Genforeningsfesten skudt i gang på DR: ’Jeg føler historiens vingesus’

Vi var med i kulissen, da DR Syd og DR1 mandag sendte i alt ni timers genforenings-radio og -tv fra Sønderjylland.

  • Jeg føler historiens vingesus, og det giver en ekstra dimension til vores dækning, siger radiovært Anette Johnsen om at sende fra Folkehjem. Foto: Lars Møller Hansen.
  • Anette Johnsen interviewer historiker Carsten Porskrog Rasmussen i DR Syds studie i ’Februarstuen’ på Folkehjem. Foto: Lars Møller Hansen.
  • Journalist Siv Steffensen og fotograf Hanne Høier sender direkte til TV-Avisen fra Afstemningsfest på Frosch Hotel i Toftlund. Foto: Lars Møller Hansen.
  • Produktionsleder Karen Schjelde Aagaard i OB-vognen efter Genforeningsfesten på DR mandag aften. Foto: Lars Møller Hansen.
  • Undervejs i udsendelsen på DR1 blev der naturligvis også talt om det sønderjyske kaffebord. Foto: Lars Møller Hansen.
  • Gymnasieeleven Johanne Juul Olsen fortalte i udsendelsen på DR1, hvordan det er at være en del af det danske mindretal i Sydslesvig. Foto: Lars Møller Hansen.
1 / 6

Klokken har passeret 15.00 mandag eftermiddag, og radiovært Anette Johnsen byder lytterne velkommen til eftermiddagsfladen på P4 Syd:

- Det er i dag 100 år siden, Sønderjylland blev stemt hjem til Danmark. Du kan komme med til tre timers valgradio, indleder Anette Johnsen udsendelsen.

Det sker ikke som vanligt fra studiet hos DR Syd i Aabenraa, men 500 meter derfra i det historiske forsamlingshus Folkehjem.

Anette Johnsen og kolleger har sat bord, gæstestole og teknik op i ’Februarstuen’, hvor et stort kort viser afstemningsresultatet i Sønderjylland ved afstemningerne i zone et og zone to den 10. februar og 14. marts 1920. Og netop mandag markerer DR Syd, at 75 procent at sønderjyderne stemte på at blive en del af Danmark igen.

- Om lidt skal vi besøge et af de ’allerdanskeste’ steder i det sønderjyske, fortæller Anette Johnsen lytterne, inden hun sætter et stykke musik på.

Hun er i gang med dagens anden sending fra Folkehjem. Sammen med Anders Bonde sendte hun morgenfladen fra klokken 6 til 10, hvor det handlede om at beskrive, hvor stor en festdag 10. februar var.

Her medvirkede blandt andre et oldebarn til en fisker, der tilbage i 1920 måtte hente stemmesedler fra fastlandet til Rømø, så folk kunne stemme her. Der var en kvinde med, som har et billede af familien, der hejste Dannebrog på denne dag for 100 år siden. Et barnebarn på 85 år til den sønderjyske politiker H. P. Hanssen fortalte stolt om sin bedstefars arbejde i forbindelse med Genforeningen. Alt sammen fortællinger, der skal gøre den historiske dag nærværende for lytterne og give et perspektiv på, hvorfor dagen og Genforeningen betyder så meget på de her kanter.

- I Rejsby stemte 98,5 procent på Danmark – det højeste i Sønderjylland. Det bliver fejret i dag, hvor reporter Simon Brix er, siger Anette Johnsen og sender ordet videre til sin kollega.

Både vindere og tabere

Her i eftermiddagsfladen ser P4 Syd på vinderne og taberne – det tyske mindretal – af folkeafstemningen i 1920, og hvorfor grænsen kom til at gå, hvor den går. Der er en reporter med fra en gård, hvor landmandens stuehus ligger i Danmark og markerne i Tyskland. I studiet i ’Februarstuen’ har Anette Johnsen besøg af historiker Carsten Porskrog Rasmussen, der forklarer, hvorfor afstemningen endte, som den gjorde.

- Men hvorfor stemte Sønderborg tysk? Det er min kollega Malene Ruwald i Sønderborg for at finde ud af, lyder det fra Anette Johnsen, inden hun igen stiller om til en udsendt reporter.

Flere af gæsterne i DR1-udsendelsen nød et stykke kage fra det sønderjyske kaffebord, da udsendelsen var færdig. Foto: Lars Møller Hansen.

En vigtig del af formidlingen om afstemningsdagen er at komme rundt i Sønderjylland, og lidt senere kan Anette Johnsen sende ordet til Tønder, hvor tre ud af fire stemte tysk:

- Der er stadig spor af det tyske i byen, og det er der, du befinder dig, Simon Brix.

