Fynboer bryder ud i sang igen på lørdag

DR Fyn har fået succes med at arrangere ’Syng med’-arrangementer, og på lørdag går det løs på ny i Odense Koncerthus.

Ruth Kabel fra DR Fyn styrer slagets gang, når der skal synges lørdag i Odense Koncerthus. (Foto: Lars Møller Hansen)

- Det er svært at være sur, når man synger.

Sådan lyder mottoet hos DR Fyn, når man prøver at få fynboerne til fællessang-arrangementer, og nu lyder det igen.

På lørdag den 16. november har DR Fyn atter bestilt Odense Koncerthus til en omgang ’Syng med’. Og dermed vil et firecifret antal fynboer formentlig igen have svært ved at være sure – i hvert fald mellem 13.00 og 15.00 den dag. Sidste år mødte 1200 mennesker op.

Det er 7. år i træk, at DR Fyn synger sammen med lytterne og brugerne, og igen i år er det journalist og radiovært Ruth Kabel, der styrer slagets gang.

I 2019 har der faktisk været lidt kortere mellem fællessangen end de tidligere år. For i april havde fynboerne ligeledes mulighed for at møde op på Torvet i Svendborg, på pladsen ved Super Brugsen i Rudkøbing og i Helios Teatret i Faaborg, hvor der var fællessang midt i lørdagshandlen ugen før påske. Det har der ikke været de tidligere år.

- Jeg tror, det er fællesskabet, der opstår ved fællessangen, som folk godt kan lide. Der er noget helt særligt ved at synge sammen på samme tid, sagde Ruth Kabel ved den lejlighed til dr.dk/omdr - og nu gør hun det altså igen.

Historie som tema

I år er overskriften for den fynske fællessang ’Historietimen’. Det betyder, at sangene kommer til at handle om alt det, der var, alt det, der er, og måske også lidt om alt det, der kommer, som DR Fyn formulerer det. For der er nemlig masser af små sanghistorier i vores store, fælles historie.

Sådan har det tidligere set ud i Odense Koncerthus, når DR Fyn bød til fællessang. Foto: Lise Ravn Jedzini. (Foto: Lise Ravn Jedzini)

Ligesom ved tidligere lejligheder har Ruth Kabel følgeskab af sine to sanglegekammerater – organisten og komponisten Povl Christian Balslev, og Jesper Vognsgaard, der er kommunikationsansvarlig ved Sydfyns Elforsyning, når sangen lyder i Odense Koncerthus på lørdag.

Det koster ikke noget at være med til at arrangementet, men DR Fyn har brug for at vide, hvor mange der kommer. Derfor skal man tilmelde sig ved at sende en mail til fyn@dr.dk og skrive ’Fællessang’ i emnefeltet samt angive, hvor mange billetter man har brug for.