Flere nye navne til 'P6 BEAT rocker Koncerthuset'

'P6 BEAT rocker Koncerthuset' føjer fire nye navne til line up’et: Synd og Skam, Saturnus, Mellemblond og albumaktuelle The Rumour Said Fire.

(© DR Design)

P6 BEAT rocker Koncerthuset den 15. december, hvor alle scener tages i brug, og publikum kan nøjes med at indløse en enkelt billet for at få adgang til samtlige 12 koncerter. Fire nye navne er netop føjet til line up'et: Synd og Skam, Saturnus, Mellemblond og albumaktuelle The Rumour Said Fire.

For nylig kunne P6 BEAT afsløre et helt særligt line up til en helt særlig koncertoplevelse: P6 BEAT rocker Koncerthuset, hvor radiokanalen præsenterer et enestående line up af danske og udenlandske navne. Kunstnerne indtager alle fem scener i Koncerthuset, og publikum kan frit vælge, hvilke bands, de vil se. Blandt de optrædende er nu tilføjet albumaktuelle The Rumour Said Fire. Bandet har netop totalt udsolgt deres Vega-koncert, og det nye album "Dead Ends" har fået fremragende anmeldelser, så der er nok at glæde sig til for Koncerthus-publikummet den 15. december.

Carsten Holm, radiovært på P6BEAT, er begejstret over de nye navne: "At få Rumour Said Fire tilføjet til plakaten er ikke mindre end en appelsin i turbanen. Det er så sejt at kunne præsentere et af tidens bedste danske rockbands - og et af fremtidens største. Bandet er lige nu mere end klar på rampen og klar til at blive fyret af til toppen af den danske rockscene, og det kommer til at ske med et sådan brag, at det kommer til at gå over i historien."

Et andet band, der netop er skrevet på plakaten er Saturnus, som metalentusiast og radiovært Anders Bøtter har en særlig kærlighed til:

"Med Saturnus på plakaten til 'P6 Beat Rocker Koncerthuset' har vi efter min mening sikret os et af de vigtigste danske metalnavne nogensinde. Bandet fejrer 20 års jubilæum i år og er en fast bestanddel af Sort Søndags mest ønskede bands i indslaget "Giro 666". Men Saturnus er ikke "bare" for folk der elsker hård rock og metal. Både på deres albums og til deres sjældne live koncerter leverer de den bro imellem metal og rock, som mange mennesker savner. Jeg ved, at bandet er i storform og jeg ser frem til en utrolig smuk og bevægende koncert".

Udover de fire nye navne optræder When Saints Go Machine, Marie Fisker, Jakob Bellens (solo), Christian Hjelm (solo), Ukendt Kunstner, Nikolaj Nørlund (solo), Jake Bugg. Den 12. kunstner afsløres på et senere tidspunkt.

Når 'P6 BEAT rocker Koncerthuset' lørdag den 15. december kan du møde Carsten Holm og resten af P6 BEATs værter på Koncerthusets scener, hvor de vil guide publikum igennem aftenens musikoplevelser. Det er Carsten Holm og Augusta Glahn Abrahamsen, der tager sig af de tre store navne, mens mere specialiserede programmer som Bas, Sort Søndag og Sneums Garage holder til i de mindre studier. En helt særlig Bodega Scene bliver der også plads til: Her præsenterer Alicia Jordanova fra programmet KLiK nogle af landets fineste sangskrivere i akustisk indpakning.

Billetter på dr.dk/koncerthuset eller billetlugen.dk

Nanna Bernth 28 54 25 08

Facebook
Twitter