Grand Prix-debutant: ’Jeg har koreograferet hele livet. Bare spørg min mormor’

Toniah Pedersen er kvinden bag alle artisternes sceneshow i weekendens danske Melodi Grand Prix.

  • Toniah Pedersen – eller bare Toniah - er koreograf på årets ’Dansk Melodi Grand Prix’. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Koreografen har tidligere arbejdet med X Factor-deltagerne og på P3 Guld. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Det er første gang, Toniah skal stå for koreografien på Melodi Grand Prix. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 3

Det er ikke kun musikken, der er blevet gennemarbejdet, når Dansk Melodi Grand Prix rammer skærmen lørdag aften. Tværtimod. For hvis en artist kigger i kameraet eller danser ud mod publikum, er det nemlig langt fra en tilfældighed. Der ligger mange timers minutiøst arbejde bag.

Det kan godt blive nogle lange timer foran fjernsynet, hvis alle Grand Prix-artisterne står og kigger ned i gulvet, mens de synger. Derfor er Toniah Pedersens arbejde vigtigere, end man måske lige går og tror.

Toniah Pedersen – eller bare Toniah - er koreograf på årets ’Dansk Melodi Grand Prix’. Hun har sammen med sine assistenter sørget for, at alle 10 sange i showet har deres egen sceneoptræden – deres unikke ”staging performance”, som hun kalder det.

30 timer for én artist

Koreograf begynder arbejdet med de enkelte artister tre måneder før showet, før sangene offentliggøres. Her lytter hun numrene igennem, og sammen med sine assistenter strikker hun et sceneshow sammen til hver enkelt artist. Og det tager lang tid.

- Nogle sceneoptrædener kan tage 30 arbejdstimer at lave. Og så bruger jeg nok to-tre timer på at undervise artisterne i dem, siger Toniah, der også har de mere lavpraktiske ting i baghovedet undervejs.

- Jeg skal også give råd til, hvor de skal kigge hen for eksempel. ’Når du synger dén linje, kan du overveje at kigge i dét kamera,’ eller ’Den linje dér er meget kærlig, så overvej at gøre sådan og sådan, når du synger den, siger koreografen.

Derudover skal hun sørge for at hyre de mest passende dansere ind til hvert enkelt nummer. Det hører til, når man skal sikre sig, at artisterne ”udkommer bedst muligt”, som hun selv formulerer det.

Koreograferede mormor

Det er første gang, Toniah Pedersen arbejder med Melodi Grand Prix, men hun har masser af erfaring at trække på. Hun har gjort det, hun gør bedst, siden hun var barn.

- Jeg er autodidakt. Jeg har koreograferet hele livet. Bare spørg min mormor, siger hun grinende.

Produktionerne var dog formentlig mindre dengang, end de har været de seneste år. Toniah Pedersen har blandt andet arbejdet på ’X Factor’, ’Voice Junior’, P3 Guld og Danish Music Awards. Senest har hun hjulpet til ved Lukas Grahams koncerter i København i slutningen af januar.

Nu gælder det så Dansk Melodi Grand Prix. Du kan se hele showet på DR1 og DRTV lørdag fra klokken 20.00.

Allerede nu kan du høre sangene og finde din egen favorit. Det gør du lige her.