Ét af DRs ældste tv-programmer ændrer form

Fra 2015 ændrer ’Troldspejlet’ karakter. Månedlige temaprogrammer afløser det ugentlige program, mens spil- og filmanmeldelser bringes i kortere form.

'Troldspejlet', der har været sendt i 25 år, ændrer form fra 2015, men Jakob Stegelmann er fortsat vært. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Fra januar 2015 ændrer ’Troldspejlet’ karakter. En række månedlige temaprogrammer afløser det ugentlige program, mens de aktuelle spil- og filmanmeldelser bringes i kortere form – alt sammen på DR Ultra og digitalt.

Med programmets skaber Jakob Stegelmann som vært og tilrettelægger producerer DR Ultra næste år en række programmer, som går i dybden med emner af den slags, ’Troldspejlet’ altid har dækket. Men som noget nyt rydder DR Ultra hele eller halve dage til hvert emne, hvor der bliver rig mulighed for at gå bag om emnerne.

Fra Smølferne til Frankenstein

Blandt emnerne i de planlagte programmer er Asterix, Avengers-superheltene, Jurassic Park, Smølferne, Pixar-studierne, Frankenstein, Hunger Games og F for Får. Og så bliver der en hel Star Wars-dag, når den nye Star Wars-film har premiere i december 2015.

De vigtigste nye film og spil vil ikke blive svigtet. De vil fortsat blive behandlet i korte nyhedsprogrammer på DR Ultra – og i forskellige nye digitale tiltag. Senere på året vil programmerne blive fulgt op af en række live-events.

Sprænger rammerne

"Efter 25 år med den faste ugentlige udsendelse er der brug for, at 'Troldspejlet' sprænger rammerne og viderefører grundideen på nye platforme og i nye sammenhænge," siger Jakob Stegelmann, der fortsætter:

"De nye programmer giver en enestående mulighed for at kunne gå i dybden med alle de fabelagtige emner, vi i tidens løb har måttet ”nøjes” med at omtale i magasinprogrammets korte form. Hvor kommer Star Wars fra? Hvem er Super Mario egentlig? Er Smølferne virkelige? Hvornår begynder Hunger Games-spillene, og hvor mange superhelte skal der til? Jeg ved ikke, om jeg altid finder det endegyldige svar, men jeg vil prøve og ser frem til at invitere seerne med ind i de mange eventyrlige universer."

De nye programmer bliver sendt fra januar 2015 på DR Ultra. Men programmerne kan også ses live, eller på et hvilket som helst andet tidspunkt på DR TV – enten på PC, mobil, tablet eller smart-tv.

Troldspejlet blev sendt første gang i 1989 og er et af de faste programmer, der har kørt længst tid i Danmark. På førstepladsen er TV-Avisen, derefter Søren Ryges programmer – og på tredjepladsen ligger ’Troldspejlet’. Skaberen af programmet Jakob Stegelmann har været vært gennem alle årene og har høstet flere priser - blandt andet Klods Hans-Prisen, DRs Sprogpris og Ping-prisen.

Facebook
Twitter