Fra nytår kan man få Glad Mad i DR Byen

Når ISS overtager driften af DR Byens madtilbud kommer der en Café Glad.

  • 250 arbejder for Glad Fonden - af dem modtager 125 en eller ande form for lønkompensation i forhold til deres arbejdsevne. (Foto: Kirsten Stubbe-Teglbjærg © (c) DR)
  • Der er masser af salat til Glad Mads egne medarbejdere på Rentemestervej i København. (Foto: Kirsten Stubbe-Teglbjærg © (c) DR)
  • Ligesom der er varm mad - denne dag frikadeller og bulgur med grøntsager. (Foto: Kirsten Stubbe-Teglbjærg © (c) DR)
  • Københavns kommunes bibliotek på Rentemestervej har en café, som drives af Glad Mad. (Foto: Kirsten Stubbe-Teglbjærg © (c) DR)
  • Her serveres et bredt udbud af mad fra bibliotekets køkken. (Foto: Kirsten Stubbe-Teglbjærg © (c) DR)
  • Glad Fonden har også en tre-årig uddannelse til madgartner, hvor de unge lærer at dyrke grøntsager i halvdelen af året - og i vintertiden lærer at konservere høsten. (Foto: Kirsten Stubbe-Teglbjærg © (c) DR)
  • Det kræver tålmodighed og en rolig hånd at tømme de små hyben for frø, inden man kan fremstille en salsa af dem. (Foto: Kirsten Stubbe-Teglbjærg © (c) DR)
1 / 7

”ISS leverer maden, mens vi i første omgang kommer til at stå for serveringen og den gode stemning i Café Glad.” Sådan forklarer Mikkel Holmbäck, der er administrerende direktør for Glad Fonden og Glad Mad, et nyt koncept, der holder sit indtog i DR Byen lige efter nytår. ”Vi fungerer i denne sammenhæng som underleverandører for ISS, og bemander Caféen i den vestlige ende af Indre Gade med en ordinær og et par fleksjob-ansatte plus eventuelt en elev hver dag mellem klokken 9 og 14. Hvordan sortimentet i cafeen kommer til at være er ikke helt afklaret endnu, men det bliver hovedsageligt sandwich og kaffe.”

Samarbejdet får følgende ord med på vejen fra divisionschef i ISS, Henrik Tornager: ”Vi har i ISS en tradition for at hjælpe folk med særlige behov ind på arbejdsmarkedet. Med Café Glad har vi tænkt ud af boksen, og forsøgt at imødekomme kundens ønsker på en anderledes måde. Jeg er stolt af, at vi kan realisere et projekt som dette i samarbejde med DR, og jeg glæder mig til at opleve det live. Glad Mad er et af de mange knopskud, der er vokset ud af TV Glad og Glad Radio, som siden 1999 har huseret på Rentemestervej i Københavns nordvest-kvarter. I begyndelsen lejede man sin ind i en lille del af et gammelt trykkeri, i dag har Glad Fonden indtaget hele bygningen. Her kommer hver dag 250 ansatte - halvdelen udfordret af forskellige former for udviklingsforstyrrelser og handicap - for at være med til at drive de mange virksomheder, der spænder fra medieproduktion til design, teater, catering og uddannelse. Desuden er der lokalafdelinger i Ringsted, Esbjerg og Aabenraa, og en enkelt zoologisk have i Vejen med 250 dyr og 35.000 besøgende årligt. Lokalt driver Glad Mad også caféen i det lokale bibliotek på hjørnet af Rentemestervej og Tomsgårdsvej, ligesom de står for kantinedriften hos Foss Analytics i Hillerød og daglig catering til Folkekirkens Nødhjælp og flere andre virksomheder i området omkring Rentemestervej.

Det glade lokomotiv

”Vi arbejder jo med en målgruppe, som kan have forskellige læse- og skrivevanskeligheder og andre udfordringer. I starten var det hovedsageligt udviklingshæmmede, men i dag er det mennesker med funktionsnedsættelser fysisk eller psykisk - det går vi ikke så frygtelig meget op i. Mest af alt skal man være motiveret og have lyst til at arbejde her,” forklarer Mikkel Holmbäck. ”Glad er lokomotivet, og der er ingen grænser for, hvad man kan sætte på af vogne. Det er efterhånden blevet en lang række virksomheder. Men der er jo også grænser for, hvor mange der kan arbejde med design, tv, radio og teater.” Derfor interesserer virksomheden sig også for fx gartneri og facility-service, hvilket har ført til at man har startet en treårig STU-uddannelse som ’madgartner’, hvor eleverne lærer at producere sund mad fra jord til bord.

