Han startede i DR som noget helt andet

Kenneth Gordon startede i afdelingen Bånd og film og har været vidt omkring, før han landede i sin nuværende rolle som teknisk områdekoordinator (TOK) for DR Nyheder.

  • - Jeg har aldrig haft et job i DR, jeg ikke kunne lide. Tværtimod har jeg været utroligt glad for alle sammen og ville ikke have undværet nogle af dem. Foto: Jonas Nielsen. (Foto: Jonas Nielsen)
  • Kenneth Gordon modtog i slutningen af 2018 fortjenstmedaljen efter 40 års tro tjeneste i DR. Foto: Bjarne Bergius Hermansen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 2

Patrick Hernandez’ ’Born to be alive’ blæser for første gang ud af højtalerne, den første sæson af tv-serien ’Matador’ rammer danskernes skærme, og Kenneth Gordon starter i sit første job i DR. Året er 1978.

- Den 15. februar 1978 stod jeg ude foran TV-Byen og vidste faktisk ikke engang, hvilken stilling, jeg havde fået, fortæller Kenneth Gordon om sin første dag i DR.

Få uger forinden havde han været på ansættelsesseminar i en weekend sammen med 23 andre aspiranter. Blandt dem skulle DR finde fire kamerafolk og to ’bånd- og filmteknikere’. Kenneth Gordon havde søgt begge stillinger, og kort efter seminaret blev han ringet op og tilbudt et job med start 12 dage senere.

- Jeg havde jo et andet job, så midt i min glæde og tanker om, hvad jeg skulle gøre med det andet job, sagde jeg bare ja tak og glemte helt at spørge ind til, hvilken af stillingerne, jeg havde fået. Da jeg blev hentet ude foran TV-Byen, blev jeg først taget med over i kantinen, hvor vi snakkede om alt muligt andet. Først en time efter kom vi over i noget, der hed ’bånd og film’, og der fandt jeg så ud af, at det var bånd- og filmtekniker, jeg var blevet, griner han.

Da Kenneth Gordon startede, foregik alt teknik i ’bånd og film’, også udsendelserne, som blev afviklet direkte til continuity. Når bånd- og filmteknikerne fik ’go’ fra continuity, til eksempelvis aftenens spillefilm, satte de filmrullen i gang, og så kørte programmet. Også TV-Avisen brugte bånd og film teknikere til redigering og afvikling.

DR i DNA’et

Efter godt og vel 10 år i ’bånd og film’ uddannede Kenneth Gordon sig til redigeringstekniker. Som redigeringstekniker servicerede han DR Sporten og TV-Avisen med indslag og slowbilleder fra OB-vognen til live-sportsarrangementer.

- Jeg havde prøvet en masse ting i Bånd og Flm og havde lyst til at prøve noget nyt. Jeg har altid været filmfreak, og lysten til at kaste mig ud i fortællekunsten boblede i blodet på mig dengang, og derfor blev jeg redigeringstekniker, siger han.

Efter tiden på DR Sporten tilbragte Kenneth Gordon fire år i Kultur, hvor han var med til at lave danmarkskrøniken ’Danske Drømme’. Da den var lavet færdig, skulle han vælge, om han ville tilbage i sin rolle som redigeringstekniker, eller han ville tage imod et tilbud om at blive producer i Continuity.

- Jeg følte, jeg havde udtjent min værnepligt som redigeringstekniker, og jeg ville gerne prøve noget andet. Der var kommet et nyt continuity, hvor der var kommet et nyt IT-styret afviklingssystem og det synes jeg var vildt spændende, så jeg tog jobbet der, fortæller han og siger, at han er taknemmelig for de mange muligheder, der er på tværs af hele DR.

- Husets holdning til videreuddannelse og villighed til at lade medarbejdere skifte job har betydet, at jeg har udviklet mig og ikke er groet fast. Jeg har været i utallige funktioner med lyd, lys og billeder uden at forlade DR en eneste gang. Det er jeg utroligt glad for, for jeg føler, at DR ligger i mit DNA.

DR Nyheders tekniske anker

I dag er Kenneth Gordon teknisk områdekoordinator (TOK) for DR Nyheder. Her har han ansvaret for, at de har de rette maskiner og de rette programmer til at producere dagens nyheder.

Udover indkøb af computere, skærme, tastaturer, computermus og software, skal han også holde styr på hele den tekniske pakke, så han ved, hvem der har hvilke ting og sidder med hvilke opgaver. Han understreger, at det er vigtigt, at man som TOK kender arbejdsprocesserne indgående i den afdeling, man har ansvaret for.

- Vi ved, hvordan de forskellige programmer arbejder sammen og bidrager til outputtet. I den funktion nyder jeg rigtigt godt af, at jeg har produceret så meget selv. Jeg kan langt bedre forstå og hjælpe folk med deres tekniske problemer, og prioritere, hvor hjælpen skal sættes ind først, fordi jeg ved, hvilken funktion, der sidder med den korteste deadline, siger Kenneth Gordon.

Selvom TOK-funktionen adskiller sig meget fra de andre ting, han har lavet, mener han, at de første jobs, han havde, er en stor forudsætning for at kunne klare TOK jobbet.

- TOK’en er betinget af en produktionsbaggrund – at man selv har været ude og haft fingrene i materien og kender huset. Man kan sige, at jeg har afsluttet en cirkel. Jeg er uddannet elektroniktekniker, og på en eller anden måde er jeg havnet i en teknisk støttefunktion igen.

Hvorfor han har været så mange forskellige steder igennem hans 41 år i DR, er han ikke i tvivl om.

- Det er DR’s udvikling, der har gjort det muligt at havne de steder, jeg er havnet. Selvfølgelig har jeg selv søgt de forskellige poster, men de er afstedkommet af, at der har været en udvikling i DR, som har åbnet op for nye jobfunktioner, som jeg har fundet interessante, siger Kennth Gordon.

Facebook
Twitter