GANDHI indtager formiddagen på P3

På mandag den 17. marts vender David Neerup Mandel tilbage i formiddagsfladen med 'GANDHI' på P3 sammen med komikeren Christian Fuhlendorff.

Christian Fuhlendorff og David Neerup Mandel er værter på GANDHI på P3, som får debut på mandag den 17. marts klokken 9.05. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

P3’s lyttere får nu mulighed for at bevise, at de vitterligt er verdens bedste, når P3’s nye formiddagsprogram ’GANDHI’ ser dagens lys på mandag.

Her vil David Neerup Mandel og Christian Fuhlendorff alle hverdage mellem klokken 9.05 og 12.00 undersøge, hvordan de kan gøre verden til et bedre sted, når de dykker ned i alt fra ilandsproblemer om girafslagtninger til ulandenes mangel på mad og vand.

”Vi foregiver selvfølgelig ikke, at vi kan redde alle og løse samtlige problemer, men intet er for stort eller for småt til, at vi vil give det et skud. De gode gerningers tid er kommet, og med et skridt af gangen tror vi på, at vi kan fylde mere overskud og positivitet ind i vores alles hverdag – alt sammen i en munter tone og i tæt samarbejde med vores elskede lyttere,” forklarer P3-redaktør Kim Lykke Vester.

Hjælp til en falleret tv-vært

David Neerup Mandel er – sin unge alder til trods – efterhånden en rutineret herre på P3, hvor han for snart otte år siden begyndte som praktikant på ’De Sorte Spejdere’. Han er nok bedst kendt som den mandlige halvdel af ’Sara og David på P3’, men fra på mandag bliver han en del af et nyt makkerpar.

”Jeg har altid gerne ville gøre verden til et bedre sted, men det er ærligt talt ikke lykkedes specielt godt so far. Det har mere været noget med at se noget fjernsyn og drikke nogle pilsnere. Derfor var det oplagt at lave et program, som gør et ivrigt forsøg. Jeg tænkte, at jeg ville starte med at hjælpe en falleret tv-vært og så tage den derfra. Vi får brug for en hel del hjælp, så vi satser på, at lytterne vil være med,” siger David Neerup Mandel.

Komiker Christian Fuhlendorff er navnet på den fallerede tv-vært, som i 2012 var vært for ’Husk lige tandbørsten’. Det er syv år siden, man sidst kunne høre ham på P3. Dengang var han en fast del holdet bag ’Tjenesten på P3’, og den 31-årige komiker er glad for at have fået muligheden for at komme tilbage.

”Jeg ville gerne lave fjernsyn på DR, men det her er ganske enkelt det tætteste, jeg kan komme efter ’Husk lige tandbørsten’,” griner Christian Fuhlendorff og fortsætter:

”Jeg kan godt lide, at der er så kort fra tanke til handling, når man laver radio. En idé bliver ofte ikke bedre af at skulle igennem en masse mennesker, som føler, de skal have en mening for at være deres løn bekendt. På den måde ligner radio meget stand-up. Jeg glæder mig til at gøre verden til et bedre sted for om ikke andre så P3’s lyttere, og med David som makker er vi et godt stykke af vejen,” siger Christian Fuhlendorff.

Facebook
Twitter