Han får ’Den Gyldne Mikrofon’

Tonemester Alex Pavlovic bliver den tredje modtager af DRs særlige pris for medarbejdere med fokus på den gode lyd. Han får den for lyden på 'Historien om Danmark'

DRs lydpris gives i år til tonemester Alex Pavlovic.

Siden 2014 har der været særligt fokus på lyden i DRs tv-programmer: optagelse og bearbejdning af lyden prioriteres, så seerne rent faktisk kan høre, hvad der bliver sagt.

Som et led i den proces uddeles der nu for tredje gang prisen ’Den Gyldne Mikrofon’, der skal være med til at styrke den faglige stolthed hos dem, der arbejder med lyd i det daglige.

"Vi vil godt hædre en faggruppe, hvis arbejde der ikke tales særlig meget om, men som er afgørende vigtigt for vores tv-programmer," har projektleder Lars Trudsø fra DRs lydprojekt tidligere fortalt til dr.dk/omdr.

Anerkendelse af lydarbejde på ’Historien om Danmark’

I forbindelse med prisen for 2017 siger Lars Trudsø:

”Det er en stor glæde for DRs lydkvalitetsgruppe at meddele at årets lydpris i DR – Den Gyldne Mikrofon – tildeles tonemester Alex Pavlovic for hans fremragende lyddesign på ’Historien om Danmark’ og for hans engagerede arbejde i øvrigt for lydkvaliteten på DRs tv-platforme.”

Alex Pavlovic er uddannet tonemester fra Den Danske Filmskole og arbejder freelance for DR. Når han ikke gør dét, optager og redigerer han filmlyd.

”Han mestrer således både lyden til det store lærred med de kontrollerede lytteforhold og lyden til den lille skærm i stuen, hvor lytningen sker på små højtalere. Som lyddesigner på ’Historien om Danmark’ har Alex hovedansvaret for at også lydkvaliteten er i top på denne unikke og for DR vigtige serie,” motiverer Lars Trudsø.

Det er tredje gang, DR-lydprisen uddeles. Prisen for 2015 gik til programmedarbejder Mogens Fink Elbæk, DR Danmark, for hans arbejde med lyden på 'Bonderøven' og til fotograf Steffen Estrup, DR Nyheder, for hans arbejde med lyden på TV Avisen, og i 2016 var det tonemester Peter Andersen, der fik prisen blandt andet for lydarbejdet på nogle af DRs mest populære tv-serier, blandt andet ’Nikolaj og Julie’, ’Sommer’, ’Forbrydelsen’, ’Borgen’, ’Tidsrejsen’, ’Bedrag’ og DRs nye julekalender ’Den anden verden’.

Lydprisen overrækkes af DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn onsdag den 11. oktober klokken 15.00.

Læs mere om DRs lydprojekt på www.dr.dk/lydenervigtig.