Fra Varde til Vedbæk: Mød juryen til DR Romanprisen

I lørdags var juryen samlet i DR Byen for at afgøre, hvem der skulle modtage DR Romanprisen 2016. Mød de fem litteraturbegejstrede jurymedlemmer, der er mellem 20 og 71 år og kommer fra hele landet.

  • Juryen til DR Romanprisen 2016.
  • Lørdag den 28. maj var jurymedlemmerne i DR Byen for at finde ud af, hvilket værk der fortjente DR Romanprisen 2016.
  • Radiovært Helle Solvang interviewede de fem jurymedlemmer og styrede debatten i studiet.
  • Inger Larsen fra Esbjerg er en af jurymedlemmerne til DR Romanprisen 2016.
  • Jurymedlemmerne diskuterede frem og tilbage i omkring to timer.
  • Flere havde skrevet noter til de forskellige bøger, som var med i studiet.
  • Årets seks nominerede romaner til DR Romanprisen 2016.
  • Jurymedlem Michael Frederiksen fra Odense.
  • Jurymedlem Ulla Hollænder Jensen fra Middelfart.
  • Jurymedlem Inger Larsen fra Esbjerg.
  • Jurymedlem Birgit Schjællerup fra Varde.
  • Jurymedlem Bjarne Nybo Jensen fra Vedbæk.
1 / 12

DR Romanprisen er en læserpris, der er blevet uddelt siden 1999. Forløbet varer et halvt år, hvor læsekredse på biblioteker i hele landet hver måned læser en af de seks nominerende romaner. Samtidig har man mulighed for at diskutere bøgerne på litteratursiden.dk, og derefter bliver tre romaner stemt videre til finalen.

Dette års modtager af DR Romanprisen er Ida Jessen for bogen ‘En ny tid’, som er blevet kåret af en jury bestående af fem læsere.

De fem jurymedlemmer

Michael Frederiksen, 20 år. Bor i Odense og holder sabbatår. Michael skriver selv digte og korte prosatekster, og det har han gjort i tre år.

Hvor meget læser du?

"Jeg læser omkring en til to bøger om ugen. Og så læser jeg næsten alt, jeg ellers kan komme i nærheden af: hvad der står bag på morgenmadspakkerne og mælkekartonerne, for eksempel. Det er mest nordisk litteratur, jeg læser, og primært romaner og lyrik. Det er især inden for de seneste fem år, at jeg er begyndt at læse meget. På gymnasiet læste jeg både de bøger, jeg skulle, og så læste jeg ved siden af, for at det hele ikke skulle være pligtlæsning. Mens jeg gik i gymnasiet, fik jeg også øjnene op for andre forfattere, fordi jeg hørte om dem i undervisningen og fik lyst til at udforske deres forfatterskaber på egen hånd.”Hvad giver det dig at læse litteratur?

”Først og fremmest bliver jeg klogere. På verden, på andre mennesker og på mig selv. En god læseoplevelse kan sætte tanker i gang, der gør at jeg kommer til at tænke noget nyt om den verden, vi lever i. Hvis jeg læser noget, jeg særligt kan relatere til, hvis hovedpersonen i en bog for eksempel ligner mig, så er det også lidt som om, det er mig, bogen handler om.

Så er der måske nogle metoder eller måder at handle på, som jeg genkender. Blandt andet Helle Helles bøger er jeg svært begejstret for. Gang på gang bliver jeg fascineret af hendes romaner om almindelige mennesker, der driver retningsløst rundt og lader sig rive med af ting - og pludselig er på et hotelværelse i Hamborg.”

Hvorfor havde du lyst til at være en del af juryen til DR Romanprisen?

”Jeg synes, det kunne være interessant at være med til at påvirke, hvem der skal modtage prisen, og det er nogle ret spændende forfattere, som jeg måske ikke selv ville have læst. Men jeg er blevet positivt overrasket. Og så er det jo altid givtigt at høre, hvad andre synes om de bøger, man selv har læst - særligt hvis man er uenige.”

Hvad synes du om ‘En ny tid’ af Ida Jessen, som er årets modtager af DR Romanprisen?

”Ida Jessen beskriver bitterheden som en blød lænestol, man ikke kan komme op af, når man først er landet i den. I bogen skriver hun, at enker næsten ikke siger noget til hinanden, men at de alligevel har en indforståethed, fordi de alle har mistet. Det synes jeg er rigtig godt beskrevet. Det er en meget smuk roman og et meget smukt kvindeportræt af Fru Bagge og om hvordan hun formår at leve videre og finde sig selv efter sin mands død.”

Ulla Hollænder Jensen, 64 år. Bor i Middelfart og er på efterløn.Hvor meget læser du?

"Der kan nemt ryge tre-fire bøger ind om måneden. Jeg læser mest romaner, og jeg er allermest glad for krimier. Som en del af læsekredsen på Middelfart Bibliotek får jeg læst nogle andre bøger, end hvad jeg selv ville vælge, og det giver mig blod på tanden til at opsøge nogle andre genrer og forfattere. Jeg har altid læst meget. I første klasse havde jeg en god dansklærer i skolen, som fik vakt min interesse for at læse. Det ligger også til familien - min far og min faster læste virkelig meget. Engang talte jeg, hvor mange bøger, min faster havde, og hun havde omkring 1200. Et helt lille bibliotek. Jeg har flere yndlingsbøger: Stig Dalagers ‘Det blå lys’ og Kim Leines ‘Profeterne i Evighedsfjorden’, blandt andet."

Hvad giver det dig at læse litteratur?

"Det giver mig så meget. Jeg får en oplevelse, når bøgerne sætter tanker i gang. Jeg kan godt lide at diskutere bøgerne med min mand, og vi lærer at se ting fra forskellige vinkler. Jeg synes, det er fantastisk at læse, og det er rigtig spændende at snakke med andre om bøgerne for at finde ud af, hvad vi hver især har fået ud af dem."

Hvorfor havde du lyst til at være en del af juryen til DR Romanprisen?

“Jeg ville gerne være med for at snakke med andre om de bøger, vi har læst. Jeg vidste, at de andre jurymedlemmer ville komme fra flere forskellige dele af landet, og det kunne være interessant at se, om man ser anderledes på en bog, når man bor i København, end man gør, hvis man bor i Vestjylland."

Hvad synes du om ‘En ny tid’ af Ida Jessen, som er årets modtager af DR Romanprisen?

"Jeg er fascineret af sproget. En sætning som "Hvem skal minde mig om, hvad jeg skal mene…” Ida Jessen har mange af den slags små sætninger, og det er sådan nogle ting, jeg tager ind. Det er en meget smuk roman og et meget smukt kvindeportræt af fru Bagge, og hvordan hun formår at leve videre og finde sig selv efter sin mands død."Birgit Schjællerup, 71 år. Bor i Varde og er pensionist. Birgit har udgivet undervisningsbøger.

Hvor meget læser du?

“Jeg læser rigtig meget. En til to bøger om ugen og mest dansk og nordisk litteratur i form af noveller og romaner. Da jeg blev skilt efter 20 års ægteskab, tog jeg alene til Grønland for at arbejde og rejse, og når jeg senere har spekuleret på, hvad der drev mig til Grønland, har det været litteraturen. Da jeg var 12-13 år læste jeg beretninger om Grønland, og det har påvirket mig meget. En af dem er ‘Før morgendagen’ af Jørn Riel, hvor han beskriver den grønlandske kultur på en meget smuk måde. Det har bare været bogen for mig!"

Hvad giver det dig at læse litteratur?

"Jeg er afhængig af bøger. Litteraturen giver mig noget at tænke over og sætter tingene i perspektiv. Jeg kan reflektere over det, og jeg er meget nysgerrig på mennesker. Hvis en forfatter får mig fanget ind i handlingen, kan jeg blive helt høj af det. Jeg synes, det er spændende at diskutere litteraturen, og det har jeg blandt andet gjort i læseklubber i Varde, Aalborg og i Grønland."

Hvorfor havde du lyst til at være en del af juryen til DR Romanprisen?

“Jeg ville gerne have en diskussion, hvor vi havde en fælles referenceramme. Et fælles sprog."

Hvad synes du om ‘En ny tid’ af Ida Jessen, som er årets modtager af DR Romanprisen?

