Hans Otto Bisgaard: ”Der har aldrig været et kedeligt øjeblik”

Ugens aktuelle navn: Fredag den 7. august fylder P4- og P5-vært Hans Otto Bisgaard 70 år. Han ser her tilbage på ’Radio Rita’, Erna Iversen og en karriere i DR, der har været præget af interessen for musik.

Hans Otto Bisgaard bliver 70 år den 7. august. Her ses han ved en tidligere lejlighed som konferencier ved DRs Slotskoncerter. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

1. Hvordan begyndte din karriere i DR?

Daværende P3-rockredaktør Palle Aarslev manglede en yngre mand til forefaldende arbejde med rockindslag og interviews til programmet ’Beatrapport’. Palle var fast gæst i Brøndby Pop Club, hvor jeg var formand. Her præsenterede vi mange af de nye store verdensnavne som Led Zeppelin, Jethro Tull, Ten Years After, Jeff Beck, Rod Stewart med flere, og til en koncert med Canned Heat i 1970 viste Palle mig, hvor man skulle trykke ”rec” på båndoptageren, og så er det gået derudaf lige siden.

Canned Heat var en stor rockgruppe dengang, og de var de første musikere, jeg interviewede. Jeg begyndte at lave flere interviews til ’Beatrapport’, og da Palle stoppede, overtog jeg al arbejdet med at producere programmet. Det gik lidt stærkt det hele, men det var rigtig sjovt at prøve.

Jeg har i det hele taget været heldig i mit virke, for jeg har haft friheden til at prøve noget nyt. Jeg har ikke nogen uddannelse eller andet, der kan hæmme mig, så jeg har prøvet mange forskellige ting både på radio og tv, og det har jeg været glad for. Jeg har været ude i alle eksisterende hjørner, og det har været spændende.

2. Du nævner selv, du har lavet mange forskellige programmer gennem tiden, men er der et af dem, der har haft en særlig betydning for dig?

Der er ingen tvivl om, at de fleste nok vil huske ’Radio Rita’ og mit samarbejde med Peter Larsen i tv. Der var et behov for de programmer på den tid, som vi ikke var klar over, før vi var i fuld gang med det. ’Radio Rita’ er helt sikkert, noget af det største, jeg har været med til at lave.

Vores måde at sprænge alle rammer på og gøre alt på den forkerte måde, det virkede. Den måde at anskueliggøre, hvordan man laver radio, tror jeg er årsagen til, at det blev så populært. Og så var det rigtig sjovt at lave. Monica Krog-Meyer, Poul Erik Heilbuth, Hans Bülow og jeg havde et utrolig godt samarbejde, og vi var alle sammen med til at komme med ideer til programmet, som blev til i en løbende proces, hvor der ikke rigtig var nogen, der ejede noget. Vi var fælles om det hele.

Vi fik alle de store bands til at skrive en sang til os. Vi fik alting foræret, fordi det var nyt og sjovt at være med. Vi rejste også landet rundt for at vise vores nye radiokanal frem, og der kunne vi virkelig mærke, hvor stor opbakning vi havde.

Det er dog mit radioprogram ’Morgenstund’, som jeg laver nu på P4 og P5, jeg har fået flest reaktioner på. Jeg har aldrig nogensinde fået så mange henvendelser, som jeg gør nu. Det har ramt helt plet. Jeg har lavet det i over 10 år nu, og jeg er glad for, jeg kan blive ved med det.

Man opnår en samhørighed mellem lytter og vært, som man ikke kan skabe på samme måde i tv. Der er en skærm, der blokerer, når man laver tv, men her er der direkte kontakt. Det går lige ind, og det fungerer. Det kan jeg også mærke med ’Morgenstund’. Jeg troede, jeg blev forvist til Azorerne, da jeg blev spurgt, om jeg ville lave det, men jeg skal da love for, der hurtigt kom fokus på det. Der har aldrig været et kedeligt øjeblik. Det må jeg sige.

3. Hvad er forskellen på at lave radio dengang og i dag?

Jeg har som nævnt ingen uddannelse, men jeg har lært en masse fra gode kolleger; mest fra det legendariske ’P4 i P1’-team anført af Stefan Samsøe-Petersen. De lærte mig begreber som for eksempel målgrupper, og at jeg skulle målrette mine indslag, så ”Brian og Yvonne” forstod, hvad vi fablede om. Det havde jeg aldrig tidligere skænket en tanke.

I dag sidder man jo alene i studiet og fumler med tingene, og det har jeg det fint med. Efter at det i mange år var et hold af teknikere bestående af dygtige folk og gode venner, der bestemte, hvordan det skulle lyde, er det en fornøjelse selv at prøve kræfter med hele produktionen. Det er en ny udfordring hver dag, og det kan man altid bruge.

4. Hvorfor blev det musikken, der kom til at kendetegne din karriere?

Du kan fortælle et utal af gode historier gennem musikken. Som Springsteen, der lærte mere fra en rock- og rul-plade af tre minutters varighed, end han gjorde gennem hele sin skoletid. Jeg har lært fra Woody Guthrie, Bob Dylan og alle de andre store folkesangere – inklusiv Sebastian, Niels Hausgaard og Johnny Madsen. Den viden har jeg siden brugt i mine programmer.

Jeg fortæller selv historier ustandseligt. De gode sange har altid en reference til et sted eller en begivenhed, og når man læser om det, så henter jeg historier ud fra det. Det er utrolig vigtigt at formidle den viden om musikhistorien, så lytterne får den rigtige kontekst at høre musikken i. Jeg er overbevist om, at folk gerne vil høre en forklaring på, hvad der bliver sunget, og hvorfor de gør det. Det er de glade for, at jeg gør uden at være overlærer Petersen for dem.

De får et diskret praj, de kan tage med dem. Vidste du for eksempel, at teksten til The Birds ’Turn, Turn, Turn’ er hentet direkte fra Det Gamle Testamente? Det er en fuldstændig oversættelse, og sangen røg hurtigt til tops på hitlisterne i USA. Det synes jeg, er en sjov historie.

Jeg prøver også at udfordre lytternes kendskab til musikken, så de giver det en chance i de tre minutter, et musiknummer varer i dag. Når jeg har den indflydelse, jeg har, så skal den også bruges, og det bliver for kedeligt i længden, hvis jeg bare giver dem det, de gerne vil have. Jeg tror også, det er det, der skaber det gode bånd mellem mig og lytterne; at jeg behandler dem som tænkende mennesker. Jeg kan mærke, de sætter pris på det. Og historierne.

5. Hvad er dit største øjeblik som radiovært?

Når det gælder de mange radioprogrammer, jeg lavede fra 1970 til 1987, så er dem, jeg bedst og helst husker nok ’Radio Rita’, ’Morgennisserne’ med Michael Bundesen, ’Sommerferiebussen’ i samarbejde med B&U og samarbejdet med Radiosporten. Jeg var vært ved fem olympiske lege i træk – fra 1984 til 2000. Når jeg i skoletiden kun kunne springe en meter og fem centimeter i højdespring, så vidste jeg, at jeg måtte prøve alternative ruter til en udtagelse til OL. Det lykkedes, og det var helt fantastisk og endnu ét af mange gode samarbejder på kryds og tværs i DR.

Derpå fulgte alle årene i tv fra 1987 til 1997. Det var 10 år i bedste sendetid og i høj grad endnu et godt samarbejde med alle tænkelige faggrupper i DR. Så jeg kan kun sige tak til alle for deres hjælp; det gælder også fru Erna Iversen og tjener Frandsen. I store spring når vi så frem til i dag, hvor jeg producerer ’Morgenstund’ hver eneste dag året rundt. Når folk fortæller mig, at de er med hele vejen fra Næstved til København, og hvor meget sjovere det er at stå op om morgenen, når de lytter til programmet, så tænker jeg: Min sjæl, hvad vil du mer’?

Jeg har altid følt det som et stort privilegium at arbejde i DR, og vi skylder vores kunder og kolleger at gøre hver dag til et nyt ”stort øjeblik”. Det betyder ikke nødvendigvis det helt store smil hver dag, men vi kan da ved fælles hjælp prøve at sætte et smil sammen.

6. Hvordan er det at have en stemme, flere generationer genkender?

Jeg må indrømme, at jeg er forfængelig nok til at synes, at det er sjovt, når folk vender sig om og kigger på mig, når de hører min stemme, og derpå lettere befippede og generte udbryder: ”Åh undskyld, jeg synes bare, at jeg kender Dem”, hvortil jeg kun kan svare: ”Det glæder mig – meget.”

Hans Otto Bisgaard har været ansat i DR siden 1970. I dag er han vært på ’Morgenstund’, der bliver sendt på P4 og P5 alle hverdage hele året rundt fra klokken 5.00-6.00 om morgenen. I weekenden dog fra 6.00-7.00. 

Facebook
Twitter