Fru Kristof og Flyttemand Olsen findes stadig derude

Vi spurgte læserne, om de er stødt på eksempler, hvor DRs udsendelser og navne fra DRs univers har sat sig spor i dagligdagen – både i Danmark og i udlandet. Der kom flere bud.

  • Flyttemand Olsen – spillet af Poul Reichhardt – flytter fortsat i Glostrup. Her ses han sammen med sin kone i serien, spillet af Helle Virkner.
  • Tommy Kenter og Per Pallesen var fru Kristof og Mathiesen i ’Dansk Naturgas’ i 1980’erne. I dag findes Fru Kristof Grill i Hejnsvig.
  • DRs mangeårige mellemøst-korrespondent Ib Rehné har i dag en café opkaldt efter sig i både Aalborg og Sønderborg. Her står han som nummer fem fra venstre – ved siden af fra venstre mod højre: Lasse Jensen, Jørgen Poulsen, Poul Smidt, Christian Winther, Claus Toksvig, Sven-Erik Tychsen og Samuel Rachlin.
  • Forlæns og Baglæns var med i ’Fjernsyn for dyr’, som var forløberen for Bamses Billedbog. I dag findes ’Forlæns og Baglæns’ som café i Aarhus. Her er det løjerlige dyr i Zoo på Frederiksberg.
  • I Cala Mayor på Mallorca findes ’Rottehullet’, som også eksisteret flere steder i Danmark.
1 / 5

I byen Cala Mayor på Mallorca kan man få sig en bajer i ’Rottehullet’ – et sted, der tydeligvis er opkaldt efter vandingshullet i DRs dramaserie ’Huset på Christianshavn’, som fortsat kan ses på DR K.

Efter et møde med stedet i sommerferien, spurgte vi i starten af august læserne på dr.dk/omdr, om de er stødt på andre eksempler, hvor DRs udsendelser og navne fra DRs univers har sat sig spor i dagligdagen – både i Danmark og i udlandet.

Og det er de. Opfordringen havde ikke været ude længe, før Jeppe Dahlstrup fra Ribe reagerede:

”Der er jo Fru Kristof Grill i Hejnsvig,” skriver han - og det er ganske sandt.

Dermed klarer den halvdøve fru Kristof sig fortsat godt – her 30-35 år efter, at hun havde sine udslip på skærmen i satireprogrammerne ’Dansk Naturgas’ på DR1. Det var Tommy Kenter, der spillede fruen, mens Per Pallesen spillede Mathiesen – og sammen fik de på det tidspunkt alle til at udbryde ”osse lige på en studs”, ”What do you have in the tæjsk today?” og ”Yes, my boys”.

Programmerne blev sendt fra 1981 til 1987 og kan for øvrigt fortsat ses her på dr.dk/bonanza

Flytter i Glostrup

Derudover er der ingen tvivl om, at ikke mindst DRs ældre dramaserier har sat sig spor – også på beværtninger, stamsteder, i tøjforretninger og flytteforretninger rundt omkring i landet.

’Flyttemand Olsen’, som har travlt i ’Huset på Christianshavn’, som DR sendte første gang fra 1971 til 1977, findes for eksempel også i Glostrup, skriver Hassan Madani til os. Og han tilføjer, at ’Rottehullet’, hvor Bodil Udsen serverede mangt en håndbajer i serien, ikke bare findes på Mallorca, men også stadig eksisterer som skilt på Amagergade på netop Christianshavn.

Her er forklaringen, at det var her Nordisk Film optog serien i 84 afsnit for DR, hvilket altså stadig markeres i gadebilledet. Begiver man sig til eksempelvis Hou eller Hvidovre, kan man også krybe i 'Rottehullet'.

’Damernes Magasin’, som vi kender det fra ’Matador’ findes for eksempel både i Lemvig og på Jægersborggade på Nørrebro i København, mens Trine Morthorst skriver til os, at ”der ligger en frisør i Sorø, der hedder ’Fernando Møhge’.

Det har hun ret i, for Anja Rambøl har drevet salonen under det navn siden 2010 – og kalder for øvrigt sig selv ’Fru Fernando Møhge’.

Konsulinde Holm findes

Lidt i samme boldgade fortæller Tina Nørskov Christiansen, at konsul og konsulinde Holm fra ’Matador’ for øvrigt også findes i det virkelige liv.

”Min gymnasieveninde og hendes mand har efternavnet Holm, og han er for nogle år siden blevet udnævnt til konsul – det vil sige, at de to rare mennesker nu er blevet til konsul og konsulinde Holm. På et tidspunkt besøgte min veninde og jeg Postgården i ’Korsbæk på Bakken’, og da var det selvfølgelig hendes navn, der skulle stå på vores bordreservation,” beretter hun.

Et sted, hvor konsulinden og alle andre også kan bestille bord, er Café Forlæns og Baglæns i Jægergårdsgade i Aarhus.

Forlæns og Baglæns var fantasidyr med to hoveder i ’Fjernsyn for dyr’, som man godt kan kalde forløberen for ’Bamses Billedbog’ på DR1 i 1983. Her kunne man udover gule Bamse og de løjerlige dyr også støde på en nikkende blomst og planetpasseren Arthur.

Også DRs korrespondenter gennem årene sætter deres præg på bybilledet – og har snart gjort det i årevis. DRs Mellemøstenkorrespondent i mange år, Ib Rehné (1922-2005) sluttede altid sine reportager af med at sige ”Ib Rehné, Cairo”. Det fik en munter caféejer til – allerede før Ib Rehnés død – at opkalde en café i Aalborg efter ham.

Faktisk hedder cafeen i Aalborg ’Café Ib Rene Cairo’ uden h i Rehné, fordi ejeren angiveligt ikke fik spurgte DR-korrespondenten, om det var ok at bruge hans navn. I Sønderborg findes der imidlertid en café med den helt rette stavemåde, for ’Café Ib Rehné Cairo’ på Rådhustorvet her, åbnede først efter hans død.

Selv om Ulla Terkelsen i dag – og gennem mange år har arbejdet for TV 2 – tog hendes lange journalistkarriere fart hos DR fra 1967 til 1987, hvor hun blandt andet var korrespondent i London og Washington, efter hun var blevet udlært på Demokraten i Aarhus.

Ikke desto mindre er det i dag i Aalborg, der findes en ’Café Ulla Terkelsen, London’ – benævnt efter hende.

Kender du flere eksempler på steder, hvor DRs udsendelser og navne fra DRs univers har sat sig spor i dagligdagen – både i Danmark og i udlandet, hører vi fortsat gerne fra dig på jado@dr.dk.

Facebook
Twitter