Her er den nye direktør for Bruger, Marked og Publicering i DR

Karsten Dyhrberg Nielsen bliver bruger- og markedsdirektør og medlem af direktionen i DR.

Karsten Dyhrberg Nielsen bliver bruger- og markedsdirektør og medlem af direktionen i DR. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Med DR’s opdaterede strategi fra 2021, ’Sammen om det vigtige’, er der sat retning for en markant digital udvikling af hele DR. Det betyder også ændringer i DR’s organisation, og som led i strategien blev det tidligere direktørområde DR Medier lukket og et nyt direktørområde for Bruger, Marked og Publicering oprettet.

Direktøren for det nye område er nu fundet. Den 7. marts tiltræder 53-årige Karsten Dyhrberg Nielsen som bruger- og markedsdirektør i DR.

Karsten Dyhrberg Nielsen får derved et overordnet ansvar for at sikre, at DR fremadrettet kan indfri sine public service-ambitioner og -forpligtelser med et solidt afsæt i brugernes behov og udviklingstendenser i mediemarkedet.

Om ansættelsen af Karsten Dyhrberg Nielsen siger DR’s bestyrelsesformand Marianne Bedsted:

- Jeg er utrolig glad for, at vi får Karsten Dyhrberg Nielsen med på holdet. Han har en solid ledelseserfaring, stort fokus på brugerne og indsigt i eksponering, rettigheder og distribution. Karsten har samtidig erfaring med digital omstilling af musikbranchen og derfra en dyb forståelse for den markante digitale udvikling, som DR står over for. En omstilling og udvikling, der bliver helt afgørende for, at befolkningen også på sigt kan opdage og bruge dansk public service-indhold af høj kvalitet.

Stor og vigtig rolle

Om sit nye job siger Karsten Dyhrberg Nielsen selv:

- DR har en stor og vigtig rolle i det danske samfund og er samtidig en organisation fuld af dygtige mennesker inden for mange forskellige fagområder. Det er derfor med både ydmyghed, stor forventning og et kæmpe engagement, at jeg kommer til DR. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og bidrage til at udvikle DR til gavn for alle brugere.

Karsten Dyhrberg Nielsen kommer til DR med en bred ledelseserfaring fra både børsnoterede og medlemsstyrede virksomheder. Han har blandt andet beskæftiget sig med positionering og udvikling af organisationer til en digital fremtid og global konkurrencesituation. Han har stor indsigt i både distribution af indhold, digitalisering af processer og i den interne forandringsledelse.

Karsten Dyhrberg Nielsen har senest været admistrerende direktør i svenske Stim og har tidligere haft lignende stillinger inden for musikindustrien i Danmark og internationalt. Han har før det beskæftiget sig med blandt andet forretningsudvikling hos William Demant, ligesom han har arbejdet som advokat.

Karsten Dyhrberg Nielsen er uddannet jurist fra Aarhus Universitet og har desuden en MBA i strategisk ledelse fra University of British Columbia. Han er gift og har fire børn.