Han sørger for den gode tone til Torsdagskoncerten

Ugens aktuelle navn: Søren Krabbe kan den 29. december fejre 25 års jubilæum i DR. De 22 af årene har han sørget for, at Torsdagskoncerten på P2 lyder helt, som den skal, hjemme ved højttalerne.

Søren Krabbe er i løbet af en typisk arbejdsuge inde over programmer som ’Søndagsklassikeren’, ’Torsdagskoncerten’, ’P2 All Stars’, ’Shanes Symfoni’ og Lotte Heises faste operaprogram ’Bravo’. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Søren Krabbe har været til en stor del af Torsdagskoncerterne i DR de seneste 22 år, men han har ikke været det på samme måde, som størstedelen af publikummerne i de røde sæder i DRs koncerthus.

Som programmedarbejder og tekniker er han blandt andet ansat til at lave lyden på koncertrækken, som DR har holdt i efterhånden 81 år. Og på det seneste er han også blevet den faste mand, der fotograferer under Torsdagskoncerterne og indvier P2’s Facebook-brugere i, hvordan musikerne tager sig ud på scenen under aftenens musikalske udfoldelser.

”Mit job består i at få det rette lydmix, så musik, værter og indslag lyder godt for lytterne, og så lyden kommer ud til dem på passende niveau hele vejen igennem,” forklarer Søren Krabbe, der mandag den 29. december kan fejre 25 års jubilæum i DR.

Da han blev ansat som driftsteknikerelev i DR i 1989 – og for øvrigt dengang hed Søren Nielsen, var der otte-ni lydteknikere på P2. I dag er der kun ham på fuld tid, og i løbet af en typisk arbejdsuge er han for eksempel inde over programmer som ’Søndagsklassikeren’, ’P2 All Stars’, ’Shanes Symfoni’ og Lotte Heises faste operaprogram ’Bravo’.

”Da jeg startede, kan jeg huske, at der var én, der sagde til mig, at der altid ville være brug for teknikere, og at den slags bliver båret ud fra DR i kiste. Men sådan er det ikke gået. Fyringsrunderne har været hårde – også på den front, og på mange måder kan man sige, at jeg selv har siddet og savet i den gren, jeg har siddet på. For nu underviser jeg blandt andet DR-medarbejdere i de såkaldte selv-kør-studier,” smiler Søren Krabbe.

Speciale i mikrofoner

Da han kommer til DR, har han allerede en uddannelse som elektronikmekaniker fra Brüel og Kjær – et firma med speciale i mikrofoner. Kort tid efter han var færdig med den uddannelse, havde han imidlertid svært ved at se sig selv som en, der skulle arbejde med billedrør og reparere fjernsyn resten af sit liv.

”Jeg har altid interesseret mig for lyd. Min morbror havde et kæmpe anlæg, og jeg kan stadig huske, hvor imponeret, jeg var, da jeg som 11-12-årig i 1977 hørte Pink Floyd-pladen ’Animals’ med god lyd hjemme hos ham,” siger Søren Krabbe, der sagtens kunne bruge noget fra sin elektronikmekaniker-uddannelse, da han kom til DR. Faktisk var det lidt af et nåleøje, Søren Krabbe kom igennem, da han søgte ind i DR. For der var 600 ansøgere til otte job tilbage i 1989.

”Jeg går glad på arbejde hver dag, og jeg har ikke haft lyst til andet i de 25 år. Jeg har virkelig følt mig på rette hylde,” siger Søren Krabbe, der heller ikke føler, at han har mistet det faglige fællesskab undervejs, selv om der ikke er mange teknikere på P2 længere.

”Det faglige fællesskab har jeg stadig med andre teknikere i huset, og så er der jo også masser af kolleger på P2,” siger han.

På P2-redaktionen er Søren Krabbe kendt som en mand, der kan afvikle selv de mest komplicerede udsendelser med en stoisk ro. Men selv lægger han ikke skjul på, at de direkte udsendelser – som for eksempel hver torsdag – er hans favorit.

”En live-koncert er dér, hvor man mærker adrenalinen, og hvor det hele bare skal spille. Men sender vi ikke direkte, kan jeg bedst lide at lave programmer ”live on tape” – altså hvor man optager udsendelserne, som om de var direkte. Det giver et bedre flow og en bedre fornemmelse, end hvis man ved, man hele tiden kan gøre det om,” siger Søren Krabbe, der fire-fem gange om måneden også er ude i landet for at sende ’P2 Koncerten’ direkte.

Har opfundet ’Krabbekisten’

Undervejs har han nu også haft sine fejl at bakse med i direkte sendinger – som for eksempel, da han skulle sende via satellitlink fra Esbjerg, men hvor en rengøringsdame på satellitmodtagestationen i Holland havde fået en kontakt slået fra under arbejdet, så det hele var ved at gå i ged.

Det var herefter, han opfandt ’Krabbekisten’, som siden nærmest er blevet legendarisk blandt DR-folk.

”Krabbekisten er en slags transportabelt studie med for eksempel en dj-mixerpult, mikrofoner, og hvad der ellers skal til for at afvikle direkte radio. Den blev opfundet, da P2 var på sommertogt i 2005, og i dag har jeg den altid med, så vi er helt sikre på at kunne sende,” siger Søren Krabbe.

Hans velvilje til at hjælpe med at løse tekniske problemer for kollegerne eller forklare selv de mest tekniske ting, så de fleste kan forstå dem, var stærkt medvirkende til, at Søren Krabbe sidste år fik DRs ”kollegapris” – den, der hedder KUV-prisen, og som bliver uddelt af Kontaktudvalget i DR, der er en paraplyorganisation for de faglige organisationer.

”Det betød meget for mig, og jeg var meget rørt. Det var en stor ære,” siger Søren Krabbe.

Selv om en kollega tog fejl for 25 år siden, og mente, at der altid ville være behov for lydteknikere, tør han godt spå om fremtiden på den front.

”Jeg tror ikke, at jobbet vil ændre sig meget de næste år. I USA har selv kør-studier eksisteret i 50 år, og alligevel er der behov for, at nogle styrer teknikken, når det enten er omfattende, direkte transmissioner, eller hvis der er nogle særlige udfordringer i programmerne. Og sådan tror jeg fortsat, det vil være,” siger Søren Krabbe.

Selv om mange har taget lang juleferie i år, har Søren Krabbe ingen planer om at dase på selve jubilæumsdagen den 29. december. Den skal han tilbringe i studiet med P2-vært Lotte Heise, der skal have nytårsudgaven af sit operaprogram ’Bravo’ i kassen. Lydsiden står Søren Krabbe for.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter