Farvel til kendt radioavisstemme gennem 29 år

Kai Selliken har været vært på Radioavisen i 29 år. Den 29. februar tager han den ekstra dag i skudåret med, før han går på pension.

  • Billedet af Ole Sporring blev købt af medarbejderne på Radioavisen. Kai Selliken mener, det repræsenterer det, som Radioavisen står for. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Kai Selliken skæver op til uret. Om få sekunder er klokken 11.00 og det er tid til Radioavisen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Den lille bamse har siddet i studiet, siden Radioavisen rykkede til DR Byen og en tekniker fandt den på byggepladsen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Kai Selliken forbereder et indslag, inden han skal i studiet. Som vært læser man nemlig ikke kun nyhederne op, man er selv med til at producere indslagene. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 4

Ved indgangen til DR Nyheder hænger et stort billede med en kaotisk komposition af farveklatter og sort/hvid tegninger. Midt i billedet render tegneserielignende figurer rundt og laver ulykker mellem en elefant og en and med røde øjne.

Billedet er malet af Ole Sporring og blev i sin tid købt af Radioavisens medarbejdere. Det er ifølge radiovært Kai Selliken indbegrebet af, hvad Radioavisen står for.

”Jeg synes, en journalist skal være som den treenighed, det billede udstråler med anarkisme, orden og farve på paletten.”

Kai Selliken har arbejdet på Radioavisen i 29 år. Lørdag den 20. februar fyldte han 70 år og takker nu af og går på pension efter et langt arbejdsliv med nyheder. Han kan se mange lighedspunkter mellem billedet og arbejdet som journalist.

”I bagrunden af billedet har du den klassiske, franske maler Nicolas Poussin. Hans arbejde udtrykker dybde, klarhed, logik og orden. Sådan skal journalistens arbejde også være, for tingene skal være i orden, før du kan tillade dig at sende noget ud i æteren.”

Men han mener ikke, dét kan gøre det alene. Der skal også noget farve på tingene, og det er derfor Van Gogh er med på billedet. Og så er der de tegneserielignende figurer, der er Storm P’s små mænd. De er anarkisterne, som hele tiden udfordrer det etablerede samfund og viser en anden sandhed ligesom journalisterne.

”Man kan more sig over den flyvende and i billedet. Det hører jo også med til branchen, at vi nok alle sammen på et tidspunkt er kommet til at bringe en and.”

Fra Nagra-båndoptager til dabradio

Der er mildest talt en anden arbejdsgang på Radioavisen i dag, end da Kai Selliken startede for 29 år siden. Dengang arbejdede man med bånd og fik hjælp fra teknikere, der klippede ens materiale til indslag, når man kom hjem med Nagra-båndoptageren.

”I dag får vi lyden hjem meget hurtigere. I gamle dage optog man alt på en båndoptager, og så skulle man sætte sig ind i en taxa og haste hjem til redaktionen, mens man sad og lyttede frem og tilbage på båndet og skrev små noter som ”Ind 1.36, Ud: 1.48”.”

I dag er processen langt hurtigere, og man kan sende lyden direkte hjem. Derfor er der også meget mere reallyd i Radioavisen i dag. En anden ting, der har ændret sig, er antallet af forskellige radioaviser. Da Kai Selliken begyndte, var der kun én Radioavis, der blev sendt på samtlige DR-kanaler.

Kai Selliken mener, at noget af det bedste, der er sket i Radioavisens historie, er at der blev udviklet nyheder til de forskellige radiokanaler.

”Først fik P3 deres egen Radioavis. Der var mange af de gamle på Radioavisen, som kaldte det børnenyheder og rynkede på næsen. Det var der ved gud ikke nogen grund til. Det var meget dygtige unge mennesker, der kom ind og lavede rigtige nyheder, men med et snit så de passede ind på P3. Det var genialt, for jeg kan da godt forstå, at sådan en P1-radioavis kan være tør for en 17-årig.”

Senere er de begyndt at dele Radioavisen endnu mere op. Der er en særlig udsendelse for P4, P1 og P3 og så har dabradio-kanalerne fået en fælles Radioavis.

Kai Selliken håber dog, at de på et tidspunkt også vil dele Radioavisen op her, så den samme radioavis ikke skal favne folk, der lytter til klassisk musik på P2, pop på P7 Mix og rock på P6 Beat. Kai Selliken har udover at være nyhedsvært på P1 også haft vagter på dab-radioaviserne.

”Det, eneste der står i beskrivelsen af, hvordan det skal være på dab, er, at det er vigtigt, at værten har en ungdommelig profil. Derfor er jeg altid med stor fornøjelse gået ind til den nyhedsvagt i de seneste år.”

Tekniskuheld

Selvom man har stor erfaring, kan der altid gå noget galt, når man sender live. Kai Selliken oplevede, hvor galt det kan gå, da han sendte 17-Radioavisen den 24. september 2014.

Den dag forsøgte han, som han plejede, at afvikle sine lydindslag, men de kunne ikke afspilles. Når man står med en ti-minutters udsendelse, og det var meningen at de syv af minutterne skulle være lydindslag, så kan det være lidt svært at fylde ud. Han gennemførte dog hele udseendelsen.

”Smukt, blev det jo ikke, og det var ret surrealistisk, men man klarer sig igennem, fordi man kender sit stof og har været det meget nøje igennem på forhånd.”

Kai Selliken kunne gennemføre udsendelsen, fordi radioværten ikke bare får en bunke manuskripter i hånden, som han læser op. Han sidder selv og er med til at finde nyhedshistorier og klipper indslag sammen med de andre journalister, der arbejder på Radioavisen, og så har han lyttet alle indslag grundigt igennem, inden han går i studiet. Derfor var det muligt for Kai Selliken at referere alle nyhedsindslagene og på den måde stykke en udsendelse sammen, da teknikken gik ned.

Den dag alt gik galt i Radioavisens studie. Video: DR Nyheder.

Radioavisen med Kai Selliken

”Radioavisen,” Kai Selliken smager på ordet.

”Jeg tror afgjort, det er det, jeg har sagt flest gange. ”Radioavisen”. Det er et godt ord at sige. Sig det selv -Radioavisen. Uanset hvordan du siger det, er der en fantastisk god rytme i det. Bum, da bum. Radioavisen. Man skulle tro det bare fes ud. Radioavisen… Det gør det ikke. Radioavisen!”

Kai Selliken mener, det også handler om de associationer, der ligger i ordet.

”Der er jo ingen mennesker i dette land, som ikke på et tidspunkt har hørt en radioavis. Der er masser af mennesker, som aldrig har læst hverken Berlingeren eller Politiken. Der findes ikke et menneske, der ikke har hørt en Radioavis. Det er en institution, som folk forbinder med troværdighed.”

Kai Selliken har altid været glad for at arbejde på Radioavisen. Han synes, det er et fantastisk medie at arbejde med, og at der er nogle fantastiske kollegaer og altid masser at give sig til. Kai Selliken har dog hele tiden tænkt, at han ville stoppe, når han blev 70 år, for på et eller andet tidspunkt, skal man jo holde op.

”Jeg sender min sidste udseendelse mandag den 29. februar klokken 18.00-18.05. Jeg har strakt det så lang tid som muligt ved at sørge for, at det blev skudår i år, så der kom en ekstra dag i februar.”