Fire DR-dokumentarer er nomineret til TV-guld

Fredag kåres årets bedste TV-dokumentar ved Billed-Bladets TV-guld. Fire ud af fem nominerede er DR-programmer.

’Christianias børn’ er en af fire DR-dokumentarer, der er nomineret til Billed-Bladets TV-Guld (Foto: Nils Vest)

Fredag den 4. marts uddeles Billed-Bladets TV-guld for 27. gang. I kategorien årets bedste TV-dokumentar er fire ud af fem nominerede DR-programmer. Med hæderen følger 100.000 kroner, og det er fire stærke og debatskabende DR-dokumentarer, der er nomineret.

De fire er:

Et eksklusivt interview DRs journalist Poul-Erik Heilbuth og tyske NDR’s John Goetz fik adgang til at foretage et eksklusivt interview med whistlebloweren Edward Snowden. Det er blevet til en unik dokumentar, hvor han for første gang fortæller om flugten. Dokumentar-thrilleren 'Snowdens Store Flugt' er en fascinerende historie om, hvordan det lykkedes Edward Snowden at undslippe USA’s efterretningstjeneste og at skulle tilbringe resten af sit liv i et amerikansk fængsel.

En omdiskuteret dokumentar

’Christianias Børn’ satte det ofte glorificerede billede af blomsterbørnenes børn i et nyt perspektiv og viste nogle af skyggesiderne ved at vokse op midt i en brydningstid, hvor der skulle gøres op med normer og den konventionelle livsstil. Debatten er efterfølgende især gået på, om billedet af Christianias børn blev fortegnet, om man glemte de positive sider af en opvækst i et frit og socialt miljø.

Forbudt i Indien

Dokumentaren ’Indiens døtre’ handler om de seneste års mest omtalte voldtægt i Indien, der fandt sted i december 2012. Her blev den 23-årige medicinstuderende Jyoti Singh massevoldtaget af seks mænd i en bus. I Dokumentaren der er et produkt af et indisk-dansk samarbejde, undersøger journalisterne hvorfor denne type brutale massevoldtægter er udbredte i Indien. Filmen blev efterfølgende forbudt i Indien.

Et portræt af en barnestjerne Alle ville have barnetalentet Stine Bierlich med i sine film. Stedfaderen Jørgen Leth, Jon Bang Carlsen, Anders Refn elskede hendes naturlige nærvær og ageren, som brændte igennem på lærredet. I filmen ’Født til filmen – Stines korte liv’ ser vi, hvilke konsekvenser det har for et ungt menneske at blive kendt og feteret allerede som barn.