“Ida Jessen kan med sit meget flotte sprog i en forholdsvis lille roman dække så bred en handling og en stillingtagen, der er evigt gyldig. Den fungerer på flere planer, fordi den er tidløs. Det er tidsbillede, den foregår for 100 år siden, men i al sin stilhed er den tidløs."

Inger Larsen, 50 år. Bor i Esbjerg og arbejder som psykolog i børne- og ungdomspsykiatrien.

Hvor meget læser du?

"Jeg har altid været vild med at læse. Jeg kan tydeligt huske, da jeg som barn sad i et æbletræ med en af mine venner. Han læste tekstboblerne i Anders And-bladene højt for mig. Da jeg selv kunne læse, var jeg glad for, at jeg ikke længere var afhængig af andre og kunne læse helt selv. Jeg har tidligere læst rigtig meget og rigtig blandet. Lige nu har jeg meget at lave, så jeg læser sparsomt. Når jeg læser, læser jeg romaner, og jeg er optaget af bøger om mennesker."

Hvad giver det dig at læse litteratur?

“Det giver mig nuancer og frihed fra en hverdag med pres og praktiske udfordringer. Det giver mig mangfoldighed. Jeg kan godt lide Charles Dickens - han har øje for mennesker. Jeg har ikke en bestemt yndlingsbog, men jeg har været optaget af Henry James’ bøger. Han har en meget fin fornemmelse for noget psykologisk og de spil, der kan være mellem mennesker i kampen for overlevelse."

Hvorfor havde du lyst til at være en del af juryen til DR Romanprisen?

“Jeg havde lyst til at udfordre mig selv. Jeg har været rigtig glad for at være en del af læseklubben, og jeg kan godt lide, at jeg ikke kender de andre jurymedlemmer på forhånd. Jeg ved ikke, hvad de kan bidrage med. Det er ligesom at få en spritny bog stukket i hånden; man ved ikke, hvad man skal forvente. Det er rigtig godt at få nuanceret sit syn på en bog - det får jeg meget ud af!"

Hvad synes du om ‘En ny tid’ af Ida Jessen, som er årets modtager af DR Romanprisen?

“Jeg blev meget betaget af sproget. Jeg kan rigtig godt lide stemningen i den bog. Jeg har læst den to gange. Der er skønhed, lys og klarhed. Der er noget meget sympatisk menneskeligt i bogen."Bjarne Nybo Jensen, 71 år. Bor i Vedbæk og er pensionist. Bjarne har skrevet en bog om lederskab.

Hvor meget læser du?

"Jeg læser alt, hvad jeg overhovedet kan. Primært romaner. Jeg læser mange krimier, og for et par år siden interesserede jeg mig meget for Haruki Murakami. Jeg har læst alt, hvad han har skrevet, og noget af det har jeg læst to gange. Jeg er meget fascineret af hans verden."

Hvad giver det dig at læse litteratur?

"Jeg får lov at opleve en anden verden og se tingene på en ny måde. Jeg læste meget faglitteratur i mit arbejdsliv, men da jeg blev pensionist begyndte jeg at læse skønlitteratur. Faglitteratur har et bevidst formål om, hvad man skal lære og forstå. Når man har læst det sidste punktum, har man forhåbentlig forstået det. Skønlitteratur er meget sjovere at have med at gøre, for tingene udvikler sig somme tider til noget, man slet ikke havde forventet."

Hvorfor havde du lyst til at være en del af juryen til DR Romanprisen?

“Hvis jeg kan blive tvunget til på seks måneder at læse seks romaner og sammen med en jury skal prøve at finde ud af, hvad vi sammen synes er bedst, så skal jeg da gribe den mulighed. Jeg kan godt lide at udveksle synspunkter med andre om den litteratur, jeg læser."

Hvad synes du om ‘En ny tid’ af Ida Jessen, som er årets modtager af DR Romanprisen?

"Jeg føler mig i så usandsynligt godt tilpas sammen med Ida Jessen. Det er helt utroligt. Det er ligesom, man er der selv. Hos Ida Jessen går man ved siden af Fru Bagge. Man er med. Og det er faktisk blevet min yndlingsbog!"