I år får danske børn endnu en mulighed for at bakke op om Børnenes U-landskalender - ud over ’den normale’ ved at købe den. Da har de også chancen for at give deres brugte sportssko eller fodboldstøvler til børn i det vestafrikanske land Sierra Leone, som pengene fra købet af kalenderen går til i 2023.
Fredag har DR - på sitet dr.dk/ulandskalender - åbnet for, at skoler kan melde sig til at samle brugte sportssko og fodboldstøvler ind i uge 47 og 48. Fodtøjet bliver så i foråret 2024 sendt til børn og unge i idrætsforeninger i Sierra Leone, der har stærkt brug for dem.
Skoindsamlingen er et samarbejde mellem DR og organisationerne Dreamtown og Fant. I alt kan 200 skoler melde sig, og det hele foregår efter ’først-til-mølle’-princippet. Når det er gjort på den facon, er det, for at børnene forhåbentlig får de sko, der er behov for - og ikke for mange eller for få.
Skoindsamlingen indgår som en del af Børnenes U-landskalender 2023, der bliver præsenteret og kommer i handlen i næste måned.
- Netop fællesskabet om fodbold og håndbold er et af de vigtige omdrejningspunkter i U-landskalenderens projekt i Sierra Leone. Sport spiller en megavigtig rolle i at skabe fællesskaber og giver et frirum for børnene i de store slumområder i Sierra Leones hovedstad, Freetown. De få baner, der er, er imidlertid stenede og hullede, ligesom sportssko er en mangelvare. Derfor har Dreamtown og Fant sammen med DR besluttet at engagere danske børn i indsamlingen, siger Cecilie Hauerberg, der er co-founder og sekretariatsleder for FANT.
Børn i Sierra Leone må ofte deles om sko eller skiftes til at være til fodbold- og håndboldtræning, fordi sportssko er svære at skaffe og meget dyre. FANT og Dreamtowns lokale partnere sørger for at fordele skoene blandt børnene i Sierra Leone.
Skoene kan være alle størrelser. Det er vigtigt, at det kun er sportssko og fodboldstøvler og ikke sandaler, ballerinasko, støvler eller andet. For det er sportssko, der er behov for.
Lege- og undervisningsmateriale på dr.dk
Samtidig med, at de tilmeldte skoler samler sportssko ind, vil de på DR Lær på dr.dk/spire og dr.dk/skole kunne hente lege- og undervisningsmateriale, som kan bruges til at engagere børnene i indsamlingen – samtidig med at de lærer om livet i Sierra Leone. Materialerne er tilgængelige på dr.dk fra starten af november.
Her vil der også være mulighed for at se DR Ramasjangs og DR Ultras programmer fra Sierra Leone – blandt andet om slummens fodboldmestre.I U-landskalenderens store undervisningsmateriale fra Danida kan elever fra 1.-5.-klasse lære mere om Sierra Leone og livet som barn i landet gennem sjove og varierende opgaver. Materialet kan bruges til både korte og lange forløb, og det ligger klar til brug den 6. oktober på u-landskalender.dk.
- Vi håber, at de danske skoleelever vil engagere sig i indsamlingen og opleve glæden af at kunne give noget fra dem selv videre til andre, der lever et helt andet sted i verden. Til november, når undervisningsmaterialet om projektet er tilgængeligt, kan eleverne også lære meget mere om, hvordan det er at leve i Sierra Leone, og hvordan man mon er ens og forskellige på samme tid, siger B&U-redaktør i DR Johanne Bagge.
DR, Danida og organisationerne Dreamtown og FANT præsenterer efter planen mere om årets U-landskalender, og hvad overskuddet går til, den 6. oktober.