’Giro 413’ er klar til at få ansøgninger om penge

Frem til den 1. februar 2018 har DR åbent for ansøgninger om pengene, der kommer ind til klassikeren ’Giro 413’ på P5.

Den nu tidligere 'Giro 413'-vært Margaret Lindhardt overrakte i april i år 10.000 kroner til Jytte Holst fra Beboerrådgivningen i Avedøre Stationsby Syd til et besøg for børn i Tivoli. Nu kan man søge om penge igen. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Mange har sikkert hørt vendingen ”at der blev samlet ind til ’Giro 413’” - eller måske selv været med til at gøre det.

Pengene, der kommer ind til ønskeprogrammet på P5, som har eksisteret siden 1946, bliver givet videre til ”projekter, aktiviteter og events for udsatte og socialt dårligt stillede børn og unge under 18 år i Danmark”. Og frem til den 1. februar 2018 har DRs ’Giro 413’-udvalg nu åbent for ansøgninger om de indkomne kroner, som har været fulgt af en hilsen og et musikønske i radioen.

Man kan ikke søge som privatperson, men der er frit slag for foreninger og projekter, som har den gode idé til at gøre livet lidt gladere for udsatte og socialt dårligt stillede danske børn.

VÆRT PETER STEN, 'GIRO 413

Siden programmets start i januar for snart 72 år siden, har lytterne i alt samlet 28,2 millioner kroner ind til ’Giro 413’ og den gode sag. De er alle gået videre fra DR til projekter og foreninger, som hjælper børn og unge, der er socialt dårligt stillede eller i vanskeligheder.

”Man kan ikke søge som privatperson, men der er frit slag for foreninger og projekter, som har den gode idé til at gøre livet lidt gladere for udsatte og socialt dårligt stillede danske børn. Det kan være børn og unge, der vokser op i hjem, hvor der ikke er råd til at tage på ferie eller udflugter, eller hvor der ikke er råd til, at familiens yngste kan deltage i fritidsaktiviteter og tage del i det sociale liv, som det giver,” forklarer Peter Sten. Han overtog værtsjobbet på ’Giro 413’ i sommer, efter at Margaret Lindhardt havde budt velkommen til ’Giro 413’ i sammenlagt næsten 20 år.

En glad dag

Ét af de initiativer, der fik penge i år, var for eksempel Red Barnet i Kolding, som modtog 15.000 kroner til en familieudflugt og sociale aktiviteter for udsatte børn på 5-12 år samt deres familier.

”Projektet handlede om at give nogle børn og unge, der ellers har det svært, en glad dag, som de husker. Det kan også være en tur i Tivoli, eller at de får mulighed for at fejre deres fødselsdag for klassen, selv om familien måske ikke har økonomi til det ellers. Det er den slags fine projekter, vi gerne ville støtte, og jeg håber, at rigtig mange vil være opmærksomme på, at der er åbent for ansøgninger de næste to måneder,” siger Peter Sten.

Blandt de øvrige modtagere i 2017 var for eksempel Lolland-Falster Børnesommerlejr, der fik penge til en sommerlejr for udsatte børn, der ellers ikke kan komme på ferie, mens Børn og Unges Mærkesager i Viby J for eksempel fik penge til konfirmations-/nonfirmationsmenuer til udsatte børn. Goldschmidts Musikakademi på Nørrebro i København var en anden af modtagerne, og her fik man 15.000 kroner til en musiklejrskole for børn med vidt forskellige baggrunde.

Det er en repræsentant fra Børne- og Socialministeriet, der sammen med ’Giro 413’-vært Peter Sten og DRs radiochef Gustav Lützhøft er med til at fordele de indkomne kroner fra 2017, og man kan komme i betragtning ved at udfylde et elektronisk ansøgningsskema, som man finder via www.dr.dk/giro413. Her kan man også læse de helt præcise regler om, hvad der gives støtte til, og hvad det ikke er muligt at få penge til.

Ansøgere kan forvente at få svar, om de får del i ’Giro 413’-kronerne før påske.

Så længe skal man ikke vente på at høre ’Giro 413’ igen. Udsendelsen bliver sendt hver søndag klokken 12.15-14.00 på P5.

Læs mere om de præcise ansøgningsregler her

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve