Fester aflyst på stribe i 2020: Flere sendte en hilsen gennem ’Giro 413’ i stedet

Det traditionsrige radioprogram samlede sidste år 12 procent flere kroner ind end året før. Pengene er netop blevet fordelt til gode formål for socialt udsatte børn og unge over hele landet.

Vært Peter Sten kan glæde sig over et godt år for den festlige girokonto, ’Giro 413’. (Foto: Per Gade Gyldenkærne)

Selv om mange konfirmationer, bryllupper, svendegilder, fødselsdage, sommerfester og julefrokoster måtte flyttes eller helt aflyses i 2020 på grund af corona-restriktionerne, var det ikke noget, der fik lytterne til at glemme radioens traditionsrige ønskeprogram, ’Giro 413’ på P5. Snarere tværtimod.

For når man ikke kan mødes i virkeligheden, kan man da sende en hilsen i stedet gennem radioen, og den mulighed benyttede rigtig mange sig af i det helt specielle år.

DR’s radiochef Anette Kokholm, ’Giro 413’s vært Peter Sten, koordinator Camilla Harborg fra DR og en repræsentant fra Socialstyrelsen har netop uddelt 208.660 kroner, der blev samlet ind via den festlige girokonto samt netbank, sms og MobilePay i 2020. Det var en fremgang på over 12 procent i forhold til i 2019, hvor de havde godt 185.000 kroner at dele ud af.

Pengene, som lytterne sender ind – sammen med en hilsen og et musikønske, går videre til foreninger og projekter, der gør livet lidt bedre for udsatte børn og unge under 18 år i Danmark. 11 steder i landet kan de nu se frem til for eksempel sommerlejre, udflugter, aktiviteter og nye fællesskaber.

Børn og unge skal sejle

Årets største enkeltuddeling er på 30.000 kroner, og den går til Sejlklubben Limfjorden i Aalborg og deres projekt ’Sail Youngsters’. Det går ud på at inkludere udsatte børn og unge i et lokalt sejlsportsfællesskab.

Blandt de andre modtagere af større beløb er for eksempel Røde Kors i Haderslev, som får 25.000 kroner til en uge med cirkusaktiviteter og en cirkusforestilling for udsatte børn og unge i forbindelse med projektet 'Venner viser vej'. Broen Vejle får ligeledes 25.000 kroner, der skal bruges til at betale for eksempel kontingenter og udstyr, så børn og unge fra udsatte familier også kan tage del i eksemplevis sports- eller spejderaktiviteter på lige fod med andre børn.

’Giro 413’-vært Peter Sten fra P5 ser helt generelt tre tendenser i dét, der bliver søgt penge til.

- En del foreninger søger om penge til udflugter, ture og gode oplevelser, så børn og unge kan få et afbræk i en svær hverdag – noget, der giver børnene mulighed for at kunne tale med i skolen og børnehaven efter ferien. Andre søger om penge til mere langsigtede projekter, der giver børnene og de unge et fællesskab, hvor de også tilegner sig en masse sociale færdigheder. Endelig ser vi ansøgninger til helt specifikke formål. I år har vi for eksempel givet godt 5.500 kroner til Goldschmidts Musikakademi i Aalborg til indkøb af 28 nodestativer til orkestret ’Golden Kids’, forklarer han.

Peter Sten går i gang med at dele pengene ud i den kommende tid. Her er han fra en tidligere uddeling på Børne- og Familiehjemmet Bakkevej i Hornsyld. (Foto: Anders Ekström.)

Fremgangen for ’Giro 413’ kommer i samme år, som udsendelsen, der er blevet kaldt ’Lyden af søndag’, kan fejre 75-års fødselsdag. For det var i oktober 1946 Karl Bjarnhof for første gang bød velkommen til ’Ønskekoncert på grammofon’, som den senere vært Otto Leisner omdøbte til ’Giro 413’ i 1951.

Det har programmet heddet lige siden, og i løbet af de næsten 75 år har DR’s lyttere samlet rundt regnet 28.800.000 kroner ind til det gode formål.

Lyttere overfører faste beløb

- Selv om vi både i 2020 og fortsat her i 2021 mærker, at flere end normalt sender en hilsen gennem radioen, fordi de ikke kan mødes i det virkelige liv, oplever vi også, at stadigt flere har særligt fokus på det at støtte det gode formål, forklarer Peter Sten.

Ifølge ham er der flere eksempler på ’Giro 413’-lyttere, der overfører faste beløb til programmets konto hver måned.

- Derudover eksisterer der også lytteklubber, for eksempel Tingkroens Venner på Amager, der bidrager fast eller holder arrangementer til fordel for ’Giro 413’, og på for eksempel Café Overfarten i Rødbyhavn har man altid en indsamling i gang til programmet, beretter Peter Sten.

Han er lige nu i den helt særlige situation, at der er flere hilsner og pladeønsker, end han kan nå at opfylde i løbet af de ugentlige syv kvarter med ’Giro 413’. Derfor må han pulje hilsnerne eller i nogle tilfælde skubbe dem til ugen efter.

DR’s radiochef Anette Kokholm, der sidder med i fordelingsudvalget, siger om årets ’Giro 413’-uddeling:

- Selv om baggrunden selvfølgelig er kedelig, er det dejligt at opleve, at ’Giro 413’ har været med til at skabe fællesskab og binde folk sammen i en coronatid. Og det er lige så glædeligt, at vi dermed har flere penge at uddele til udsatte børn og unge, siger hun.

I gennemsnit var 147.000 forbi programmet, hver søndag det blev sendt på P5 i 2020, og i løbet af året var 633.000 forskellige lyttere forbi ’Giro 413’.

’Giro 413’ kan høres hver søndag fra klokken 12.15 til 14.00 på P5, ligesom ønsker og hilsner efterfølgende også kan høres på DR Lyd.

FacebookTwitter