Får du den daglige dosis?

DR lancerer mandag en nyhedspodcast rettet mod unge. Podcasten, som udkommer alle hverdage, er en del af relanceringen af P3, der blev skudt i gang sidste efterår.

Det er Joachim Hans Næshave Christensen og Theodora Amalie Høgsted Renard, der giver ’Den daglige dosis’ fremover. (Foto: Henrik Frydkjær.)

’Den daglige dosis’. Det er titlen på den nyhedspodcast, som P3 lancerer mandag.

På alle hverdage vil særligt de unge lyttere under 30 år fremover kunne få dagens vigtigste historie perspektiveret i podcasten, som kan findes her.

’Den daglige dosis’ tager udgangspunkt i de unges egen virkelighed og hverdag og giver samtidig et overblik over døgnets vigtigste nyhedshistorier.

Værterne dykker ned i temaer, som for eksempel digital adfærd, krop og ernæring, og andre aktuelle emner, der optager unge. Og netop værterne træder ud af nyhedsoplæserrollen og deltager aktivt med egne erfaringer og perspektiver på historierne.

Del af det nye P3

Podcasten er blot en ud af en række nye podcasts fra DR, der udover de direkte flow-radiokanaler satser på nye digitale udgivelser på radio. For de unge er der således allerede lanceret dokumentar-, fiktions- samt musikpodcasts.

Nyhedspodcasten er desuden en del af den relancering af P3, som blev skudt i gang i oktober sidste år.

Målet for den relancering er et mere markant, varieret og mangfoldigt P3 med en klarere public service- profil, der omfavner de digitale muligheder såsom podcasts endnu mere.

P3 skal være det troværdige, nysgerrige og underholdende fællesskab, der ser verden med unge øjne.

P3 har allerede med de fortegn lanceret en række nye programmer som ’Curlingklubben’ og et nyt ’Tværs’-univers og nu altså også en nyhedspodcast.

Facebook
Twitter