Imellem de mange gennemstillinger og musiknumre fortæller Anette Johnsen til dr.dk/omdr, hvordan det er at lave i alt syv timers radio fra det interimistiske studie i Folkehjem om en begivenhed, der fandt sted for 100 år siden:

- For lytterne er det måske lige meget, at vi sender herfra, men så alligevel ikke. Vi italesætter det og minder lytterne om det. Jeg føler historiens vingesus, og det giver en ekstra dimension til vores dækning. Og så er det ellers bare vigtigt, at vi har de mange personhistorier med både i morgen- og eftermiddagsfladen. Mennesker, der på en eller anden måde har en aktie i begivenheden. Det gør det meget mere nærværende.

Skal også i de landsdækkende udsendelser

Men 100-året for Genforeningen skal ikke kun være en begivenhed for Sønderjylland. Også i de landsdækkende udsendelser gør DR meget ud af den 10. februar. Journalist Siv Steffensen og fotograf Hanne Høier har dagen igennem været på Frosch Hotel i Toftlund, hvor der til aften skal være en stor fejring af dagen.

De var direkte igennem i Radioavisen klokken 12.00, og så har de fulgt forberedelserne til aftenens arrangement, og det er der kommet et indslag til TV-Avisen 18.30 ud af. Om lidt skal de live igennem i TV-Avisen og senere venter fem gennemstillinger i Genforeningsfest-udsendelsen på DR1 fra klokken 19.00-21.00, der også har sit studie på Folkehjem i Aabenraa.

- Set i DR-hus-sammenhæng er det vildt sjovt at være ambassadør for vores landsdel. Vi fungerer som en lille fagredaktion for vores landsdel, og det er megafedt. Hele Genforeningen kan sætte ord på en diversitet, som vi møder hver dag – med et tysk mindretal, men som resten af landet ikke mærker. Og så er det også bare rigtig spændende at formidle historien, for det er en del af Danmark, som ikke var dansk indtil for 100 år siden. Det betyder så meget for folk her, siger Siv Steffensen, inden hun går live i TV-Avisen.

Tilbage på Folkehjem i Aabenraa styrer Tine Gøtzsche seerne igennem aftenen. Ud over gæster i studiet møder seerne DR’s reportere i Møgeltønder, Christiansfeld, Toftlund, Sønder Hygum og Aarhus.

Se Genforeningsfest fra DR1 mandag her

Som at lave bog til film

Både journalister, redaktør og teknisk hold er en god blanding af medarbejdere fra DR Syd, DR Aarhus og DR Byen. Karen Schjelde Aagaard fra DR Aarhus er produktionsleder på udsendelsen:

- Det har været et helt vildt spændende projekt, fordi det er en interessant historie. Og det har været udfordrende, fordi det er koblet op på en begivenhed, som vi skulle gøre til TV. Det er ikke nemt at lave TV ud af noget, der betyder noget for folk. Det er ligesom at lave en bog til film. Folk har en forestilling om, hvordan det skal være. Vi skal lave noget seværdigt ud af det, og det ligger ikke altid helt i tråd med, hvordan folk forestiller sig, det skal være, fortæller Karen Schjelde Aagaard.

Men da klokken har rundet 21, og udsendelsen er sluttet af med det store sønderjyske kaffebord, og nedpakningen af udstyr er godt i gang, glæder Karen Schjelde Aagaard sig over aftenen.

- Jeg synes, det er gået over al forventning. Udsendelsen var seværdig, og vi fik forklaret, hvad det er, vi fejrer. Vi har givet en åbning ind til 100-året – til en fest, en fejring. Og så har det været en fornøjelse at være det her sted. Det har været gode rammer at lave det i, fortæller produktionslederen.

Et godt startskud

Jens Conrad-Petersen, der er redaktionschef på DR Syd, mener, at mandagens udsendelser var et rigtig godt startskud på de næste måneders markering af Genforeningen i DR.

- For mig har det været altafgørende at se dækningen af Genforeningsjubilæet i en helhed. Selvfølgelig fylder Genforeningen mere i Sønderjylland - og dermed på P4 Syd – end i resten af landet. Men det er vigtigt, at vi dækker begivenhederne på tværs af DR’s mange platforme, og derfor har jeg fra starten arbejdet på at samarbejde og udkomme så bredt så muligt. Vi skal nå alle danskere. Både dem, der gerne vil fordybe sig i historien, men i mindst ligeså høj grad de mange som i år for første gang hører om Genforeningen og dens betydning for Danmark. På DR Syd ser vi os selv som DR’s fagredaktion for Syd- og Sønderjylland, og det tror jeg, Genforeningsjubilæet vil slå fast, at vi er, siger Jens Conrad-Petersen.