Fiskebanko på DR2

DR2 er ude med snøren med Mikkel Frey Damgaard og Gordon P. Henriksen på en aften, der let kan gå i fisk.

Læs mere om her, hvordan du kan være med til at spille fiskebanko og fange fisk til programmet. BEMÆRK: Bankoplader kan hentes indtil lørdag den 6. juni klokken 20.30. Herefter lukker siden, da spillet nu er i gang.

Fiskebanko på DR2 sendes live lørdag den 6. juni kl. 20.00-22.00.

DR2 foretager et live-eksperiment: Vi placerer 90 lystfiskere rundt i landet en lørdag aften.

Vi forventer, at 40-60 af dem vil nå at fange en fisk i løbet af 2 timers live-tv. Nok til at spille pladen fuld i banko. Måske vil de, for vi er i naturens vold!

90 lystfiskere – 90 banko-tal

DR2 er tilbage med temalørdag der giver en perfekt anledning til at fejre naturen og undersøge hvorfor man ikke kan gå langs landets kyster og søer uden at falde over danskere med stænger? Hvorfor fisker vi pludselig igen? Hvad driver dem der gør?

Lystfiskerne med numre fra 1-90 står klar i byen, ved kysten, ved søen og i kuttere på havet. Hver gang en fisk fanges, svarer det til at råbe et nummer, fra et til ”Gamle Ole” op – og vi kan se alle de udtrukne numre på skærmen under udsendelsen.

På den måde spiller vi fiskebanko. Seerne kan melde ind, når numrene som udtrækkes matcher deres bankoplade og vinde præmier.

Vi har brug for dig!

Du kan aktivt være med til Fiskebanko på DR2.

Alle DR2-seere kan spille fiskebanko hjemme i stuen, i sommerhuset eller ude på fisketuren.

Det gør man ved hjælp af de bankoplader, man selv kan generere på fiskebanko.dk - BEMÆRK: Bankoplader kan hentes indtil lørdag den 6. juni klokken 20.30. Herefter lukker siden, da spillet nu er i gang.

På sitet kan du lave lige så mange plader, du kan holde styr på, og invitere hele familien og vennerne til at være med.

Tag med ud og fisk – og vis os din fangst!

Udover at spille Fiskebanko, opfordrer vi alle til at tage ud og fiske på dagen! Fanger du en fisk, skal du sende en film eller foto af din fiske-fangst-film til fiskebankoDR2@dr.dk eller til DR2’s Facebook-side.

Der er præmier for de bedste fisk og ikke mindst vil dine fotos blive brugt som en del af bankospillet undervejs. Når der går sløvt med at fange fisk under live aften, vil danskernes fiskefoto blive brugt til opråb af numre.

Lige nu kan man fange hornfisk, om lidt makrel og torsk, mens gedde og fladfisk kan fiskes året rundt.

Det filoso-Fiske hjørne

Få viden om fiskeri, mens du spiller banko. Interessen for lystfiskeri er eksploderet under Corona-karantænen. Mens vi hverken må gå til håndbold eller badminton må vi godt tage ud at fiske. Og det har danskerne i høj grad gjort. Forhandlerne af fiskegrej melder om en voldsom stigning i salget, især i salget til folk der skal ud at fiske for første gang. Efter mange år med dalende interesse for lystfiskeri ser det billede nu ud til at vende. Også blandt unge i storbyens hipstermiljøer spores en fornyet interesse som går under betegnelsen ”Street-fishing”.

Danmark – en lystfisker-nation

Hvorfor nu det? Da Danmark har en af verdens længste kystlinjer målt pr. areal og med 250.000 søer, damme og vandløb er svaret måske lige til. Der er vand - derfor fisker jeg. Men lystfiskeri handler om meget mere end bare det at fange og spise en fisk. DR2 dykker under havoverfladen og undersøger lystfisker-universet.

Vi viser hvordan du kommer i gang med fiskeriet, vi snakker om poesi, Hemingway, Hans Kirk og Rifbjerg og ser på, hvordan naturen - og fiskeriet især - altid har spillet en central rolle i kunsten.

Til at styre løjerne har vi den passionerede og nystartede lystfisker Mikkel Frey Damgaard og Danmarks nok største fiskeekspert - Gordon P. Henriksen.

Lad os sammen gå i fisk.

Husk, når du tager ud for at fiske:

  • Du skal have gyldigt fiskekort, hvis du er fyldt 18 år. Det koster 40 kroner for en dag, så alle kan være med. Du kan læse mere om, hvordan du får det her

  • B: Du skal overholde de gældende regler for, hvilke minimums-størrelser de fisk, du fanger, må have (medmindre du sætter fisken tilbage igen)

  • C: Man fanger fisk for at spise dem og DR opfordrer ikke til rovfiskeri.

  • D: Du kan læse mere hos Naturstyrelsen om, hvor du må fiske og se de gældende regler for lystfiskeri og fisketegn her.

Konkurrencebetingelser:

  • Vinderen af DR’s Fiskebanko-præmier findes ved, at seerne sender en SMS med ordet BANKO til 1212. Den SMS, der først ankommer til DR med korrekt BANKO melding verificeres af DR, og vinderen annonceres i udsendelsen. DR kræver i den forbindelse, at den der melder BANKO har mulighed for at fotodokumentere pladen via smartphone, enten pr. MMS eller mail. Der gælder almindelig data- og sms-takst på billeder, der sendes under denne verificering.

  • DR-medarbejdere eller medlemmer af deres husstand/familie kan ikke deltage konkurrencen om præmier i DR2 Fiskebanko

Facebook
Twitter