Hele Norden skal ’Spise med Price’

Næsten 40 procent af alle nordmænd med fjernsynet tændt, ser 'Spise med Price', når de går over skærmen i landet. Også Finland og Sverige vil nu vise madbrødrene.

'Spise med Price' hedder 'Munter Mat' i Norge. Også i Sverige og Finland skal de nu på skærmen. (Foto: Foto: DR)

Nordmændene har allerede fået ”rigeligt med smør” i sommer, og også svenskerne og finnerne har nu udsigt til at skulle ’Spise med Price’.

DRs madbrødre har i hvert fald charmet sig ind blandt programlæggerne i de øvrige nordiske lande, hvor seerne i 2010 og 2011 skal til højbords med de to.

Hos NRK i Norge er programmet blevet omdøbt til ’Munter mat’, og her har James og Adam Price haft den fornemme sendetid onsdag klokken 20.15 sommeren over, og de har det også på onsdag.

”I gennemsnit er de blevet set af 39 procent af alle med fjernsynet tændt mellem klokken 20.15 og 20.45. Det svarer til 380.000 seere, og dermed holder de det niveau, som NRK-programmer i primetime har i Norge på det tidspunkt,” lyder det fra medieforskerne i NRK.

I Finland i 2011

Fra Finland lyder meldingen fra planlægningschef Nicolina Zilliacus-Korsström hos den svensksprogede kanal hos YLE - Finlands svar på DR, at ’Spise med Price’ kommer på sendeplanen i 2011.

”Vi håber naturligvis, at brødrene bliver den succes, som de helt klart fortjener,” siger hun.

Også svenskerne har udsigt til at få komponisten og dramatikeren på skærmen med  alt fra mormormad over surt show med citroner til nye måder at lave surströmning på.

”Vi har taget de tre sæsoner hjem af serien, som nu er lavet, men vi er ikke begyndt at sende dem endnu. Startdatoen ligger ikke helt fast endnu,” fortæller Jesper Petersson, der vælger nordiske programmer ud for SVT gennem det såkaldte Nordvisions-samarbejde.

’Spise med Price’ sikrede sig både ’Seerprisen’ og hæderen for ’Bedste livsstilsprogram’, da den danske tv-branche klappede sig selv på skulderen for en uge siden som en afslutning på årets Tv-festival.

Facebook
Twitter