Fotograf og visuel producer: Jeppe arbejder hele tiden ud fra børnenes præmisser

Når man laver et tv-program, er det vigtigt at produktionen kører gnidningsfrit og bærer præg af et ensartet udtryk. Som fotograf og visuel producer sørger Jeppe Lund Sørensen for, at selv de mindste detaljer i en produktion hænger sammen og bidrager til det samlede billede.

Jeppe Lund Sørensen i sit rette element. Med et kamera i hånden styrer han slagets gang og sørger for, at produktionen på programmer som 'Det Store Ramasjang Mysterie' kører glat. (Foto: PRIVAT)

Jeppe Lund Sørensen er fotograf og lavede sit første projekt for DR i 2004, mens han var elev i et produktionsselskab. Siden har den stået på alt fra dokumentarfilm til børnefjernsyn, og netop DR's fiktionsserier til børn som ’Ramasjang Mysteriet’ og ’Vennerne og det grønne lys’ har vist sig at blive omdrejningspunktet for meget af hans arbejde på DR i Aarhus.

- På ’Det store Ramasjang Mysterie 2’ er jeg en form for blæksprutte. Jeg er både fotograf og visuel producer på programmet og er med i forberedelserne, før holdet går i gang med at optage. Det gælder om at skabe et ensrettet udtryk, og jeg står for alt fra lavpraktik med mandskab til at tegne de rammer, som programmet optages i, siger Jeppe Lund Sørensen.

At lave fjernsyn for børn

Som visuel producer gælder det om at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre inden for programmets rammer. Hvor stor er produktionen, hvilke medvirkende har de, og hvor mange ressourcer har man til at lave stærkt visuelt indhold?

- Ramasjang er ikke ligefrem dem med den største økonomi. Vi er generelt meget få mennesker på et set, men vi prøver stadig at stræbe efter at have en høj kvalitet. Derfor tænker vi hele tiden i, hvordan vi gør det så smart som muligt, siger Jeppe Lund Sørensen.

’Det Store Ramasjang Mysterie’ tager udgangspunkt i værten Kristian Gintberg, som er mesterdetektiv. Farverige superskurke og børn i studiet er hverdag, når programmets mysterie skal opklares, og det er da også vigtigt for Jeppe Lund Sørensen, at holdet har mulighed for at lave fjernsyn på børnenes præmisser.

- Det handler om at forestille sig, hvordan det gerne skal modtages hos børnene. I serien skal vi for eksempel iscenesætte et fængsel, men vi skal jo ikke bare lave et fængsel, men samtidig også understøtte børns forventning og fantasi om, hvordan sådan et fængsel ser ud. Derfor skal det på en måde være en illusion om et fængsel og ikke ligne den slags fængsler, som man ellers ville finde i Danmark. Man må godt skrue lidt op for fantasien, siger han.

Balance mellem arbejde og leg

Børnene indgår også som en central del af programmet, og at lave fjernsyn med så små medvirkende kan være en svær kunst. Som blæksprutte på settet er Jeppe Lund Sørensen med til at sikre, at produktionen kører glat.

- Vi prøver at sørge for, at der er en rolig stemning, og at de samme folk går igen, så børnene får et afslappet forhold til menneskene omkring dem. Vi skal være klar hele tiden, for ofte er det kort tid, de kan præstere. Nogle gange er vi nødt til at gå på kompromis, for de kan ikke bare gentage en scene igen, ligesom når man arbejder med en voksen skuespiller, siger han.

Ifølge Jeppe Lund Sørensen handler det om at ramme den rigtige balance mellem faglighed og leg. Fotografen er også involveret i Minisjang, der laver tv til de allermindste børn fra 1-3 år. Blandt andet programmet ’Skal vi lege?’, hvor de legende børn selv spiller hovedrollen.

- Man arbejder hele tiden ud fra børnenes præmisser og forsøger at skabe en tryg ramme om dem. Det handler også om at være pædagogisk korrekt og ikke bede dem om at gøre for mange ting på én gang. Så får man sat for meget i gang, og det bliver noget rod, siger han.

Vi skal fortælle visuelle historier

Som fotograf får Jeppe Lund Sørensen mulighed for at udtrykke sig og fortælle historier, og det er da også netop historiefortællingen, som fangede hans interesse for faget i første omgang.

- Jeg har altid elsket at lave billeder. Når man er fotograf, behøver man ikke at sige eller fylde en masse, før det virker. Desuden elsker jeg at samarbejde med andre om at opnå et fedt resultat, siger han.

I den nye sæson af ’Det Store Ramasjang Mysterie’ er der en ny superskurk, som skal være mere digitalt baseret. Arbejdet med at skabe et univers om karakteren indgår som en vigtig del for en visuel producer.

- Den nye skurk har et lilla sæt tøj på, og så lægger vi noget lilla lys bag ved ni skærme med forskellige grafikker, som er med til at understøtte, at vi befinder os i hendes univers. Vores opgave er at tænke over, hvordan den slags ting skal se ud. Det skal både se godt ud og være stabilt, så der ikke opstår en masse pauser i produktionen, siger han.

For Jeppe Lund Sørensen er samarbejdet med andre kernen i arbejdet, og som tovholder på den visuelle del af et tv-program skal der hele tiden tænkes i nye og kreative baner.

- Jeg er også vejleder for fotografelever i DR, og det gør noget særligt ved en. Eleverne stiller konstant spørgsmål til tingene: ’hvorfor gør vi egentligt det?’, og så begynder man jo selv at tænke: ’Ja, hvorfor gør vi egentligt det?’. Det er med til at skubbe på, så man hele tiden udvikler sig, siger han.

Jeppe Lund Sørensen og Pernille Sloth Kjær i studiet fra 'Skal vi lege?'. (Foto: Lars Møller Hansen)

Samarbejde og titelræs

Det kan godt være udfordrende at få det hele til at gå op i en højere enhed, når mange kreative mennesker skal levere forskellige dele til en samlet produktion. Derfor er det vigtigt for Jeppe Lund Sørensen, at han kan være med til at gøre det visuelle udtryk ensrettet uden at gå på kompromis med fagligheden.

- Jeg tror på, at hvis jeg hele tiden kommer og siger, at folk skal gøre det på den og den måde, så får man ikke det bedste ud af hinanden. Jeg har det generelt stramt med titler og tror mere på et fladt hierarki. Hvis jeg hele tiden dikterer, hvad andre skal, så mister vi det, at folk tænker kreativt og kommer med gode selvstændige idéer, siger han.

Som visuel producer ser Jeppe Lund Sørensen samarbejdet med andre som sin vigtigste opgave. Det er vigtigt for ham, at han har det sjovt, når han er på arbejde, og at kollegaerne har det godt sammen.

- Jeg mener, at ærlighed og tillid er rigtig vigtigt, når man skaber noget. Hvis man ikke har forståelse for hinanden, opnår man sjældent et godt resultat. Det handler om at løfte den kreative proces og at give de mange dygtige mennesker plads til at udfolde sig, indtil vi så står og skal filme, hvor det hele gerne skulle fungere, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk