Gintberg: Man kommer langt med ærlig nysgerrighed

I næste uge begynder De Paralympiske Lege i Rio. I den anledning viser DR1 på søndag en særlig udgave af ‘Gintberg På Kanten’, hvor den bramfrie komiker går tæt på de danske para-atleter.

På søndag klokken 20.00 kan man på DR1 se ’Gintberg På Kanten’, hvor Jan Gintberg giver et indblik i de danske para-atleters hverdag. (Foto: Sebastian Kier Sørensen)

Jan Gintberg har aldrig været bange for at træde folk over tæerne, når han gang på gang afklæder miljøer og personer på åben skærm i det nærgående program ‘Gintberg På Kanten’. I denne uge møder han nogle af de atleter, der drømmer om at komme med til handicap-OL, også kaldet PL. I den anledning har vi stillet Jan Gintberg syv essentielle spørgsmål om udsendelsen på søndag på DR1.

Hvordan passer Rio ind under begrebet ’udkantsdanmark’?

Overhovedet ikke spor! Men hvis man har fulgt serien, ‘På Kanten’, vil man se, at vi har bevæget os ind i emner som Det Offentlige, Magten og Forstadsdanskeren i de sidste udsendelser. Programmet har bevæget sig hen til at være et humoristisk portræt af et emne, et sted eller en event. På søndag vil man kunne se para-atleterne i deres optakt og træning, inden de heldige og dygtigste kommer med til PL.

Hvordan kom I på at lave Gintberg på Kanten om atleterne ved De Paralympiske Lege?

Det var faktisk DR, der selv spurgte, om vi ville lave noget om De Paralympiske Lege.

Har du en naturlig interesse for De Paralympiske Lege?

Egentlig ikke, men jeg er meget fascineret af de personer, der sætter sig et stort mål på trods af deres handicap. Det er virkelig motiverede folk, de her!

Hvad er din yndlingssport ved De Paralympiske Lege?

Kørestolsrugby er virkelig en vild sport. Nu kvalificerede Danmark sig desværre ikke, også selvom vi fulgte det fantastiske danske hold til Paris hvor de lige præcis ikke klarede cuttet. Og så er jeg blevet ret fascineret af håndcykling!

På nogle af de hidtil offentliggjorte billeder fra programmet ses du i selskab med en række handicappede atleter, hvor du blandt andet sidder i deres kørestole og i et tilfælde peger på en løbers protese med et spørgende ansigtsudtryk. Hvordan skaber du en tryghedsramme, hvor man kan få lov at snakke om noget så alvorligt som handikap på en sjov måde?

Det gør man ved at lytte til, hvad atleterne selv har en naturlig afslappet samtale omkring og et ironisk forhold til. Helt overordnet vil jeg, på seernes vegne, gerne vide noget om, hvilke lavpraktiske ting og tanker de går og roder med i forbindelse med deres træning og selvfølgelig i deres liv i øvrigt. Jeg holder mig virkelig meget til det faglige, fordi jeg selv er meget nysgerrig på at få at vide, hvordan deres træning skiller sig ud i forhold til ‘rask’ idræt. Med ærlig nysgerrighed kommer man langt.

Hvad har været det sjoveste ved at lave denne udsendelse?

Den befriende rå tone, der er blandt atleterne!

Hvorfor skal man se med på søndag?

Man skal se programmet, fordi de her mennesker knokler vildt hårdt for at opnå sportslige resultater i en verden, hvor opmærksomheden tit kommer med en tilgang af ”Åh, hvor er det synd for dem”. Og så skal man se med for at få bekræftet, at folk med handicap har præcis ligeså fjollet humoristisk sans som alle andre … og gudskelov for det!

Du kan se ‘Gintberg På Kanten - Paralympiske Lege’ på DR1 søndag klokken 20.00.

Facebook
Twitter