GUIDE: DR’s kor og orkestre har samlet musikoplevelser til coronatiden

Trænger du til musikoplevelser med DR’s kor og orkestre i en tid, hvor alt holder lukket, er der nu hjælp at hente på DR Koncerthusets nye ’Mens vi venter’-site. I artiklen er der også andre tips til, hvor du finder DR-koncerter.

Caroline Henderson og DR Symfoniorkestret er her i gang med koncerten ’Agents Are Forever’, som lige nu kan ses på DRTV og i uddrag på DR Koncerthusets nye ’Mens vi venter’-site. (Foto: Kim Matthai Leland)

Selv om alle koncerterne med DR’s kor og orkestre er aflyst for øjeblikket på grund af corona-situationen, behøver man ikke undvære tonerne og sangen. DR Koncerthuset har netop oprettet et ’Mens vi venter’-site på sin hjemmeside.

Her har man lagt en lang række optagelser ud med blandt andre DR Symfoniorkestret, DR Big Band, DR Pigekoret, DR Vokalensemblet og DR Korskolen. På den måde kan alle gå til koncert hjemme i stuen, indtil de atter kan sætte sig i DR Koncerthusets sæder eller møde DR’s kor og orkestre et andet sted i landet.

På sitet har DR samlet nogle af den seneste tids mest markante koncerter og optagelser med hvert af ensemblerne. I nogle tilfælde er det TV-optagelser, mens det andre gange er optagelserne fra radioens P2.

Fordyb dig i koncertprogrammet også

I forbindelse med en stribe af koncerterne har DR også lagt koncertprogrammet med på hjemmesiden, så brugerne kan sætte sig ind i musikken og solisterne – nøjagtig på samme måde, som hvis de havde været til selve koncerterne.

Musikpakken på DR Koncerthusets hjemmeside indeholder blandt andet koncertoptagelser fra formaterne ’DR2 Klassisk’, ’DR2 Jazz’ og ’DR2 Soundtrack’ – det vil sige koncerter, der har været vist på DR2 og DRTV.

Man kan også finde en række P2-koncerter – ikke mindst en stribe torsdagskoncerter. Faktisk er det helt usædvanligt, at DR ikke kan afvikle Torsdagskoncerten for øjeblikket, for de har været holdt helt siden september 1933.

- Vi, der arbejder i DR Koncerthuset, er vant til, at huset hver eneste dag er fuld af musik, forberedelser og store forventninger – og ikke mindst publikum i alle aldre. Mens vi venter på, at den virkelighed vender tilbage, er det vigtigt for os at holde kontakten til publikum ved at give dem nogle af de musikoplevelser, som kan løfte os ud af den hverdag, som for mange er udfordrende i øjeblikket, siger chefen for DR Koncerthuset, Den Levende Musik og P2/P8 Jazz, Kim Bohr.

Han fortsætter:

- Selvom en oplevelse hjemme i stuen ikke er det samme som at opleve musikken live sammen med andre, kan man alligevel tydeligt mærke den intense koncertstemning i mange af vores radio- og tv-produktioner. Og med den journalistiske formidling og den høje kvalitet på både lyd- og billedsiden, som DR leverer, kan man måske ligefrem få øjne og ører op for nye detaljer i musik, man troede, at man kendte, når man oplever den gennem vores optagelser, siger han.

Blandt de mange tilbud på sitet er for eksempel DR Big Bands ’At The Sands’-koncert med den amerikanske crooner Curtis Stigers og chefdirigent Fabio Luisi, der dirigerer DR Symfoniorkestret i Beethovens 5. Symfoni. Man kan også se ’Lyse Nætter’ med DR Pigekoret og kormusik fra en meditationskoncert med DR Vokalensemblet, ligesom DR’s yngste ’medarbejdere’ i DR Korskolen også kan ses i ’Jeg ved en lærkerede’.

Nogle af koncertprogrammerne fra koncerterne med DR Symfoniorkestret er også lagt ud på DR Koncerthusets ’Mens vi venter’-site, så du kan sidde hjemme i stuen og fordybe dig i dem. (Foto: Kim Matthai Leland)

Også ude med nyt album

Samtidig med at ’Mens vi venter’-sitet er blevet lanceret her, er DR Symfoniorkestret også albumaktuelle i disse dage.

Fredag den 20. marts udgav pladeselskabet Dacapo et album med førsteindspilningen af tre instrumentalkoncerter af komponisten Bent Sørensen. Albummet indeholder blandt andet en liveoptagelse af klarinetkoncerten ’Serenidad’ med DR Symfoniorkestret og dirigent Thomas Søndergård, optaget/indspillet da klarinettisten Martin Fröst modtog Léonie Sonnings Musikpris tilbage i 2014.