Gå på opdagelse i kunsten på DR2 og DRTV hele sommeren

DR2 og DRTV sender hele sommeren en række af programmer med billedkunst som omdrejningspunkt. Kom med ind i kunstens mangfoldige værksted, når Kunstnerkolonien drager til Bornholm, Frederik Næblerød rejser til Italien, og Bente Scavenius og Mathias Kryger tager pulsen på falloskunsten.

  • I ’ Ufortyndet - Frederik Næblerød laver kunst med 120 i timen’ inviteres seerne med på malerens kunstrejse, som går til Pietrasanta i Toscana. (Foto: Christian Vorting © Eddy Media)
  • Frederik Næblerød laver kunst med 120 i timen. (Foto: Christian Vorting © Eddy Media)
  • Igen i år har seks af Danmarks mest anerkendte billedkunstnere sagt ja til udfordringen om at etablere en kunstnerkoloni – nu på klippeøen Bornholm (Foto: Eddy Media © Eddy Media)
  • De seks kunstnere, der skal på koloni denne gang, er Michael Kvium, Ursula Reuter Christiansen, Julie Nord, Kaspar Kaum Bonnén, Sif Itona Westerberg og Kim Richard Adler Mejdahl. (Foto: Eddy Media © Eddy Media)
  • Bente Scavenius og Mathias Kryger tager pulsen på falloskunsten. (Foto: Birger Lund)
  • I 'Jeg, mig og min selfie' tager kunstneren Nadia Plesner en selfie, mens hun maler sit eget selvportræt. (Foto: Klaus Nedergaard)
1 / 6

Denne sommer står i billedkunstens tegn på DR2 og DRTV, der har en farverig palette af tv-programmer linet op til de kulturinteresserede, kunstelskerne og de særligt nysgerrige. Der er blandt andet fem nye programmer på vej med dybe nedstik i billedkunstens fagre verden på tværs af genrer, som gør kunsten vedkommende og sætter den ind i en bredere sammenhæng.

Om den specialiserede kultur på DR2 siger DR’s programchef for Aktualitet, Kultur og Dokumentar, Lisbeth Langwadt:

- DR2 dyrker de specialiserede kulturserier, som sætter aftryk og får kulturen ud af de vante rammer. Vi glæder os til denne sommer at tage seerne med ind i billedkunstens maskinrum, hvor de særligt interesserede kan fordybe sig i udvalgte dele af kulturen. I en række DR2-programmer lader vi os rive med af begejstringen over kunsten, møder nogle af kunstens største personligheder lige nu og zoomer ind på detaljer, som sætter vores kultur, historie og samtid i et nyt lys.

Kunstnerkolonien – turen går til Bornholm

Igen i år har seks af Danmarks mest anerkendte billedkunstnere sagt ja til udfordringen om at etablere en kunstnerkoloni – nu på klippeøen Bornholm. De seks kunstnere, der skal på koloni denne gang, er Michael Kvium, Ursula Reuter Christiansen, Julie Nord, Kaspar Kaum Bonnén, Sif Itona Westerberg og Kim Richard Adler Mejdahl. I mødet med kunstnerne får vi adgang helt ind i det kunstneriske maskinrum, og præsenteres samtidig for store personligheder og unikke teknikker og stilarter.

Ligesom Skagen har det ikoniske Bornholm dannet rammen for en af de vigtigste og mest kendte danske kunstnerkolonier fra slutningen af 1800-tallet. Nu skal de seks billedkunstnere i to uger bo sammen og skabe kunst i samme omgivelser som bornholmermalerne i sin tid gjorde. Men hvad vil de få ud af at være sammen med andre kunstnere, der arbejder helt anderledes end dem selv og vil det lykkes dem at skabe nye værker inspireret af Bornholm og til sidst lave en fælles udstilling? Der er sæsonpremiere søndag den 18. juli på DR2 og DRTV.

Kom med Frederik Næblerød på kunstrejse

Sidste år fulgte vi Frederik Næblerød i Kunstnerkolonien i det nordlige Skagen, og nu følger vi ham videre til det sydlige Italien. I ’ Ufortyndet - Frederik Næblerød laver kunst med 120 i timen’ inviteres vi med på den talentfulde og superproduktive malers kunstrejse, som går til kunstmekkaet Pietrasanta i Toscana.

Vi er både med i atelieret, når han hælder maling på gigantiske lærreder og skaber sine fantasifostre, og når vennernes rejse udvikler sig i uforudsigelige retninger og med konflikter undervejs. Men det største drama er Frederiks evige konflikter med sig selv.

I serien får vi et enestående og ufiltreret indblik i både mekanismerne i den danske kunstverden, Frederiks kunstneriske åre og hans rejse fra den graffitimalende gadedreng mod den etablerede kunstner. Programserien er i fire afsnit og har premiere søndag den 20. juni på DR2 og DRTV.

Kom tæt på Kunstakademiets krøllede hjerner

Til efteråret tilføjer DR2 endnu et kunstprogram til paletten med en ny serie om Kunstakademiet. Her er fløjene trukket skarpt op med en identitetspolitisk gruppe af aktivistiske, unge kunststuderende, der har skabt en såkaldt 'frygtkultur og et rigtighedspoliti', hvor elever og lærere føler sig udskammet, mobbet og opfordret til at stikke hinanden.

For nyligt blev institutlederen Katrine Dirckinck-Holmfeld bortvist, efter at have taget ansvaret for at skubbe busten af akademiets grundlægger Frederik V i Københavns havn. I serien følger vi dokumentarist Anna Martensen i hendes arbejde med at lave et portræt af konflikten på akademiet.

Gå på kunstmuseum på DRTV

DRTV byder også lige nu på helt nye kunstserier, som ’Jeg, mig og min selfie’ og ’Falloskunst’.

Billedkunstner Nadia Plesner sætter sig selv på spil i programmet ’Jeg, mig og min selfie – kunsten at portrættere’. Her dykker hun ned i kunsthistorien for at finde svar på, hvorfor vi mennesker er så optagede af at afbillede os selv og dele det med andre.

I dag uploader vi 350 millioner fotos på Facebook, deler 96 millioner fotos på Instagram, og 5 milliarder snaps på snapchat hver eneste dag – og mange af dem er selfies. Følg Nadia Plesners undersøgelse af selfien i det nye DR2-program, der ligger på DRTV nu.

Du kan også allerede nu følge kunstkritikerne Mathias Kryger og Bente Scavenius i ’Falloskunst: Potens, provokerende og populær’ på DRTV. Her tager de pulsen på falloskunst fra hulemenneskene, over antikken og frem til i dag, hvor køn er et af tidens vigtigste emner. Som symbol på frugtbarhed, magt og maskulin styrke har det mandlige kønsorgan været et populært motiv i kunsten både nu og gennem historien. Den har skabt debat, censur, forargelse og ikke mindst glæde og grin.

På DR’s streamingtjeneste DRTV kan man også gå på opdagelse i et væld af andre stærke specialiserede kulturserier om billedkunst, som ‘Mit livs kunst - med Martin Bigum’, ‘Anna Ancher - Kunsten at fange en solstråle’, ’Kunstnerkolonien i Skagen’, ’Makværk eller mesterværk’, ’Familien Asbæk’ og mange flere.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk