Fransk og østrigsk sejr i Carl Nielsen-konkurrence

Vinderne er fundet i Carl Nielsen Kammermusikkonkurrencen, der har været holdt i København i den seneste uge af DR, Det Kgl. Bibliotek og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

  • Simply Quartet fra Østrig sikrede sig 1. prisen på 15.000 euro i strygekvartet-kategorien i Carl Nielsen Kammermusikkonkurrencen 2019. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
  • Simply Quartet fra Østrig sikrede sig 1. prisen på 15.000 euro i strygekvartet-kategorien i Carl Nielsen Kammermusikkonkurrencen 2019. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
1 / 2

I hele den forgangne uge har nerverne været sat på spidsen i Carl Nielsen Kammermusikkonkurrencen, som har fundet sted i DR Koncerthuset, Diamanten og i Konservatoriets Koncertsal i København.

Der var to kategorier, to vindere og 500.000 kroner på højkant, da vinderne blev kåret i weekenden:

* Simply Quartet fra Østrig sikrede sig 1. prisen på 15.000 euro i strygekvartet-kategorien * Ensemble Ouranos fra Frankrig hentede 1. prisen på 15.000 euro og ’Ny musik’-prisen i blæserkvintet-kategorien

Top-dedikerede

Der var virkelig kamp til stregen på de tre scener ugen igennem, hvor de unge talentfulde musikere dystede om æren, engagementer og ikke mindst pengepræmier, og der blev leveret store musikalske oplevelser fra scenerne på de tre kulturinstitutioner.

Ensemblerne skal kunne et kæmpe repertoire, og det skal spilles på scenen med både teknisk og musikalsk overskud. Når det lykkes og musikerne er helt fremme på stolen og giver alt, hvad de har i sig, mærkes det på både jury og publikum, som har fulgt konkurrencen live igennem ugen. Ens for alle ensemblerne er, at de er fuldt ud dedikerede til et liv med klassisk musik.

Den amerikanske Balourdet String Quartet sikrede sig 2. prisen på 10.000 euro og de helt unge franskmænd fra Quatuor Elmire modtog 3. prisen på 5.000 euro og ’Ny musik’-prisen i strygekvartet-kategorien.

I blæserkvintet-kategorien hentede den tyske blæserkvintet Pacific Quintet 2. prisen på 10.000 euro og den purunge danske blæserkvintet V Coloris kom helt til finalen, hvor de modtog 3. prisen på 5.000 euro i kategorien.

Verden fulgte med

Vinderne kan se frem til fremtidige engagementer rundt om i Danmark - men ikke nok med det, for verden har kigget med på live-stream hele ugen, og der er virkelig blevet lagt mærke til alle de fremragende unge ensembler rundt omkring i verden. Den forrige Carl Nielsen Kammermusikkonkurrence kickstartede karrieren for den franske Quatuor Arod, som nu har en stjernekarriere og spiller i de bedste koncertsale over hele verden.

Her kan du gense vinderne

Alle runder blev live-streamet og du kan gense alle ensemblers præstationer på https://carlnielseninternational.dk/

Priser og jury

Konkurrencen havde to forskellige kategorier og derfor også to juryer. De bestod hver af fem prominente, internationale instrumentalister med stor erfaring på strygekvartet- og blæserkvintetområdet. Formænd for juryerne var Günter Pichler (strygekvartet) og Bjørn Carl Nielsen (blæserkvintet). 1. prisen i hver kategori var 15.000 euro, 2. prisen 10.000 euro og 3. prisen på 5.000 euro.

Unikt samarbejde mellem tre store kulturinstitutioner

Konkurrencen er blevet til i samarbejde mellem DR, Det Kgl. Bibliotek og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Carl Nielsen Kammermusikkonkurrencen er specielt for strygekvartet og blæserkvintet og blev etableret i 2015 for at sætte fokus på Carl Nielsens fantastiske kammermusikværker, ved at lade de bedste, unge ensembler fra hele verden spille dem. Konkurrencen afholdtes nu for anden gang.

De deltog i konkurrencen

Strygekvartetter 2019

  • Balourdet String Quartet – USA

  • Gyldfeldt Quartett – Tyskland

  • Kleio Quartet - Storbrittanien

  • NOVO Quartet – Danmark

  • Quatuor Elmire - Frankrig

  • Selini Quartet – Østrig

  • Simply Quartet – Østrig

Blæserkvintetter 2019

  • Barialro Quintet – Schweiz

  • Dandelion Quintett - Tyskland

  • Ensemble Ouranos – Frankrig

  • Pacific Quintet - Tyskland

  • Quinteto O'Globo - Spanien

  • Quintette Promenade – Frankrig

  • qunst.quintett – Tyskland

  • V Coloris – Danmark

Konkurrencen var støttet af Carl Nielsen Legatet.

  • Mere information hos: projektleder, Marie Rørbech, mrrb@dr.dk, +45 2670 2161

Facebook
Twitter