Folkene bag P1-serie blev overrasket med ekstra buket

KLF, Kirke & Medier har ekstraordinært besluttet at uddele sine rosebuket en ekstra gang for at hylde P1-programserien ’I korsets tegn’.

Serien tog temperaturen på kristendommen i Danmark og var tilrettelagt af Cecilie Cedergren (til venstre), mens Charlotte Rørth og Mikael Jalving var værter. (Foto: Mikael Arendt)

Det handlede for eksempel om tro i hverdagen, kristne skoler, pilgrimsfærd, kristen mission og folkekirkens tilbud, da P1 i efteråret sendte programserien ’I korsets tegn’.

Serien tog temperaturen på kristendommen i Danmark og var tilrettelagt af Cecilie Cedergren, mens Charlotte Rørth og Mikael Jalving var værter. De er nu blevet hædret af mediebrugerorganisationen KLF, Kirke & Medier, der gennem snart en årrække har uddelt buketter som ros.

Det skyldes, at vi gerne vil give P1 en særlig ros for at lytte til os, når vi gennem længere tid har opfordret netop P1 til at sende programmer om nutidens kristendom

Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier.

Normalt uddeler KLF, Kirke & Medier fire buketter blomster om året til medier eller mediepersoner, ”som på en særlig måde har formidlet kristne værdier, god etik og ikke mindst god public service,” som det hedder. Sædvanligvis bliver buketten uddelt, når organisationens magasin udkommer, men hædersbuketten til ’I korsets tegn’ på P1 bliver denne gang givet helt ekstraordinært, så KLF i år når op på at give fem buketter væk.

”Det skyldes, at vi gerne vil give P1 en særlig ros for at lytte til os, når vi gennem længere tid har opfordret netop P1 til at sende programmer om nutidens kristendom,” siger generalsekretær Mikael Arendt Laursen fra KLF, Kirke & Medier.

Mere er på vej

Kanalchefen på P1, Thomas Buch-Andersen, glæder sig over rosen:

”De sidste år har haft vi haft fokus på at udvikle og modernisere trosstoffet på P1. Vi har gjort det ved både at sikre, at de, der har lyttet hidtil, følte sig godt serviceret, samtidig med, at vi også gerne har villet gøre stoffet relevant for endnu flere. Jeg ser buketten som en anerkendelse for, at det er lykkedes, og vi fortsætter arbejdet, når P1 den 23. januar har premiere på det faste program ’De højere magter’ med Paula Larrain og Anders Laugesen som værter,” siger han.

Hvad gør man, når buketten, man skal overrække, ikke er kommet fra blomsterhandleren som forventet? Jo, KLF lånte den fra DRs reception, da der skulle laves billeder – udover prismodtagerne, er det her kanalchef Thomas Buch-Andersen fra P1 og th. KLF’s generalsekretær Mikael Arendt Laursen. Den rigtige buket dukkede op, da Charlotte Rørth som den sidste var ved at forlade DR Byen. (Foto: Mette Jensen)

Programmet er P1’s nye program om tro og åndelighed, og det vil kunne høres tirsdag klokken 11.03 og søndage klokken 8.03 fra uge 4.

Buketten fra KLF er flere gange tidligere gået til DR-medarbejdere eller folkene bag DR-programmer. DR Nyheders Erkan Özden, Maria Månsson fra DR K, programserien om ’Statsministrene’ på DR1 samt vært Ask Rostrup fra TV-Avisen og ’Bag Borgen’ er nogle af de seneste modtagere.

Hør eller genhør ’I korsets tegn’ her

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve