Han stod bag Bamse og Kylling, Kaj og Andrea, Sonja fra Saxogade og mange af DR's store børneklassikere

Farvel og stort tak til en af dansk børne-TV’s mest indflydelsesrige personer. Mogens Vemmer har ikke bare sat sine spor hos flere generationer af børn og unge, han har også vist vejen til børne-TV i verdensklasse.

  • Mogens Vemmer, tidligere chef for Danmarks Radios Børne- og Ungdomsafdeling. (Foto: Jens nøRgaard Larsen)
  • Bamses Lillebitte Billedbog, om dengang Kylling ville lege frisør, men Bamse troede han skulle lege gætteleg med Kylling. (Foto: Agnete Schilchtkrull)
  • Sonja Sander og lillebror Bjarne (Foto: Dr arkiv)
  • Kaj og Andrea (Foto: Ulla Voigt)
  • Ingrid og Lillebror (Foto: Dr arkiv)
  • Vinterbyøster (Foto: Dr arkiv)
1 / 6

I stedet for at sende det, som de voksne mente, børnene havde brug for, ville DR’s Børne- og Ungdomsafdeling (B&U) se verden fra børnenes egen synsvinkel. B&U-afdelingen blev skabt i 1968, og siden da har B&U produceret kvalitetsindhold til flere generationer af børn og unge. Gennem tiden har indholdet vundet utallige internationale priser – det er ikke tomt praleri, når sloganet for B&U er ’Verdens Bedste Børne-TV’.

B&U-chef Mogens Vemmer og hans kone, Katrine Hauch-Fausbøll, der er Bamses 'mor' og har produceret adskillige programmer med Kylling og Bamse i årenes løb. Her ses de til DR's 90 års fødselsdag d. 1. april 2015 (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Bag mange af de store børneklassikere som Ingrid og Lillebror, Kaj og Andrea, Poul og Nulle, Bamse og Kylling, Sonja fra Saxogade, Vinterbyøster for bare at nævne nogle stykker, var Mogens Vemmer. I 1968 blev han chef for B&U. Hurtigt omdannede han afdelingen til en dynamisk rugekasse for fremragende talenter, der skulle præge medieverdenen helt frem til i dag.

Det var folk som som Jesper Klein, Jacob Ludvigsen, Søren Kragh-Jacobsen, Thomas Winding og Poul Nesgaard. Udgangspunktet for det hele var en platform, hvor børnene ikke blev talt ned til, men behandlet som ligeværdige.

“Vi mente, at børn burde have en stemme i den offentlige statsradiofoni. Det havde de aldrig haft før, det var kun pæne børn med kor og alle de ting, som voksne syntes, at børn skulle beskæftige sig med. Men vi ville vise, hvad børn beskæftigede sig med,” Har Mogens Vemmer tidligere sagt.

Hør Mogens Vemmer om fordelene ved Børne-TV her

Efter at Mogens Vemmer stoppede som programchef i 2000, fortsatte han som det gamle B&Us mentor, hvor alle henvendte sig til ham, hvis de ville vide noget om B&U eller have udtalelser om børne-TV. Den mangeårig B&U-chef i DR er gået bort i dag tæt på sin 85-års-fødselsdag.