Han vil være en god bordherre under håndboldkampe

Ugens aktuelle navn: Jens Jacob Juulsager var kommentator første gang, da der i 2010 manglede en afløser på nytårsskihop. Nu er han DR Sportens faste håndboldkommentator og lige nu Champions League-aktuel på DR1.

Jens Jacob Juulsager skal kommentere håndbold både lørdag og søndag på DR1 i den kommende weekend. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Journalist Jens Jacob Juulsager har ingen konkrete planer om at løbe på banen med en fløjte og et rødt kort i hånden. Alligevel vil han i løbet af de næste 10 dage være at finde på et håndbolddommerkursus, som Håndbold Region Øst arrangerer.

”Som håndboldkommentator kender jeg selvfølgelig de mest almindelige regler, men jeg vil også godt vide mere om de små, fine nuancer, der nogle gange kan være i dommerafgørelserne. Kender jeg dem, vil jeg kunne forfine min speak, og kurset er et forsøg på at gøre mig selv bedre,” siger den 27-årige sportskommentator.

Frem til nytår har Jens Jacob Juulsager kun én frisøndag, og de fleste andre røde dage i kalenderen tilbringer han sammen med seerne på DR1, der for nylig tog hul på en seksårig håndboldaftale. Den betyder, at DR kan vise Champions League-håndbold frem til sommeren 2020.

Helt konkret skal Jens Jacob Juulsager – sammen med håndboldekspert Søren Herskind - på søndag klokken 16.40 til 18.30 kommentere mødet mellem de danske mestre, KIF Kolding København, og FC Barcelona, der har vundet Champions League hele syv gange.

”Det er superfedt, at DR har rettighederne så mange år frem i tiden. Det betyder, at vi meget bedre kan udvikle programmerne, og noget af det, vi vil gøre mere ud af, er at komme tættere på spillerne, så seerne nærmest kan lugte harpiksen hjemme i stuen,” siger Jens Jacob Juulsager.

Sendte en mail om skihop

Han har været i DR siden 2009, hvor han startede som journalistpraktikant på DR Sporten. Og at Jens Jacob Juulsager blev tv-kommentator var i første omgang lidt af et tilfælde.

”I praktiktiden var jeg ude at sende direkte radio fra en masse kampe, og da jeg fandt ud af, at den faste kommentator på nytårsskihop, Henrik Liniger, ikke havde mulighed for at kommentere i 2010, tyggede jeg lidt på det og sendte en mail til chefen om, at jeg ville være frisk på opgaven,” forklarer Jens Jacob Juulsager.

Han slap godt fra kommenteringen foran det nytårsdvaske publikum hjemme i stuerne, og af større tv-transmissioner har Jens Jacob Juulsager siden kommenteret OL i London i 2012, VM i herrehåndbold og VM i kvindehåndbold i 2013, vinter-OL i Rusland tidligere i år og fire gange Champions League Final4 i herrehåndbold.

Mens Jens Jacob Juulsagers far spillede masser af håndbold i 2. division, har DR Sportens kommentator kun selv kastet med bolde i en enkelt sæson i HH90 i Holstebro, hvor han er vokset op.

”Så begyndte mine kammerater at spille badminton, og det gjorde jeg så også,” smiler Jens Jacob Juulsager.

Lokalradio og køkkensælger

Evnen til at tale – og holde snakken i gang – fik han ikke mindst, da han lavede fredagsprogram på Radio Holstebro med lytterønsker og quiz i sine unge dage. Og i de halvandet år mellem gymnasiet og Journalisthøjskolen var det snarere salgstaler, Jens Jacob Juulsager holdt, som sælger af HTH-køkkener.

”Da jeg første gang sad i Frederiksberg Hallen og skulle sende live fra en håndboldkamp, svedte jeg, og selv om jeg godt ved, at nogen ville være nervøse over at skulle sende to timer uden manuskript, tænker jeg efterhånden slet ikke over det. Tværtimod er det en fed følelse – du er med til noget, der sker i nuet, og håndbold er min hobby, så jeg ville nok have set kampen alligevel,” siger Jens Jacob Juulsager.

Når han – som på søndag – skal sende direkte fra KIF Kolding København-FC Barcelona, er der sat en dag af til at forberede sig, og Jens Jacob Juulsager og håndboldekspert Søren Herskind lægger eksempelvis en plan for, hvordan de udtaler navne, så de ikke lægger trykket vidt forskellige steder.

”Jeg forbereder mig blandt andet ved at se tidligere kampe, ved at ringe rundt og ved at møde tidligt op i hallen, hvor kampen skal spilles. Jeg sidder også og memorerer nummerrækkefølgen på spillerne, og så har Det Europæiske Håndboldforbund en glimrende database, hvor du kan læse alt muligt om spillerne – også deres højde og vægt,” forklarer Jens Jacob Juulsager.

Polske og ungarske navne er svære

Noget af det, der giver ham de største udfordringer, er polske og ungarske navne, og OL-deltageren og håndboldspilleren Kim Ekdahl Du Rietz fra Sverige udtalte Jens Jacob Juulsager forkert, indtil en svensk seer – der foretrak at se kampene på DR - skrev til kommentatoren under OL i London og sagde, at han var galt afmarcheret.

”Det er sjovt, at alle har en holdning til, hvordan sport skal kommenteres, og at mange mener, at de selv kan gøre det bedre. Det har jeg det nu helt ok med, og det ville være værre, hvis DR havde købt rettigheder til store slutrunder, og ingen så overhovedet havde en holdning til det, der blev sendt,” mener Jens Jacob Juulsager.

Han har selv en ambition om at være ”den gode bordherre” under håndboldkampene – det vil sige ham, der fortæller spændende ting og kommer med spændende observationer, men heller ikke fylder alt for meget selv.

”Du skal bidrage til selskabet, men ikke kommentere på samme måde som i radioen, for på tv kan seerne jo se, hvad der sker. Du skal ikke være bange for stilheden,” lyder det fra Jens Jacob Juulsager, der udover Champions League også har nyhedsvagter på P3, P4 og DR1 og er udsendt reporter for ’Sport på 3’eren’, når det passer ind.

”Jeg kan godt lide den variation i jobbet, og for mig er søndag blevet hverdag - forstået på den måde, at jeg stort set altid arbejder, og det har jeg lært at indrette mig efter. Mandag, der tit er en træls dag for mange andre, kan jeg derimod holde fri og måske se en god film eller få en god brunch i stedet. Jeg er manden uden fast ugerytme, og det kan man faktisk sagtens synes er superfedt,” siger Jens Jacob Juulsager.

Facebook
Twitter