selskab med et stort symfoniorkester fortolkede soundtracks fra film, tv-serier og computerspil for 12.000 metalfans.

Derudover vil han i august endnu engang være vært for DR Symfoniorkestrets 'Gaming in Symphony'-koncerter, der har vist sig yderst populære blandt både børn, unge og voksne. Læs mere om arrangementet og billetter via dette link.

Den begejstrede vejleder

Når solen skinner højt på himlen, og der ikke er en sky i nærheden, kan Jakob Stegelmann godt have lyst til at lægge de ting, han skal anmelde, fra sig og gå ud at nyde det gode vejr i stedet. Det er i de sjældne øjeblikke, han godt kan være træt af sci-fi og fantasy. Men som han siger, så går der ikke mere end et par uger efter sommerferien, før efteråret og vinterens spændende udlæg af spil, film og tegneserier optager ham igen. Han har aldrig været for alvor træt af det job, han har haft i næsten halvdelen af sit liv.

”Hvis der ikke var ’Troldspejlet,’ ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle foretage mig,” griner Jakob Stegelmann og tilføjer:

”Men det er selvfølgelig ikke den vigtigste grund til, at vi har programmet. En stor del af DR’s brugere er interesserede i kulturen. ’Troldspejlet’ kan være den begejstrede vejleder ind i hele universet samtidig med, at det kan inspirere børn, unge og voksne til at give sig hen til det.”

Facebook
Twitter