Fynsk møde med de muslimske piger med dagbog

DR Fyn inviterede i sidste uge fire af pigerne fra 'Muslimske pigers dagbog' på besøg i Odense sammen med seriens tilrettelægger, Jon Adelsten.

  • Asil Asadi, Maleeha Asif, Rukshar Asif, Maryam Khan og tilrettelægger Jon Adelsten ved banegården i Odense. (Foto: Lise Ravn Jedzini)
  • De fire piger brugte dagen på at møde forskellige grupper af fynboer og fortælle om deres liv og religion. (Foto: Lise Ravn Jedzini)
  • På Mulernes Legatskole mødte de to klasser - og unge som kritiserede, at de havde været med i tv-programmet. (Foto: Lise Ravn Jedzini)
  • Mulernes Legatskole ligger tæt ved Vollsmose, så en del af eleverne kommer fra dette område. (Foto: Lise Ravn Jedzini)
  • Om eftermiddagen besøgte pigerne en fritidsklub i Vollsmose. (Foto: Lise Ravn Jedzini)
  • Asil Asadi og Rukshar Asif fik også tid til at deltage i et eftermiddagsprogram, sendt fra studiet hos DR Fyn. (Foto: Lise Ravn Jedzini)
  • Om aftenen var der møde for DR Fyns lyttere, hvor de fire piger igen fortalte om deres liv - og svarede på spørgsmål fra salen. (Foto: Lise Ravn Jedzini)
  • Jon Adelsten fortæller om tv-serien. (Foto: Lise Ravn Jedzini)
  • De fire piger på scenen hos DR Fyn. (Foto: Lise Ravn Jedzini)
  • Mødet sluttede med klapsalver og mange positive reaktioner - både fra salen og fra lytterne. (Foto: Lise Ravn Jedzini)
1 / 10

Torsdag var fire af pigerne fra tv-serien "Muslimske pigers dagbog" på besøg i Odense sammen med seriens tilrettelægger, Jon Adelsten. De var inviteret af Lise Ravn Jedzini, som arbejder med at skabe live-oplevelser for DR Fyns brugere og kommer tæt på de mennesker og emner, som bliver taget op i forskellige sammenhænge.

"Jeg kontaktede Jon allerede i efteråret for at høre, om de ville komme på besøg - og det ville de heldigvis gerne. Af forskellige logistiske årsager lykkedes det først at få besøget på plads nu, men TV 2-dokumentaren 'Moskeerne bag sløret' har jo igen sat gang i debatten om muslimer i Danmark, så på den møde har besøget jo fået fornyet aktualitet," siger hun.

Der var lagt et program for besøget, så pigerne om formiddagen var på besøg hos to klasser på gymnasiet Mulernes Legatskole, hvor de viste klip fra programmerne, fortalte om deres medvirken og overvejelser i serien og debatterede nogle af de emner om integration, der er kernen i serien.

Om eftermiddag var de i en pigeklub i Vollsmose, ligesom to af pigerne medvirkede i DR Fyns direkte eftermiddagsprogram. Endelig var der om aftenen et lytter-arrangement, hvor P4-lytterne var inviteret til at komme på besøg hos DR Fyn og få et kig ind i en anden verden, end de fleste lever i.

"De fleste af de lyttere, der dukker op til vores aftenarrangementer er + 50, rundet af dansk forsamlingshuskultur og kender ikke så mange unge muslimer. Derfor synes jeg det er enormt spændende at bringe disse to "verdener" sammen - og det gik fantastisk," siger Lise Ravn Jedzini.

"Jeg havde på forhånd bekymret mig for, om der ville være negative reaktioner, men alle var søde - og efterfølgende har vi fået rigtig mange positive reaktioner fra både mødedeltagerne og lytterne."

Rørende at opleve

Også for Jon Adelsten var det interessant at være med på turen til Odense: "Det jo altid sjovt at se mennesker reagere på det, man har lavet. I den sammenhæng virker det stærkt at opleve 50 mennesker i et direkte møde – også selv om der måske er 80.000, der har set programmet i tv," siger han.

"Det var i høj grad pigernes dag, men da de mødtes med jævnaldrende gymnasieelever, og nogle af dem tog afstand fra at de havde vist så meget frem af deres liv, blev det utrolig tydeligt for mig, hvor langt de her piger er gået," siger Jon Adelsten, der tilføjer:

"Senere blev jeg helt rørt og stolt over, hvor gode og tålmodige de var til at forklare en sal fyldt med ældre mennesker, som med stor sandsynlighed ikke har muslimer i deres omgangskreds, om deres liv og religion. Man kunne mærke stemningen ændrede sig og endte med at være meget hjertelig."

Facebook
Twitter