Hans private nytårsforsæt blev til en podcast-serie om Bowie fra start til slut

Jesper Borup er lige blevet færdig med en DR-podcast i 28 afsnit om alle David Bowies udgivelser. Det kommer også bag på ham selv, at projektet blev så omfattende, for det var egentlig et fritidsprojekt.

Jesper Borup (til højre) fortæller her om David Bowie på P6 Beat hos vært Henrik Aagaard. (Foto: P6 Beat)

Nogle har et nytårsforsæt om at tabe sig eller om at løbe en maraton. Journalist og radiovært Jesper Borup fra DR Fyn havde et helt andet for tre et halvt år siden.

Han besluttede sig for sit helt eget musikalske maratonprojekt. Han ville høre alle sangeren David Bowies 28 albumudgivelser fra start til slut. Ikke noget med at høre skive 10 før album otte. Det hele skulle foregå i den rækkefølge, musikken var lavet, fra Bowie udgav det første album den 1. juni 1967, til han udgav sit sidste album på sin 69-års-dag - kun to dage før sin død den 10. januar 2016.

- Jeg hoppede selv på Bowie-bølgen i 1983, da jeg var 12 år, og David Bowie udgav, hvad der skulle blive hans største salgssucces nogen sinde, nemlig ’Let’s Dance’. Efter hans død havde jeg bare lyst til at fordybe mig i hans diskografi og høre det hele i sammenhæng, som hans liv var blevet levet. Jeg kendte både til noget godt og noget skidt, beretter Jesper Borup.

I første omgang var det slet ikke noget, DR var involveret i. Jesper Borup startede med Bowies første album, der bare hed ’David Bowie’. I Facebook-gruppen ’Spinning Vinyl’, hvor vinylfans inspirerer hinanden og udveksler lytteoplevelser, skrev Jesper Borup om sin lytning, personlige anekdoter og interessante facts om albummene.

- Det blev bare mere og mere, jeg skrev ved album 2, 3 og 4, og da jeg kom til Ziggy Stardust-perioden, fyldte det efterhånden en hel side, fortæller Jesper Borup.

Fik overraskende opringning

Normalt er det P1’s og P4 Fyns lyttere, der støder på Jesper Borups stemme i radioen. Men redaktionsleder Christina Høier fra P6 Beat havde også lagt mærke til hans skriverier, og da Jesper Borup var ved at være igennem David Bowies 28 album, ringede hun og spurgte, om han havde lyst til at lave en podcast, hvor han gennemgik David Bowie ’fra start til slut’.

- Dermed ophørte projektet med at være et fritidsprojekt, men det ville jeg selvfølgelig gerne. Og så fik vi det skruet sammen, så jeg kunne lave det side om side med mine øvrige programmer, forklarer Jesper Borup.

Jesper Borups Bowie-samling. (Foto: PRIVATFOTO)

Siden nytår er Jesper Borup hver uge ’dukket op’ på DR Lyd med afsnit på 25-40 minutter i podcastserien ’Fra start til slut’, og her gennemgår han en efter en alle David Bowies album, han øser af sine egne minder og erfaringer med pladerne, ligesom han for eksempel trækker paralleller mellem, hvor David Bowie var i en bestemt alder til sit eget liv. Det hele er selvfølgelig krydret med masser af musik fra de forskellige album.

Lange mails med personlige beretninger

Siden han begyndte på DR’s talenthold i 1996, har han nogen sinde oplevet et lytterengagement, som han oplever lige nu på ’Fra start til slut’-podcasten.

- Jeg har aldrig lavet noget med så meget respons. Folk skriver lange mails til mig med personlige beretninger, og hvad Bowie-albummene har betydet for dem. Det overgår alt, og det er helt tydeligt at mærke, at det engagerer lytterne på en særlig måde, siger Jesper Borup.

Gennem P1-programmet ’Public Service’, som han har lavet i 3-4 år, er han ellers også flittigt i dialog med lytterne.

- Men her er det mere den korte, konkrete feedback, der kommer, når jeg beder om den, forklarer Jesper Borup, der forleden også kunne glæde sig over en anmeldelse i Politiken, hvor podcastserien blev kaldt ’Musikformidling på højeste niveau’. Meget af det, Jesper Borup skrev om hvert David Bowie-album, har han kunnet bruge til podcasten. Men han har selvfølgelig også måtte researche yderligere, tjekke påstande, salgstal og så videre.

De vildeste sammenhænge

- Jeg vidste meget om Bowie, inden jeg begyndte, men jeg har også opdaget de vildeste sammenhænge i forbindelse med, at jeg har lavet podcasten. Noget af det, der måske står endnu mere klart for mig nu, er, hvor forskellige hans album nummer 2, 3 og 4 er, siger Jesper Borup.

Helt ubekendt med at formidle musik var Jesper Borup ikke, før han gik i gang med Bowie-maratonserien. Han har for eksempel tidligere fulgt det fynske musikliv særligt for DR Fyn, ligesom han har begået serien ’En sang har et liv’ til P2. Den handlede om covernumre, og hvordan den samme sang kan fortolkes vidt forskelligt.

Jesper Borup synes, han har lært nyt om at lave radio og lyd i forbindelse med serien, som han typisk har brugt én arbejdsdag om ugen på i hele første halvdel af 2021. Der er kommet et nyt afsnit af ’Fra start til slut’ på DR Lyd hver tirsdag, og serien blev fuldkommen med sidste afsnit i tirsdags, den 29. juni.

  • Du finder Jesper Borups Bowie-serie på DR Lyd her

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk