’Følg Pengene’ jagter flere kvindelige kilder

40 erhvervskvinder var inviteret i DR Byen for at blive klogere på, hvad det vil sige at medvirke i P1-programmet ’Følg Pengene’.

Det vrimler ikke just med kvindelige kilder i P1-programmet ’Følg Pengene’. Det gik op for redaktionen, da den i efteråret lavede en optælling. 80 procent af gæsterne var mænd, 20 procent kvinder.

- Det blev vi faktisk lidt flove og overraskede over. Det var en øjenåbner at se sort på hvidt, hvor skæv fordelingen var. Vi har et mål om at afspejle hele samfundet. Vi går glip af mange gode gæster i programmet, når vi ikke får flere kvinder med. Det kan vi ikke være bekendt over for lytterne, fortalte Mette Simonsen, vært på programmet, da 40 erhvervskvinder for nyligt lagde vejen forbi DR Byen.

Kvinderne var inviteret til fyraftensmødet, så de kunne få et indblik i, hvad det vil sige at medvirke som gæst i ’Følg Pengene’. Hvordan bliver programmet til, og hvilke forventninger er der til dem som gæster. Samtidig skulle redaktionen blive klogere på kvindernes kompetencer i forhold til de emner, de ville kunne medvirke om.

Behov for at gøre mere

Jakob Ussing, en anden af værterne, fortalte:

- Jeg har været med, siden programmet blev skabt. Dengang sagde vi, at vi skulle huske at få kvindelige gæster med. Men selvom vi var bevidste om det og forsøgte at arbejde på det, så endte vi med at få langt flest mænd med, og derfor er der behov for, at vi gør noget mere. Nu lærer vi jer at kende og har jer i baghovedet - eller forhovedet - fremover.

Der var også oplæg fra Heidi Sivebæk, redaktør for mangfoldighed i DR, som gav et indblik i, hvorfor det er vigtigt for lyttere, seere og brugere, at DR er mangfoldigt. Innovationskonsulent Marie Valentin Beck fortalte om det arbejde, hun og ’Følg Pengene’-redaktionen har lavet for at kortlægge brugen af kilder i programmet. Endelig interviewede Mette Simonsen den adminstrerende direktør hos Mybanker, Marlene Nørgaard Carolus, om hendes erfaringer med at medvirke i medierne.

Herefter blev de 40 erhvervskvinder delt op i tre hold, som på skift kom igennem tre sessions: ’Radiostudiet indefra’, hvor Mette Simonsen introducerede dem til et radiostudie, og hvad det vil sige at stå i sådan et og være live igennem. ’God live-formidling’ hvor Jakob Ussing og tilrettelægger Anders Laursen fortalte om, hvordan man som kilde kommer igennem med et klart budskab. ’Introduktion til at lyde godt i radioen’ med DR’s sprogredaktør Martin Kristiansen, der gav tips til, hvordan man kan bruge sin stemme bedst muligt, når man er i radioen.

Casper Schrøder, Mette Simonsen og Jakob Ussing står bag ’Følg pengene’ på P1. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

- Får vi alle spørgsmål på forhånd, lød et af spørgsmålene til Mette Simonsen, der svarede, at det gør gæsterne ikke. De får en spørgeramme, men hvis gæsterne fik alle spørgsmålene, ville det øge risikoen for, at de ville memorere nogle svar, og det ville tage umiddelbarheden ud af det direkte interview.

Godt format på aftenen

Afslutningsvis blev deltagerne bedt om at give deres bud på, hvordan ’Følg Pengene’ kan få flere kvindelige gæster i programmet.

- Når vi rekrutterer medarbejdere, vil vi gerne have mandlige og kvindelige kandidater. Så helt praktisk skal I arbejde med en mandlige og en kvindelig kandidat, når I leder efter gæster, lød et af svarene.

- Den her aften har været et godt format. Nu har I mødt os, så I kan også bruge os til at få øje på flere kvindelige erhvervsfolk, var et andet bud.

- Hvis I vil den forandring, så skal I arbejde systematisk med det de næste år. Bliv ved med at måle hvordan det går med fordelingen af kilder, lød et tredje svar.

Mette Simonsen rundede aftenen af med at takke for kvindernes engagement.

- Nu skal vi i gang med at udvide puljen af de mennesker, vi ringer til. Og så skal vi helst derhen, hvor vi ikke tænker over køn, konkluderede hun.

Opbygger et netværk

Mikkel Worsøe Andersen, der er redaktionschef for Erhverv og Økonomi i DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter, glæder sig over aftenen og redaktionens arbejde forud for arrangementet:

- Inden for økonomi og finans er der historisk en stor overvægt af mænd. Den dominans er i skred, og vi kan se, at kvinderne buldrer af sted både i dele af erhvervslivet, i forskning og på for eksempel økonomistudiet. Hvis vi ikke ændrer vores rutiner og bare bliver ved med at bruge de kilder, vi plejer, kommer vi til at afspejle samfundet af i går i stedet for den tid, vi lever i nu.

Mikkel Worsøe Andersen forklarer, at den markant største ubalance i valget af kilder til ’Følg Pengene’ er mellem kønnene. Derfor koncentrer redaktionen i første omgang sin indsats om at opbygge et netværk af kvindelige kilder blandt direktører, ledere, forskere, erfaringskilder, specialkonsulenter med flere.

- Vi håber, at vi kan bruge det arbejde som løftestang for, hvordan vi arbejder med kilder, så det på sigt betyder en generelt bredere sammensætning også i forhold til alder, geografi og etnicitet, siger han.

’Følg pengene’ kan høres på P1 på onsdage fra klokken 9.05-10.00 samt på DR’s radioapp.