Fyr og Flamme åbner Dansk Melodi Grand Prix 2022

Fyr og Flamme sparker gang i musikfesten, når Dansk Melodi Grand Prix afholdes med publikum på tribuerne i Jyske Bank Boxen i Herning til marts.

Fyr og Flamme indleder festen i Herning til marts. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Jesper Groth og Lauritz Emanuel, også kendt som Fyr og Flamme, er klar på at sætte gang i feststemningen både derhjemme i stuerne og i Jyske Bank Boxen i Herning, når de åbner Dansk Melodi Grand Prix 5. marts 2022.

Fyr og Flamme, der vandt det danske Melodi Grand Prix 2021 med sangen ’Øve os på hinanden’ og repræsenterede Danmark i Eurovision Song Contest tidligere i år, optræder dermed for anden gang til Dansk Melodi Grand Prix.

Denne gang er det dog ikke som deltagende artister, men for at åbne showet med et ordentligt brag. Men det er ikke det eneste, som er anderledes ved deres optræden til næste års Dansk Melodi Grand Prix. Det bliver nemlig første gang, de får lov at optræde for et vaskeægte Melodi Grand Prix-publikum, og det er noget, de har glædet sig særligt meget til:

- Vi glæder os til at kunne opleve den historiske konkurrence igen. Nu bare med publikum og hele udtrækket. Og man kunne jo håbe på at møde en Heick eller 3.

For andet år i træk står Martin Brygmann og Tina Müller klar som værter. (© DR Digital (lnor))

Her er årets værter

Fyr og Flamme kommer til at sætte scenen for en fyrig værts-duo, når den erfarne DR-vært Tina Müller og entertaineren Martin Brygmann for andet år i træk står klar som Grand Prix-værter. Tina Müller og Martin Brygmann kommer til at føre hele Danmark gennem Dansk Melodi Grand Prix, når der skal udvælges en sang til at repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest 2022 i Italien til foråret.

Denne gang bliver der skruet ekstra højt op for festen i salen, når det for første gang i tre år er muligt at invitere publikum med ind i salen i Jyske Bank Boxen til at feste med og støtte op om den helt særlige musikalske aften. Det er især noget, Dansk Melodi Grand Prix-vært Tina Müller glæder sig til.

Om det siger hun:

- Dansk Melodi Grand Prix er en kæmpe folkefest og efter to år uden publikummer, glæder jeg allermest til sammen med et fyldt Boxen at give de otte sange og artister den opbakning og fest, de fortjener. Vi skal skabe en forrygende stemning, som for alvor kan mærkes - også hjemme i stuerne. Det her er en aften, hvor vi i fælleskab giver et skud ægte fest, farver og musikglæde til hinanden.

Årets musikfelt vil bestå af otte sange. De otte sange og artister bliver offentliggjort den 10. februar 2022 forud for begivenheden. Dansk Melodi Grand Prix 2022 sendes direkte på DRTV og DR1 den 5. marts klokken 20.00.

Billetsalget til Dansk Melodi Grand Prix er startet, og du kan finder billetter her.