Helene er børneansvarlig i B&U: Jeg kan både være sød, sjov og skrap

Syv børn spiller hovedrollerne i ny Ramasjang-serie. Bag kameraet har Helene Damgaard Plougmann en vigtig rolle som børneansvarlig. Vi var med hende en dag på job.

Der er mange pauser i løbet af en optagedag. Her skal Helene Damgaard Plougmann være med til at sikre, at de forløber godt. Foto: Lars Møller Hansen.

Sommerroen har sænket sig over et villakvarter i Rønde på Djursland denne formiddag midt i juli. Men på en af de stille veje summer det af aktivitet. Her er et hold fra DR Aarhus i gang med optagelserne til en ny Ramasjang-serie.

Syv børn mellem ni og 11 år spiller hovedrollerne i serien ’Vennerne og det grønne lys’, og de hygger og har det sjovt, mens fotografer, lydmand og instruktør gør klar til dagens optagelser.

Men én voksen har hele tiden et øje på børnene. Det er Helene Damgaard Plougmann, der er børneansvarlig i B&U Fiktion.

- Jeg er der, fra vi siger godmorgen, når de møder ind, til vi siger farvel om eftermiddagen. Jeg er med til at skabe stabilitet for børnene i løbet af dagen. Instruktøren tager sig af det skuespilmæssige, og jeg tager mig af alt det andet. De er skuespillere, men de er også børn. Jeg tager mig af krop, sind og sjæl, så de føler sig trygge hele vejen igennem, fortæller Helene Damgaard Plougmann.

Opgaverne spænder vidt, når børnene er i gang med optagelser flere dage om ugen i mere end to måneder, som det tager at optage første sæson af serien. Og lige bagefter gælder det optagelserne til sæson to.

De personlige relationer er vigtige. I en pause finder Helene Damgaard Plougmann ud af, at en af drengene - Bertram Jarkilde - spiller musik i sin fritid. Foto: Lars Møller Hansen.

- Jeg er den person, børnene kan gå til, hver gang der er noget. Og så går jeg og lurer, om alle har det godt og prøver at komme nogle ting i forkøbet. Det kan for eksempel være udfordrende at fusionere en børneflok, hvor nogle børn kender hinanden i forvejen, mens andre kommer alene ind i gruppen. Der er nogle tøsekonflikter en gang imellem, som jeg prøver at fange i krogene, og så er det børnene og mig, der løser tingene sammen, siger Helene Damgaard Plougmann og kommer med endnu et par eksempler på, at hun hele tiden har blik for børnenes trivsel:

- En af pigerne kom på settet en dag, hvor hendes kanin lige var død. Det kunne vi mærke på hende. Så talte jeg med hende om det. En dag blev en af drengene ked af det, fordi vi havde glemt en kasket til ham i en scene. Han kunne høre, at vi voksne talte om, om det var et problem i forhold til andre scener, hvor han havde haft kasketten på. Han tager tingene nært, så da han hørte snakken, troede han, det var hans fejl. Der var det vigtigt, at jeg forklarede ham, at det var det ikke.

Skiftet mellem privat og professionel

Lige nu sidder seks af børnene i en sofa og fortæller løs i munden på hinanden, mens en af drengene er i gang med optagelser ude på vejen. Om lidt skal de alle til læseprøve med instruktør Julie Ravnhøj, inden dagens store optagelse, hvor alle børnene er med, skal i gang. Helene Damgaard Plougmann bryder derfor ind:

- Nu lukker vi for historierne. Når først I kommer i gang, kan der komme mange historier, siger hun til børnene.

I stedet begynder de på en koncentrationsleg, der skal gøre børnene klar til læseprøven.

- Jeg har 50 lege i ærmet. Nogle hvor de skal fokusere, og nogle hvor de skal brænde krudt af, smiler den børneansvarlige.

Helene Damgaard Plougmann er uddannet dramaturg og har tidligere været børneansvarlig på B&U-serierne ’Skyldig’ og ’Ramasjang Mysteriet’. Hun har selv tre yngre søstre og har også arbejdet som klubleder og som lærervikar i Etiopien. Selv ser hun sig mere som coach end børneansvarlig.

- Jeg vejleder børnene i, hvad der skal til for at være skuespiller – også som barn. Jeg skal ikke være en overbeskyttende mor for dem, så jeg presser dem også, så de kan opnå deres potentiale. De skal forstå, hvorfor vi optager de forskellige scener, og jeg hjælper dem til at zoome ind på det, de skal. Hvornår går vi fra, at de kan snakke privat, til et skifte ind i fiktionens verden, hvor de ved, at nu er de på som skuespillere.

- Når først en børneansvarlig får lov at komme tæt på børnene, så kan den person virkelig blive en hjælp og støtte for dem, når de skal lave skiftet mellem privat og professionel. Og i min optik kan den balance kun nås gennem et menneske, der får lov at tage sig af alle de ting, der hører børnenes private verden til: mad, omsorg, et lyttende øre, legeonkel og den rammesættende voksen, forklarer Helene Damgaard Plougmann.

Seriens instruktør, Julie Ravnhøj, under læseprøven med børnene før optagelserne går i gang. Foto: Lars Møller Hansen.

Instruktør: Vigtigt at omfavne børnene

Frokosten er spist, og instruktør Julie Ravnhøj er i gang med læseprøven med de syv børn, inden manuskriptet skal omsættes til levende skuespil ude på villavejen. Børnene har styr på deres replikker, så det handler mest om, hvordan de skal levere dem, når kameraerne lige om lidt ruller.

- Du skal bare råbe det, så det føles rigtigt for dig, siger hun til Carl, der både skal kaste cykel og hjelm fra sig og være vred på en af de andre drenge.

