DR’s nyheder til børn når nye højder på stream

’Ultra Nyt’ 'oversætter' hver dag nyhederne for de 9-14-årige, og stadig flere vælger at se med digitalt.

Flere og flere streamer ’Ultra Nyt’ online, når Inge og Jonas ’oversætter’ nyhederne til de 9-14-årige. Foto: DR.

’Ultra Nyt’ er DR’s nyhedsprogram til børn. Det digitale program opdaterer børn i alderen 9 til 14 år på verdens nyheder i et sprog og på en måde, som børnene forstår.

Ved årsskiftet lukkede DR Ultra på flow, og kanalen har været igennem en stor digital omstilling, så seningen nu udelukkende foregår på stream.

’Ultra Nyt’ har efter omlægningen oplevet en stor stigning digitalt, og i uge 2-5 de seneste tre år er det gået fra ca. 18.000 til 29.000 i gennemsnit pr. afsnit, der ser med online. Dette fremgår også af grafikken nedenfor.

Nyheder oversat til børn

Der sker en masse ting i verden, især i disse tider, som børnene forsøger at forstå. Børn er nemlig allerede nyhedsforbrugere, da de møder nyheder på både tv, radio og på sociale medier. Men de nyheder, de oplever andre steder, er fortalt til voksne. Og derfor skal ’Ultra Nyt’ være et filter i nyhedsstrømmen og har til formål at give børnene et fundament for at forstå deres omverden.

- Mere nu end nogensinde er der brug for nogen, der på en tryghedsskabende måde forklarer børnene, hvad i alverden det er, der foregår. Den opgave tager vi på os hos ’Ultra Nyt’. Hver dag og hele tiden løber vi stærkt for at oversætte nyhederne for de 9-14-årige. Og den stigende graf er et blinkende vidnesbyrd om, at børnene vil have den information. De søger den. De vælger aktivt nyhederne til inde på DRTV eller på en af de fem andre platforme, vi udkommer på. Det er da om noget opløftende midt i alt det her. Vi får så meget forærende ved at være i tæt dialog med vores målgruppe, siger redaktøren på ’Ultra Nyt’, Christina Johansen, der tilføjer:

- De er med til at forme nyhederne ved at stemme, quizze og kommentere – og de sender os virkelig mange gode ideer til historier, vi kan undersøge nærmere. Så det er en kæmpe fornøjelse, at der hele tiden kommer flere og flere til, siger hun.

Facebook
Twitter