Haagerup: ”Der var flere hestevitser, end man egentlig skulle tro”

Efter 10 år i DR stopper Ulrik Haagerup. Dette er anden del af interviewet med den afgående nyhedsdirektør.

Ulrik Haagerup - sammen med DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn og et par smartphones. Da Haagerup tiltrådte i 2007, var smartphonen først lige på trapperne i USA, så det er en markant ting, der sket i måden, befolkningen får nyheder på i hans tid. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen. © Type 1)

Til august er det slut med DR for Ulrik Haagerup, der i 2007 landede i DR Byen som chef for den daværende nyhedsdivision. I 2010 blev divisionscheftitlen byttet ud med en direktørtitel, men fra 1. september skal han stå i spidsen for et nyoprettet institut for konstruktiv journalistik ved Aarhus Universitet.

I en tid med fake og alternative news, er public service-nyheder så vigtigere end nogensinde?

”Fake news er jo ikke et problem i sig selv, news er et problem. Den der produktgørelse af journalistikken, hvor der er en tendens til, at vi bare gør mere og mere af det, som viser sig ikke at virke. Der er alt for mange, der tror, at vores opgave er at slå Twitter på hastighed, men det kan vi ikke og det er heller ikke det, der er meningen med journalistik. Målet er at give folk den bedst opnåelige version af sandheden med henblik på, at folk selv kan tage stilling. Men for at kunne gøre det, bliver du nødt til at være kritisk, lade være med at stole på alt, der bliver sagt. Undersøge om det, der bliver sagt også er det, der rent faktisk bliver gjort.

Problemet for mange nyhedsmedier er, at de fremstiller tingene på en måde så folk bliver mere og mere usikre i deres tilværelser. Vi har generationer nu, der er så utrygge og usikre på sig selv, selv om det er en generation, der aldrig har haft så mange muligheder. De lever i en verden, der aldrig har været mere sikker - aldrig så få trafikdrab, aldrig så få mord, aldrig så lidt risiko for at blive dræbt i et terrorangreb, aldrig så lidt risiko for civile dødsfald i krige. Selvfølgelig er der problemer, men generelt set går det faktisk godt. Men det er jo skrækkelig, når vi er gået ind i vores fag for at være til gavn for mennesker og samfundet, hvis det vi i virkeligheden gør, fordi vi er blevet en del af den nyhedskultur, er, at vi kommer til ikke at fortælle løgne. Så billedet bliver forkert og fremmer folks følelse af, at de lever i en verden, hvor det ikke kan nytte noget at engagere sig, når de dag efter dag kan se på de sociale medier og 24 timers-nyhedskanalerne, at det hele er ad helvede til.

”Og ja, derfor er public service-nyheder vigtigere end nogensinde, og det vil jeg også mene efter den 1. september. Jo mere man kommer rundt i verden og ser, hvad der er på spil i de her år, hvor mulighederne for at lave ordentlig journalistik, der gør folk klogere ikke for at påvirke dem til noget bestemt, ikke for at tjene penge på dem, men for at gøre dem klogere, des mere bliver man klar over, hvor vigtigt, det er. At markedet kan løse den demokratiske opgave med at give folk uafhængig, veldokumenteret, velresearchet og velproportioneret nyhedsformidling til hele befolkningen, ser jeg ingen eksempler på i verden. Tværtimod ser jeg eksempler på, at der, hvor man forsøger at lade markedet styre, bliver det mere og mere målgruppefokuseret, mere fokuseret på at få klik og den kamp om opmærksomhed, hvor alle bare råber højere og højere. Det gør ikke nødvendigvis befolkningerne klogere.

Journalistikken bliver presset fra mange sider i disse år. Public service og ideen om, at alle bidrager til det fælles gode med en uafhængig nyhedsformidling, det bliver sgu’ vigtigt i fremtiden. Jeg håber og tror, at det vil gå som i Storbritannien og Norge, hvor man også har haft tilsvarende ophidsede debatter om licensen. Fornuften vandt til sidst, og man indså, at NRK ikke er til skade for det norske demokrati eller de kommercielle medier, men et gode for den norske befolkning. I Norge er der nu næsten total opbakning til public service og licensfinansiering, selv fra partier til højre for midten. Det betyder ikke, at der ikke kan laves om, det betyder ikke, at der ikke kan skæres til, eller at man kan omprioritere. Men med den del, der handler om nyhedsformidling skal man passe på, at man ikke kommer til at hælde barnet ud med badevandet.”

En meget lang nat

Når du kigger tilbage på 10 år, hvad er så de værste oplevelser?

”Det værste er, hvis man skal afskedige folk, der ikke er idioter og som har passet deres arbejde - og i øvrigt har gjort det godt. Det er livsomvæltende for dem, når man hælder dem ud af butikken. Det vænner jeg mig aldrig til. Dér kan man kun have en ambition om at gøre det på den mindst ringe måde.

Jeg synes også, at det var grænseløst pinligt, den nat, det gik op for os, at landets daværende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, havde været ude at påtage sig et valgnederlag ved kommunalvalget i 2013 på baggrund af en exit prognose, som DR Nyheder havde offentliggjort, og som viste sig - skal vi sige - godt kunne have været en lille smule bedre. Det var en meget lang nat.”

Der har også været sager om en hestetransport, flyrejser og bonuspoint?

”Selvfølgelig skulle man ikke have lavet en aftale om at flytte en hest. Ikke på grund af det økonomiske, men på grund af symbolværdien. Vi talte da om det, da vi fandt ud af det. Man skulle have gjort det på en anden måde. Da alle hestevitser var fortalt, og der var flere vitser, end man egentlig skulle tro, synes jeg, at det, der står tilbage, er, at Rigsrevisionen, efter at have været igennem adskillige bilag og dokumenter konkluderede, at alt var i den skønneste orden. Der var sådan set kun det med hesten, hvor vi allerede havde erkendt, at det ville vi ikke gøre igen. Udover det var der ikke noget at komme efter, men Ekstra Bladet lavede en historie med overskriften: ’Rigsrevisionen om DR: Vi har aldrig set noget lignende’. Det synes jeg simpelthen er så sjovt, men jo et eksempel på, hvordan nogle af vores kolleger har lyst til at fremstille os, som om vi er grådige og langt ude.

Men der gik lang tid, inden DR kom til den erkendelse, at det kunne have været gjort anderledes…?

”Der gik vel et døgn for længe…”

Nogle siger, at der gik et år?

”Jo, men når der er nogle, der beder om at få en medarbejders personalemappe udleveret, skal vi så bare give dem det? Det gør vi jo ikke, for vi har jo også en forpligtelse til at beskytte folk. Men så var der nogen, der fandt ud af, hvad der stod i den aftale, vi havde om hestetransporten, og på de tidspunkt skulle vi have gået ud på det. Men vi taler om et helt eller halvt døgn. Der er en nyfigenhed om, hvad der sker i DR, og i de kommende år skal vi stilling til, hvad det er, vi lægger frem. For hvor transparente skal vi egentlig være…?”

Hvad synes du?

”Det vil jeg ikke give råd om, for det er en balance. På den ene side skal vi være transparente, på den anden side, må der også være noget, der er et anliggende mellem en arbejdsgiver og en medarbejder. Men det er klart, at troværdighed også handler om en vis form for åbenhed. Jeg fortæller gerne, hvad jeg får i løn, men jeg hører ikke til dem, der synes, at fordi man arbejder i DR, skal man lægge sine skatteoplysninger frem og vise offentligheden rundt inde i ens børns værelser. Jeg synes, at folk har ret til en vis form for privatliv.

Med hensyn til bonuspointene har der ikke været noget hemmeligt eller odiøst, og der er ingen regler, der er blevet overtrådt. Jeg har fløjet med det selskab, der er de eneste, der beflyver lige den lufthavn, jeg bruger, og jeg har fået lavet en ordning, så det er billigere, end hvis man køber en billet ad gangen. Det sker via en app og et bonusnummer, og så ryger der point ind på bonuskontoen. Det er der 1,5 millioner personer, der benytter sig af. Så viser det sig, at staten har nogle andre regler, og så tager DR konsekvensen og laver vores regler om. Så jeg har ingen dårlig samvittighed over noget som helst.”

En global bevægelse for journalistik

Du sagde, at du ikke havde forestillet dig, at du skulle være i DR i 10 år. Kan man forestille sig at se dig som chefredaktør igen?

”Lige nu havde jeg ikke lyst til et andet chefredaktørjob hverken i Danmark eller i udlandet. Men hvordan det ser ud om nogle år, ved man jo ikke. Jeg har været chefredaktør næsten uafbrudt siden 1994, og det er lang tid at skulle holde sig orienteret, om hvad der sker i Mongoliet, Bulgarien eller Tønder.

Det, tror jeg, ikke er sundt: enten bliver man lidt ligeglad, eller også kører adrenalinen bare. Jeg tror, at det er rigtig godt for mig at forsøge at lave en global bevægelse, der gør journalistik til et respekteret fag uden at kompromittere nogle af de journalistiske værdier. Det synes jeg er så sjovt og vigtigt, at jeg gerne vil bruge tid på det. Og hvad der så sker…

Om 10 år er jeg 64, og pensionsalderen sikkert 75, så noget skal jeg finde på. Men jeg tror, at alle, der begynder at lave karriereplan i det her fag, og alle, der begynder at forudse, hvordan medieverdenen ser ud om to, fem eller 10 år er langt ude.”

Men tror du, at du er færdig med at være chefredaktør?

”Det, jeg ikke er færdig med, er at interessere mig for journalistik. Men hvordan den ser ud, tror jeg ikke man skal kloge sig i?”

Hvis nu Netflix kom og sagde, at de ville lave Netflix News som den mest ambitiøse nyhedsredaktion i hele verden, ville det så være noget?

”Hvis og hvis. Lige nu er der ikke noget, der kan lokke mig væk fra det projekt, vi har sat gang i.”