'Herrens Veje'-debutant: "Tro handler ikke om Gud, men om mennesker"

DRs nye dramaserie ’Herrens Veje’ kredser om mere end religion og tro. Også vores selvforståelse bliver udfordret, mener skuespiller Morten Hee Andersen.

Morten Hee Andersen spiller sin første TV-rolle i 'Herrens Veje'. (Foto: Tine Harden © Type 1)

Tro handler ikke om Gud. Tro handler om mennesker. Det er et af de mange temaer, som DRs nye dramaserie ’Herrens Veje’ tager op til debat henover efteråret. Og i et kulturkristent land som Danmark er det nødvendigt at forholde sig til tro i en moderne forstand. Det mener Morten Hee Andersen, der spiller præstesønnen August Krogh i DRs nye dramaserie.

“Jeg kan godt lide udgangspunktet om, at tro også er et eksistentielt spørgsmål. Hvad er jeg egentlig som menneske i forhold til andre mennesker? Den debat, tror jeg, ‘Herrens Veje’ kan hjælpe godt på vej. Gerne på samfundsplan, men også rundt om bordet hos familien,” siger han.

Og netop den eksistentialistiske tilgang til troen er gennemsyrende for dramaserien. For hvad gør vi, når troen forsvinder?

“Det med at være i tvivl om, hvad man er, når man ikke er en succes, det er ekstremt relevant. Både for mig, men også for hele min generation. Jeg håber ikke, nogen føler, at de får presset svarene ned i halsen, men jeg håber meget, at folk får lyst til at tale om det her,” siger Morten Hee Andersen.

Et nyt talent

Morten Hee Andersen var knap nok færdig på Den Danske Sceneskole, inden han startede på ’Herrens Veje’. Det betød, at det var svært at forudse, hvilke udfordringer han skulle forberede sig på. Derfor valgte han i stedet at gøre sin manglende erfaring til en fordel.

“Da jeg fik rollen, tænkte jeg meget over, hvad det ville betyde. Men det kan man ikke regne ud på forhånd. Så jeg prøvede at finde ud af, hvilke erfaringer August gør sig for første gang i løbet af serien. På den måde kunne jeg bedre relatere mig til ham,” siger den 26-årige skuespiller.

Rollen som August er Morten Hee Andersens første TV-rolle. Og oplevelsen er kun blevet bedre af, at han har spillet sammen med erfarne skuespillere som Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen.

“Det har været helt sindssygt at få lov til! Lars har holdt foredrag på min skole et par gange. Om faget, sprogligheden og branchen. På den måde følte jeg, at jeg allerede havde hilst på ham, da jeg startede på ‘Herrens Veje’.”

Respekt for troen

I løbet af arbejdet med dramaserien har flere medlemmer af holdet bag ’Herrens Veje’ taget deres syn på tro op til genovervejelse. Morten Hee Andersen har også haft tid til at tænke over sit forhold til de højere magter.

“Jeg har altid haft respekt for tro. Jeg har ikke haft et behov for at tage afstand fra det. Jeg har egentlig mere haft behov for at forsvare det på et menneskeligt plan. Jeg synes, der kan være meget skønhed i tro. Så serien har været en god anledning til at fordybe mig mere i det,” siger han og tilføjer, at han gennem rollen som August har fået et andet perspektiv på troen.

“Da jeg skulle i gang med August som karakter, tænkte jeg over, hvordan man som moderne præst kan være meget troende. Og da gik det op for mig, at tro ikke handler om Gud. Tro handler om mennesker.“

DR1 sender andet afsnit af 'Herrens Veje' søndag klokken 20.

Facebook
Twitter