Else fra ’Rytteriet’ kommer på museum

Ny udstilling på Frederiksberg er bygget op om fem berømte karakterer, hvor mænd spiller kvinder og kvinder spiller mænd. ’Rytteriet’s Else er én af dem.

Både Rasmus Botoft (tv.) og Martin Buch er nomineret til en Robert i den kommende weekend, og Rasmus Botofts Else-figur kommer nu også på museum. (Foto: agnete schlichtkrull)

Seerne har mødt Erik og Else i ’Rytteriet’ på DR2, når de ser Bamse, nyheder på tegnsprog og vejret på TV. De bor i en villa i Taastrup, hvor Else – spillet af Rasmus Botoft – ihærdigt forsøger at gøre alt for sin altid pessimistiske mand. Erik, der bliver spillet af Martin Buch, drikker for meget rødvin, og så taler han med sit eget TV.

Nu får Erik – og alle andre – snart mulighed for at se Else på museum. For den legendariske ’Rytteriet’-figur er nemlig en del af den nye udstilling ’Hvem har bukserne på’, der åbner på Revymuseet på Frederiksberg den 10. februar.

Særudstillingen fortæller historien om såkaldt crossdressing på teatret. Det betyder, at man beretter om prominente roller, hvor mænd spiller kvinder, og kvinder spiller mænd i teaterverdenen.

Kirsten Birgit kommer også på udstilling

Udstillingen er bygget op om fem karakterer, som man stadig kan møde live rundt om på scener, i TV og radio.

Karaktererne er ’Rytteriet’s Else og Den Korte Radioavis’ Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm – spillet af Frederik Cilius Jørgensen, som også har sine rødder i DR, hvor han var en del af DR Talentholdet, og hvor han også har lavet P2-programmer. Derudover kan man også møde den fortabte akademiker Prepen, som Mette Horn har skabt, og vennerne Carsten og Helge, som Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt står bag.

Udstillingen får også et royalt islæt, da Revymuseet gør et særligt nummer ud af de mange mandlige skuespillere, som gennem år og dag har spillet Dronning Margrethe.

Else fra ’Rytteriet’ har ovenikøbet mulighed for at skulle åbne udstilling som Robert-modtager. Ved Robert-prisuddelingen på søndag er ’Rytteriets jul’ nemlig nomineret som ’Bedste korte TV-serie’, ligesom Martin Buch og Rasmus Botoft begge har muligheden for at få en Robert for ’Årets bedste mandlige rolle i TV-serie’. Bodil Jørgensen er samtidig nomineret i kategorien 'Bedste kvindelige birolle i TV-serie'.