DRs medarbejder-pris går til P2-tekniker

P2-tekniker Søren Krabbe står blandt andet for afviklingen af torsdagskoncerten, og har netop modtaget DRs medarbejder-pris.

Lydtekniker Søren Krabbe, DR P2, bliver dette års modtager af DRs medarbejderpris. (Foto: Kirsten Ellebæk © Type 1)

"Søren Krabbe. Du er utvivlsomt noget helt unikt. Når jeg læser alle de reaktioner, vi har fået, da folk fandt ud af, at vi havde valgt dig som prismodtager, må jeg sige, at dine kolleger udtrykker en helt særlig kærlighed til dig som kollega," lød det fra Stig Paulsen til overrækkelsen af DRs medarbejderpris i DR Byen i dag.

Han er formand for DRs faglige paraplyorganisation, Kontaktudvalget - eller KUV.

Medarbejderprisen, KUV-prisen, blev overrakt i DR Byen torsdag eftermiddag til P2-lydtekniker Søren Krabbe, som er uddannet lydtekniker og har været i DR siden 1989.

"Jeg er helt flov"

Det er DRs medarbejdere, der kan indstille de kolleger, der har fortjent prisen. Stig Paulsen læste ved overrækkelses-receptionen op fra én af de mange indstillinger.

"For eksempel skriver en kollega noget, jeg aldrig før har set i en indstilling. Den starter med ordene: Søren er den mest oplagte modtager, jeg kan forestille mig, og jeg er helt flov over ikke at have tænkt på det før"

Torsdagskoncert-teknikeren

Søren Krabbe selv er stolt og beæret over prisen.

"Det betyder meget for mig, at det er en pris, hvor det er kolleger, der har indstillet en. Det er jo ingen sag at blive "årets medarbejder", hvis man har fedtet sig til det," griner han.

På P2 arbejder Søren Krabbe blandt andet med afvikling af Torsdagskoncerterne, hvor han til glæde for lytterne skaber den samlede balance mellem musikken fra koncertsalen, indslag, reportere og studievært.

Prisen blev ikke uddelt i 2012, men gik i 2011 år til tv-tekniker Jørgen Nyeland Laursen. I år går den så til Søren Krabbe, der ud over hæderen også får 6.000 kroner til en glad aften i byen.

Facebook
Twitter