Her er den nye generalsekretær for Nordvision

NRK's nuværende tv-chef, Arne Helsingen, overtager rollen som leder af det nordiske mediesamarbejde den 1. juli 2024. Arne Helsingen har stor erfaring allerede med det nordiske tv- og mediesamarbejde.

Arne Helsingen tiltræder næste sommer. Foto: Elisabeth Mjøs/NRK.

Af Tommy Nordlund

Norske NRK's nuværende tv-chef, Arne Helsingen, tiltræder som Nordvisions generalsekretær næste sommer, hvor Henrik Hartmann stopper efter 18 år som leder af Nordvisionssekretariatet i DR Byen i København.

Arne Helsingen har i de seneste 17 år har været tv-chef i NRK med ansvar for både streaming og TV. I alle disse år har han også været engageret i det nordiske samarbejde, og derudover har han været involveret i det europæiske public service-samarbejde, som medlem af EBU's TV Committee i to perioder.

- Jeg er meget glad for, at vi får en så engageret og erfaren person som leder af Nordvision-arbejdet. Arne Helsingen er både visionær og strategisk, og har været en af drivkræfterne bag flere af de nye samarbejdsformer, det er lykkedes at skabe mellem de nordiske virksomheder de seneste år, siger Eva Beckman, der er Nordvisions ordførende og mediedirektør i SVT.

Samarbejde skal give konkrete resultater

Arne Helsingen selv siger:

- I sommeren 2024 overtager jeg en organisation, der både er veldrevet og tidssvarende, og jeg glæder mig til at bidrage til at bygge videre på det solide arbejde,som sekretariatet i København har udført.

Som en første ambition nævner han vigtigheden af, at alle partnerne i Nordvision oplever, at samarbejdet også i fremtiden virkelig fører til konkrete resultater.

- Vi skal sammen udvikle det, der virker, og som er af strategisk betydning, samtidig med at vi skal finde nye områder og opgaver, hvor samarbejdet vil gøre en forskel, siger Arne Helsingen videre.

Arne Helsingen er ansat som generalsekretær for de næste fire år.

  • Læs mere om Nordvision her.

  • Læs det store interview med den kommende Nordvision-generalsekretær her.