DRs orkestre og kor juler igennem den næste tid

DR Big Band, DR Radiosymfoniorkestret, DR Radiopigekoret, DR Vokalensemblet og DR Spirekoret er alle på deres mest omfattende juleturné nogen sinde.

Sigurd Barrett, DR Radiosymfoniorkestret, DR Radiopigekoret og DR Spirekoret drager på en længere juleturné end tidligere år.

DRs kor og orkestre forsømmer på ingen måde muligheden for at sprede nissestemning og julehygge den kommende tid. DR Big Band, DR Radiosymfoniorkestret, DR Radiopigekoret, DR Vokalensemblet og DR Spirekoret har alle begivet sig ud på deres hidtil største juleturnéer, og de vil være at finde over hele landet de kommende uger.

DR Big Band begyndte i søndags - som de første af DRs orkestre - at fabulere om mistelten og klejner, da årets julekoncerter med solisterne Bobo Moreno og Eivør Pálsdóttir blev indledt på Skråen i Aalborg.

Og fra i dag, torsdag, og de næste 12 dage fortsætter rejsen så rundt i landet til Køge (6.12.), Hørsholm (8.12.), Musikhuset Århus (10.12), Vega i København (11.12), Esbjerg (13.12.), Værløse (15.12), Vordingborg (16.12) og Holbæk (18.12.). Koncerterne i Vordingborg, Hørsholm og Århus er allerede udsolgt.

”DR Big Band har altid været at finde på spillestederne rundt omkring i landet. Og det laves der bestemt ikke om på, selv om vi med DRs nye koncerthus naturligvis, som alle DRs ensembler, vil få hjemmebane dér. DRs orkestre er danskernes orkestre, og derfor turnerer vi også flittigt over hele landet. Til januar er DR Big Band i øvrigt igen på landevejene - nemlig sammen med Sigurd Barrett,” siger DR Big Bands orkesterchef Tatjana Kandel.

Sigurd - nu også i Tyskland

Også Sigurd Barrett, DR Radiosymfoniorkestret, DR Radiopigekoret og DR Spirekoret drager på en længere juleturné end tidligere år. Efter onsdagens generalprøve i Radiohusets Koncertsal går turen til Ringsted (6.12), Holstebro (7.12), Musikhuset i Århus (8.12), Radiohusets Koncertsal (3 gange den 9.12), Middelfart (11.12), Esbjerg (12.12) og Flensborg (13.12).

Julekoncerterne med Sigurd bliver præsenteret i samarbejde med Bikubenfonden og Frederiksbergfonden, og kan man slet ikke få nok jul er optagelser fra julekoncerterne i 2006 og uddrag fra tidligere år netop blevet udgivet på cd og dvd. Derudover sender DR1 årets koncert 2. juledag klokken 19.00.

Vokalturné og podcast

I sin debutsæson begiver DR Vokalensemblet sig også på turné med et bredt udsnit af nationale og europæiske julesange samt angloamerikanske carols i bagagen. Dirigent på turnéen er engelske Paul Hillier, der har været dirigent for en række af verdens førende vokalensembler.

DR Vokalensemblet var forbi Vejleå Kirke i Ishøj i aftes, er i Radiohusets Koncertsal i aften, Jægersborg Kirke (8.12.), Konserthuset i Malmø (9.12) og Helligåndskirken i Århus (12.12).

På dr.dk/podcast forsøger DR Big Band for øvrigt allerede at sprede swingende julestemning og invitere til funky bal i Nisseland. Her ligger nummeret ’Sleigh Ride’ med DR Big Band og Bobo Moreno som solist, så man kan hente det kvit og frit som podcast. Optagelsen stammer fra sidste års julekoncert i Vega i København.

Facebook
Twitter