Formiddagsværten på P4, Lotte Friis, får fremover plads i sportens Hall of Fame, som er et æresgalleri med danskere, der har gjort en fremtrædende indsats inden for deres idrætsgren.
Lotte Friis blev optaget lørdag aften som medlem nummer 34 i forbindelse med DR’s store ’Sport 2018’-show i Herning. Her var hun også med til afsløringen af busten af sig selv, som kommer til at stå i Idrættens Hus i Brøndby, hvor man kan besøge galleriet på alle hverdage.
Det var racerkøreren Tom Kristensen, som selv blev optaget i Hall of Fame i fjor, som overrakte Lotte Friis beskeden, som hun i udsendelsen forklarede, at hun var meget overrasket over.
Gunnar 'Nu' er der også
Blandt de mange andre, hun nu kommer til at ”stå iblandt” i galleriet er for eksempel badmintonspilleren Morten Frost, speedwaykøreren Ole Olsen, fodboldspilleren Allan Simonsen og også en tidligere DR-kollega – nemlig den mangeårige sportskommentator Gunnar ’Nu’ Hansen, som blev optaget i 1993, hvor han døde den 5. januar.
DR-værten får nu ikke pladsen for sin indsats i radioen, men derimod for sin indsats som professionel topsvømmer. Hun har både OL-bronze fra 2008 i 800 meter fri, verdensrekord på 1500-meteren, VM-guld og sølv fra 2009 og 2011 og to EM-guldmedaljer fra 2010 i bagagen, og det var blandt de væsentlige grunde til, at hun nu får hæderspladsen.
Den 1. marts er det et år siden, at Lotte Friis startede i DR, hvor hun kan høres mandag til fredag i ’Formiddag på 4’eren’ sammen med Kasper Harboe.