”Vi er i gang med at tilbageerobre retten til manuelt arbejde,” siger Mikkel Holmbäck. ”Velfærdssamfundet står overfor en masse udfordringer og et paradigmeskifte i forhold til 30 års socialpolitik, så vi ser en opgave i at etablere et arbejdsmarked, som ikke er der i dag. Hvor man har parkeret mennesker på offentlig forsørgelse, samtidig med at der er masser af manuelt arbejde. Kantinedrift, catering og facility-service er vækstområder. Der bliver flere og flere arbejdspladser indenfor dette felt, så der vil vi rigtig gerne eska­le­re.” Glad-ideen udspringer af en opposition til den måde, man behandlede folk på efter lukningen af åndssvageforsorgens store institutioner: ”Mange af dem, der boede på institutioner og bosteder fik ikke så meget indflydelse på, hvilken mad de skulle spise, hvilket tøj de skulle gå i eller for den sags skyld plads til at mene noget selv. Folk blev jo slået ned med omsorg. Ingen har villet dem noget ondt, men det er bare gået så galt. Man talte om, at de handicappede skulle leve så tæt på det normale som muligt - og så gik det bare slet ikke sådan. Det endte som et meget lukket, institutionaliseret område, hvor man bundtede folk i diagnoser, fragtede dem i beskyttede biler til beskyttede boliger - og de blev mere og mere ekskluderet fra resten af samfundet. De blev betragtet som u-underviselige.” ”Vi tænkte, at det ikke er et værdigt liv at blive ekskluderet på den måde. Inklusion og medborgerskab sikres ved, at man er en del af arbejdsmarkedet og ikke udgrænses i en socialpolitisk strategi. Vi besluttede fra starten af, at vi ikke ville ansætte pædagogisk personale. I dag er der én pædagog blandt vores 125 ordinært ansatte - resten er fagfolk. Det er meget vigtigt, at det er en helt anden arena.”

Reelle arbejdspladser

Mikkel Holmbäck forklarer at TV Glad blev skabt, fordi ytringsfriheden er en central del af demokratiet:

”Det at være synlig og til stede - så vi gav nogle udviklingshæmmede en mikrofon i hånden, og spurgte dem, hvad der interesserede dem. Det faldt sammen med, at digitaliseringen havde gjort udstyret så brugervenligt, at det var muligt. Og dagsorden var fra starten at etablere en arena og derefter finde ud af, hvad der er muligt uden at fokusere så meget på handicap og begrænsninger, men prøve at have lidt etisk opmærksomhed på det enkelte menneske.” Glad Fonden har skabt reelle arbejdspladser for målgruppen og forsøger at vise omverdenen, at det faktisk godt kan lade sig gøre.

”Derfor er vi jo også rigtig glade for at skulle drive en café i DR og være lige i orkanens øje, hvor rigtig mange mennesker er med til at holdningsbearbejde og producere meninger,” smiler Mikkel Holmbäck. Og hvis nogen skulle mene, at det er udnyttelse af en svag gruppe, at lade dem arbejde ”gratis” i caféen, har han også svar på det: ”Det står enhver virksomhed frit at have en rummelig personalepolitik, og vi betaler en overenskomst­mæssig løn. I dag kan man fx være ansat i et fleksjob tre til seks timer om ugen. Hvis man omregner det til ordinær arbejdskraft, så kan det godt være, at det tager 20 timer at levere den arbejdskraft. Den del betaler vi - det resterende betales af det offentlige. Hvis den enkelte udvikler sig og bliver mere ferm til arbejdet, så hæver vi timetallet. Det forekommer mig at være meget fair, at man bliver målt på, hvad man kan levere. Tidligere automatparkerede man jo folk på pension, når de fyldte 18 år, og så kunne de vælge, hvilket beskyttet værksted, de ville arbejde på. Det er jo ikke et værdigt liv.”

Facebook
Twitter