Julie Ravnhøj sætter stor pris på, at Helene Damgaard Plougmann er med som børneansvarlig på produktionen.

- Børnene er serien, og derfor er det sindssygt vigtigt, at vi har en, der kan omfavne dem. De kan ikke spille hen over det private – derfor er det afgørende, at der er en, som kan rense ud i det. Hvis de ikke er glade, kan de ikke præstere. Det er godt for børnene, at der er klare roller mellem Helene og mig. Over for mig er de skuespillere, og jeg er deres ven, når de skal præstere. Helene kan høre deres drømme og fortællinger i pauserne, og hun kan dosere, hvis der skal ’skældes ud’. Så er de klar og kan præstere, når det gælder. Helene jonglerer dygtigt den balance, at man skal lade børn være børn, men også professionelle, når de er på, siger Julie Ravnhøj.

Og netop nu skal børnene være på. Dagens store scene øves igennem på vejen. En af drengene skal køre en fjernstyret bil over en målstreg, før Carl når over stregen på sin cykel. Den tredje dreng er måldommer, mens tre af pigerne skal heppe i det tætte opløb. Den fjerde pige er også med, men hun skal være mere optaget af sin telefon. Alle syv børn er altså involveret i optagelserne.

- Standby! råber instruktøren.

Og så går optagelserne i gang. Hver gang, der er en pause, taler Helene Damgaard Plougmann med børnene. Nogle pauser er korte, inden scenen kan tages igen. Andre er længere, hvis der for eksempel skal flyttes på kameraerne for at skyde scenen fra andre vinkler.

Det er første gang, Ramasjang producerer en spændingsserie henvendt til den ældste del af den nye målgruppe på Ramasjang – de 6-8 årige. Foto: DR.

Børnene synes, det er 'mega fedt'

Pausesnakken og legene betyder meget for børnene, fortæller 10-årige Caroline Søgaard:

- Det er mega fedt, at vi har Helene. Hun er sjov og har nogle sjove lege til os, hvis vi keder os. Så føles ventetiden ikke så lang.

Carl Høy Sørensen på ni er enig:

- Der ville mangle noget sjov og leg i det, hvis vi ikke havde en børneansvarlig. Så var der ikke nogen til at tage sig af os og grine med os.

  • Carl Høy Sørensen og Caroline Søgaard drømmer om at gå skuespillervejen som voksne. Foto: Lars Møller Hansen.
  • Indimellem må Helene Damgaard Plougmann også sige tingene på en bestemt måde, så børnene bevarer fokus på opgaven. Foto: Lars Møller Hansen.
  • Helene Damgaard Plougmann hjælper til med mange praktiske ting. Her får en af pigerne - Amalie Leschly - sat håret inden optagelserne. Foto: Lars Møller Hansen.
  • Børnene kan snakke om alt muligt med Helene Damgaard Plougmann, mens de snakker skuespil med instruktør Julie Ravnhøj. Foto: Lars Møller Hansen.
  • På en typisk optagedag får holdet omkring fire minutters færdig tv i kassen. Foto: Lars Møller Hansen.
  • Klar til optagelse. En stor del af serien bliver optaget på en stille villavej i Rønde på Djursland. Foto: Lars Møller Hansen.
  • Børneansvarlig Helene Damgaard Plougmann og de syv børn, der spiller hovedrollerne i Ramasjang-serien ’Vennerne og det grønne lys’. Foto: Lars Møller Hansen.
1 / 7

Det er dog ikke hygge og latter hele tiden. En gang imellem må Helene Damgaard Plougmann være den lidt skrappe type. Men hun er meget bevidst om, at hun ikke skal træde ind i en slags lærer- eller forældrerolle over for børnene.

- Jeg siger det bestemt, når der skal siges noget, der kan minde om skældud, men det er meget sjældent, jeg giver det enkelte barn en skideballe. Jeg prøver i stedet at lave aftaler med den enkelte og i fællesskab – aftaler, der skaber rammen for os som gruppe, og hvor vi taler om, hvad det er for et ansvar, de gerne selv vil tage. Så vender jeg tilbage til de aftaler, når der er brug for, at vi tager en mere alvorlig snak, forklarer hun.

Og børnene accepterer, at det er en del af hendes arbejde.

- Helene tænker på, at vi har det godt og gør så meget for os med leg og sjov. Så skal vi også gøre, hvad hun siger, fortæller Carl Høy Sørensen.

- Vi kan godt larme rigtig meget, fordi vi er ved at lære hinanden at kende. Så må hun godt sige, at vi skal være stille, siger Caroline Søgaard.

Klokken nærmer sig 16. Selvom de seneste tre timer har kredset om den samme store scene, er børnene stadig klar, når pauserne bliver afløst af optagelser og seriøse skuespilpræstationer.

Hvad fylder hos dig, når du tager hjem efter sådan en optagedag?

- Jeg er bare så træt, griner Helene Damgaard Plougmann.

- Det er 12 timer mange af dagene. Jeg er fyldt op af snak, lytten og sjove historier. De er herlige de her børn. De giver noget til vores set. Deres take på tingene er interessant. Og børneenergien smitter af på os. De ved, det er et arbejde, men de synes, det er mega sjovt og en oplevelse. De fleste af dem er opdaget spritnye, og at følge deres udvikling er det fedeste.

Serien 'Vennerne og det grønne lys' kan ses på DR Ramasjang fredag, lørdag og søndag klokken 17.30 i de kommende uger - første gang 6. november. Serien kan også ses via Ramasjang-appen og på DRTV.

Facebook
Twitter