Du behøver ikke gå glip af nytårstaler og rådhusklokker i udlandet

Selv om du er på ferie i udlandet, eller måske bor der, kan du godt følge med i Dronningens og statsministerens nytårstaler, rådhusklokkerne og nytårstaffel.

Dronningens nytårstale holdes i år fra Fredensborg Slot, og der bliver rig mulighed for at følge med. Også fra udlandet. Foto: Framegrab. (© (c) DR)

Du behøver ikke gå glip af Dronningens eller statsministerens nytårstale, DR1’s nytårsgudstjeneste eller rådhusklokkerne ved midnat, bare fordi turen i år går til Berlin eller London omkring nytår, eller hvis du har bosat dig fast på den spanske solkyst eller bor i danskerbyen Solvang i USA.

Interesserede udlandsdanskere, turister og andre uden for Danmarks grænser kan nemlig også kigge med, når Dronning Margrethe siger ’Gud bevare Danmark’ og taler om et begivenhedsrigt år i kongehuset, hvor vi måtte sige farvel til Prins Henrik, men hvor der også var fest, da Kronprins Frederik fyldte 50 og blandt andet løb landet rundt.

Da der er særlige regler og rettigheder, der gør sig gældende for, hvor programmer og videomateriale kan vises, bruger DR normalt såkaldt ”geoblocking”, som så igen betyder, at DRTV ikke kan følges direkte uden for Danmarks grænser.

Da DR også ved, at der er stor interesse for nytårstalerne fra såvel dronningen som statsministeren samt for nogle af de andre nytårsklassikere som DR Pigekorets sang omkring nytår og rådhusklokkerne fra Rådhuspladsen i København, bliver der også i år gjort en undtagelse, så alle kan følge med – også folk med en udenlandsk IP-adresse.

I år kan du se dette direkte på DRTV fra udlandet:

31. december

16.00 Nytårsaften direkte fra Fredensborg

17.45 Før Dronningens nytårstale – direkte fra Fredensborg Slot

18.00 Hendes Majestæt Dronningens nytårstale

18.15-18.30 Efter Dronningens nytårstale

23.55 Rådhusklokkerne

00.00 Vær velkommen

00.10-01.00 Nytårsgudstjeneste fra Roskilde Domkirke

1. januar

17.30 Nedtælling til statsministerens nytårstale

18.00 Statsministerens nytårstale

18.25-19.30 Dronningens nytårstaffel, direkte

Traditionen med at sende nytårstaler er efterhånden lang for DR’s vedkommende. Den første nytårstale holdt Christian X i radioen under den tyske besættelse af Danmark i 1941, mens Kong Frederik IX fortsatte traditionen i radioen, indtil den kom på TV første gang i 1958. Dengang blev den sendt den 1. januar, så i år har der altså været kongelige nytårstaler i 61 år, hvor af Dronning Margrethe har holdt de fleste – nemlig siden 1972.

Ganske ekstraordinært sendes Hendes Majestæts nytårstale i år fra Fredensborg Slot, fordi Amalienborg Slotsplads er ved at blive skybrudssikret. Derfor er der ikke plads til de mange gæster, der plejer at møde op for at følge nytårstalen på pladsen. Det kan man så i stedet gøre ved den ydre slotsgård på Fredensborg Slot.

Facebook
Twitter