Find lyden til din sommer: 13 nye podcasts fra DR

Hvad skal du lytte til denne sommer? Her kommer 13 bud på nye, lytteværdige podcasts.

Vi lytter til podcasts som aldrig før. Denne sommer bliver ingen undtagelse. Derfor har www.dr.dk/radio samlet en sommerpodcastpakke med nye podcasts lige til at tage med på farten. Og der er noget for enhver – hvad enten du er inkarneret podcastlytter, eller det er første gang, du kaster dig ud i at lytte til podcast.

Nedenfor kan du gå på opdagelse i alt fra personlige fortællinger, musikalske tilbageblik, historiske dokumentarer og meget andet.

- Danskernes efterspørgsel efter gode og medrivende podcast er støt stigende, og vi kan se, at flere og flere tager denne form for radiolytning til sig. Især om sommeren, hvor radiolytningen ændrer sig, fordi vi alle laver noget andet end til hverdag. Sommerpodcastpakken er både til nye og til trofaste podcastlyttere. Den er lige til tage med på ferie og lytte på, når man er nede i gear og ligger i hængekøjen og slapper af, siger DR's radiochef Gustav Lützhøft.

Hvis du er ny som podcastlytter kan du læse mere her.

Rigtig god fornøjelse.

Seks forslag fra P1:

1

Fjeldgænger

I Grønland spreder fjeldgængere skræk og rædsel, og når folk forsvinder i naturen, går rygterne. Dette er historien om et mystisk overfald under en rensdyrjagt og en Grønlandstur, der ikke gik som planlagt. Vært: Katarina Lewkovich. Klik her for at lytte.

2

Danmarks dræber #1

Peter Falktoft er på en mission mod tobaksindustrien og blandt andet Roskilde Festival, som tjener godt på at sælge cigaretter til unge. Selv er Peters egen far er syg med KOL, hvilket motiverer Peter endnu mere. Klik her for at lytte.

3

Jordforbindelsen der forsvandt

En mockumentary om videnskaben, og hvordan den kan misbruges til at understøtte teorier om gluten, vacciner etc. Hovedpersonen er selv ude i et projekt for at bevise, at tyngdekraften ikke findes. Klik her for at lytte.

4

Manderegler

(© Copyright:Lars E Andreasen)

Anders Haahr og Emma Holten diskuterer den nye manderolle med udgangspunkt i Jordan Petersons bestseller '12 rules for life' Klik for at lytte.

5

Hvordan får jeg en ven?

Bodil flytter fra København til Djursland. Hvordan får man sig så en ny vennekreds et helt nyt sted? Det er ikke så let. Klik her for at lytte.

6

Bomben i Søllerødgade

I 1992 eksploderer en bombe på Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade i København og dræber den unge socialist Henrik Christensen. Hændelsen er ofte blevet kaldt det første politiske attentat i Danmark siden Anden Verdenskrig, men sagen er aldrig blevet opklaret. Regine Frederiksen er opvokset i det politisk miljø, hvor bombeepisoden aldrig er blevet glemt. I denne podcast leder hun efter svar, der kan hele nogle af de åbne sår hos Henriks pårørende. Klik her for at lytte.

To forslag fra P2:

7

'Musikken er et monster' med Iben Maria Zeuthen

Iben Maria Zeuthen konfronterer sin far, cellisten Morten Zeuthen, som ofte valgte musikken fremfor hende, da hun var barn. Hvorfor er musikken så vigtig? Klik her for at lytte.

8

For musikkens skyld

Blokfløjtespilleren Michala Petri fortæller om prisen for at være vidunderbarn og om en opvækst med afsavn og overgreb i målet mod at blive musiker. Klik her for at lytte.

To forslag fra P3:

9

Den nye stil, sæson 6

Den afsluttende sæson af 'Den nye stil', hvor vi når op til nutidige kunstnere som Benal og Hennedub. Klik her for at lytte.

10

Det tomme magasin

Mediekritisk satire med Ehlers og Martin Nørgaard. Klik her for at lytte.

To forslag fra P4:

11

90’ernes helte

Tyggegummipoppen m Povlsen og Holm. De to værter tager tyggegummipoppen fra 90’erne under kærlig behandling og taler med fem af de bands, som red med på bølgen rundt om Aqua og havde en fest. Klik her for at lytte.

12

Bogselskabet

I Bogselskabet deler vi gode læseoplevelser med hinanden, og lytterne inviteres med, når Anne Glad møder en række af Danmarks aktuelle forfattere. Klik her for at lytte.

Et forslag fra P5:

13

Dansktoppens Gyldne År

'Dansktoppens Gyldne År' er en musikalsk krønike i fem afsnit om sangene, musikerne og Danmark mellem 1968 og 1977, fortalt af musikerne der var med. Nye interviews med blandt andre Johnny Reimar, Bjørn Hansen, Klaus Strand-Holm, Dorthe Kollo, Per Juul, Bjørn Tidmand og Lennart Johannessen suppleres med klip fra DR's arkiv. Klik her for at lytte.

Facebook
Twitter